Overgangen fra 70'ernes litteratur til den fremstormende 80'er generation er en af de mere dramatiske i dansk litteraturhistorie. Læs mere om generationsskiftet og kendetegnene for den nye generation.
Af cand.mag. Rane Knudsen
I dansk litteraturhistorie er overgangen fra 70’erne til 80’erne et af de mere farverige og dramatiske generationsskift. De mange unge digtere, som for eftertiden står som indbegrebet af 80’erne, får allerede tidligt ry for at være arrogante, patetiske og selvoptagede. De af de etablerede forfattere, som har en mening om de unge, deler sig ofte i to lejre: for og imod.
Ændringen i digternes image hænger sammen med en ændring i stil og genre. I 1970’ernes litteratur er forlagenes og mediernes vægtning af prosa og lyrik omtrent ligelig. Omkring skiftet til 80’erne samler opmærksomheden sig især om lyrikken, mens prosaen i nogle år fører en mere anonym tilværelse uden den læserskare og regulære fandyrkelse, som bliver digtningen til del.
Generationsskiftet
70’ernes digtning er præget af den såkaldte knækprosa, en digtform, der består af ”knækkede” sætninger i verslignende strukturer. Knækprosadigtenes indhold drejer sig ofte om private problemer med parforhold, barndomstraumer mm. Grundet den enkle form opnår genren stor popularitet blandt amatørdigtere, der typisk anvender digte som personlig terapi snarere end kunst. En lignende genre eksisterer inden for prosaen – her blot uden ”knæk” – der har betegnelsen bekendelseslitteratur. I 80’erne søger nye digtere at gøre op med disse former for litteratur.
Først og fremmest adskiller 80’ernes digtere sig fra 70’ernes ved, at de flytter fokus fra det efter deres mening dræbende jordnære i de genrer, der har domineret 70’erne. Den stil, der nu vinder størst udbredelse, er en mere billedrig, sværmende stil med lige dele påvirkning fra punkbevægelsen, det sene 1800-tals symbolisme og 1940’ernes Heretica-digtere som Ole Sarvig og Poul LaCour. Et typisk emne for de unge digtere er storbyen som sindbillede på moderne menneskers sjæleliv. Hvis man kigger de kendteste af 80’ernes digtsamlinger igennem, vil man bemærke, at ord som ”nat”, ”neon”, ”blod”, ”asfalt”, ”død”, ”krop”, ”drømme” og ”engle” går igen. Det religiøse og dødsfikserede ved denne sprogbrug falder mange for brystet.
Den smalle, men dybe generationskløft mellem 70’erne og 80’erne viser sig meget tydeligt i et berygtet klip fra DRs litteraturprogram Bazar fra april 1984. Her ses en konfrontation mellem to digtere, der om nogen er blevet synonyme med hhv. 70’ernes og 80’ernes digtning: knækprosaisten Lola Baidel og den noget svært bestemmelige Michael Strunge. Udsendelsen huskes, fordi der navnlig fra Strunges side råbes højt og afstanden mellem de to digtere – samt deres forskellige måder at skrive på – forekommer uoverstigelig.
Prosaens mange ansigter
Det ungdommelige præg ved 80’ernes litteratur viser sig til dels også i prosaen. En af 80’ernes (og for den sags skyld også 70’ernes og 90’ernes) populæreste prosaforfattere, Bjarne Reuter, vinder stor popularitet med sine delvist selvbiografiske børne- og ungdomsromaner, hvoraf flere filmatiseres. Instruktøren Bille Augusts Reuter-film, Tro, håb og kærlighed, får sågar international berømmelse.
Nogle af årtiets lyrikere, deriblandt Bo Green Jensen, forsøger sig også med den ungdomsorienterede del af romangenren. En forfatter som Dennis Jürgensen skriver så godt som udelukkende for en læserskare under 18. Det livlige, fandenivoldske og rablende sprog i romaner som Jord i hovedet, Kærlighed ved første hik og Skrumpehovedernes nat gør ham så populær, at andre forfattere begynder at efterligne hans stil. Resultatet falder ikke altid lige heldigt ud.
Ungdomsromanen er egentlig en genre, der går igen fra 70’erne. 80’ernes bedste ungdomsromaner adskiller sig dog fra 70’ernes ved at udelade den belærende tone, man finder skjult i meget af 70’ernes litteratur, børne- og ungdomslitteraturen inklusive.
De fleste af 80’ernes kendte prosaforfattere er debuteret i 60’erne eller 70’erne, og er på dén måde ikke typiske for 80’erne, snarere for nyere dansk litteratur i almindelighed. Indenfor de enkelte forfatterskaber sker der dog en udvikling i løbet af årtiet. Eksempelvis skriver Svend Åge Madsen nogle af sine vigtigste romaner i løbet af årtiet, hvoraf kan nævnes Se dagens lys (1980), Lad tiden gå (1986) og ikke mindst At fortælle menneskene (1989), som er et hovedværk i hans forfatterskab. Også Henrik Stangerup skriver betydningsfulde romaner som Vejen til Lagoa Santa og 'Det er svært at dø i Dieppe'. Hvor Stangerups romanpersoner hidtil har udmærket sig ved at ligne ham selv som person, er de i disse romaner historiske personer fra 1800-tallet. Denne bevægelse væk fra det private og selvudleverende, som var god tone i 70’erne, er noget typisk for 80’ernes litteratur.
Samkunstnerisk bevægelse
På flere punkter falder sammenligningen mellem 80’ernes og 1800-tallets digtning ligefor. Et eksempel er at 1800-tallets stræben efter Gesamtkunstwerk – et værk der forener flere forskellige kunstarter som litteratur, musik, drama mm. – i nogen grad gentager sig i 80’ernes kulturliv. Det er ikke tilfældigt at både lyrikere og billedkunstnere lader sig inspirere af samtidens rockmusik – og omvendt. Rockmusikere, navnlig udøvere af den såkaldte artrock, lægger stor vægt på den tekstlige side af musikken. Der forekommer endda samarbejde mellem digtere og lyrikere. Det kendteste eksempel herpå er nok Lars H.U.G.s plade City Slang, hvis tekster alle er fra Søren Ulriks Thomsen digtsamling af samme navn (1982).
Kommentarer