Gittes monologer og andre kvababbelser

Med de satiriske digte og Gittes enetaler til veninden i Gittes monologer vender Per Højholt op og ned på på den offentlige samfunds- og kulturdebat.

Gittes monologer (1984) er skrevet af Per Højholt (f. 22.7.1928), hvis forfatterskab indledes med to digtsamlinger, Hesten og solen (1949) og Skrift på vind og vand (1956), som begge kredser om meningen med livet ved at fokusere på forbindelsen mellem jeget og omverdenen. Kendetegnende for Per Højholts forfatterskab er en eksperimenterende lyrik og prosa, der indeholder modernistiske og humoristiske træk. Sideløbende med Per Højholts udgivelser har han rejst rundt i landet og fremført nogle af sine humoristiske tekster, herunder Gittes monologer, der også gennem radio og fjernsyn samt udgivelser på plade og bånd er blevet kendt.

Gittes monologer består af 18 monologer, der både kan læses enkeltvis og i deres helhed. I monologerne taler den østjyske husmor Gitte til sin veninde Susanne og belyser herigennem sin egen tilværelse samtidig med, at hun kommmenterer mere almene spørgsmål. Monologen som fremstillingsform er med til at give udtryk for de tanker, reflektioner og modstridende følelser Gitte oplever i mødet med omverdenen.
Gittes tilhørsforhold giver sig til kende gennem den udprægede østjyske dialekt og dagligdags sprogbrug og livsstil.

Gennem monologerne møder læseren livet i 80ernes Danmark på en munter og umiddelbar måde. Satiren som tager fat på emner som Gittes småt kørende socialdemokratiske mand, finkulturen og magthaverne, appellerer til danskere i al almindelighed. Gennem Gittes naive udsagn og holdninger afdækkes nogle problematikker, fordomme og holdninger i hverdagen og samfundsdebatten. Gitte vender op og ned på den offentlige samfunds- og kulturdebat og gennemhuller gængse velovervejede udsagn og levemåder, hvorved ideologierne falder på stribe.
Ud fra sprogbrugets stilniveau skabes en nærhed og identifikation på baggrund af de konkrete og dagligdags vendinger, der bruges, og læserens sympati retter sig mod den lidt smådumme provinshusmor, der dog på trods af sin jævne livsform får en række stærke pointer.