Bog

84 digte

Af (
1984
)

Analyse

Nordbrandt, Henrik - 84 digte

Nordbrandts lyrik tilhører ingen skole i den danske poesis historie. 84 digte er en af de digtsamlinger, der viser, hvordan Nordbrandts lyrik har et eget særpræg.


Allerede fra Henrik Nordbrandt i 1966 udgiver sin første digtsamling, Digte, bliver hans lyrik særdeles godt modtaget. Det samme gør sig gældende for 84 digte, der som titlen antyder udkommer i 1984. Anmelderne kalder værket for "et mesterværk", "en suveræn digtning" og Hans-Jørgen Nielsen betegner digtene som "tonende sprog-gitre, hvorfra der undertiden strømmer en hjerteskærende vellyd."

84 digte udgør en hjørnesten i forfatterskabet, der i dag rummer mere end tyve digtsamlinger, en enkelt roman, essays, et par børnebøger og en tyrkisk kogebog med den underfundige titel Damelår og andre specialiteter. Senest har Nordbrandt udgivet et udvalg af sin lyriske produktion under titlen Egne digte (1999) og i 2002 udgav han erindringsbogen Døden fra Lübeck.

At Henrik Nordbrandt betragtes som en af vores største nulevende lyrikere bevidner også de mange priser forfatterskabet er belønnet med, heriblandt Det Danske Akademis Store Pris (1980), Kritikerprisen (1984), De Gyldne Laurbær (1996) og senest Nordisk Råds Litteraturpris (2000). I 1999 blev 84 digte i øvrigt nomineret af Politiken til Århundredets bog.
Litterært set betragter man Nordbrandt blandt de store modernistiske forfattere herhjemme, der netop får deres gennembrud i 1960erne og 1970erne og som er med til at forny og forandre sproget, afskrive sammenhænge for igen at skabe nye. Alligevel indtager han sin helt egen plads i denne tradition, bl.a. fordi han hverken knytter an til den eksperimentelle konkretisme eller den politisk orienterede digtning, vi ser i disse tiår og som bliver kendetegnende for mange af modernisterne. Nordbrandts lyrik tilhører som sådan ingen skole i den danske poesis historie, og selv om den naturligvis har sine rødder, må den på en positiv måde siges at stå for sig selv.
Og netop 84 digte er en af de digtsamlinger der meget præcist viser hvordan Nordbrandts lyrik har et eget særpræg.

Samlingen er delt op i fire dele, der i såvel form som indhold er meget forskellige, og derfor viser denne samling også spændvidden i Nordbrandts digte. Del I, Vor tid, indeholder en række digte, man kunne kalde en slags tankedigte over vores (sam)tid, i del II har vi nogle længere digte, indimellem med et mere mytisk præg, der kaldes Grotesker/meditationer. Del III består nærmest af en helt scenisk lyrik og bærer titlen Skyggestudier. Del IV kaldes Bøddel på jorden. Disse digte synes at udgøre en slags naturpoesi netop fordi udgangspunktet ofte er årstidernes gang eller, som i øvrigt i mange af Nordbrandts digte, landene omkring Middelhavet, hvor Nordbrandt har været bosat det meste af sit voksenliv.

Selv om digtene umiddelbart er meget forskellige, synes Nordbrandt alligevel at kredse om nogle faste og tilbagekommende tematikker. Og allerede det første digt slår et vigtigt tema an: Vor tid har slidt sig selv tynd./ Man kan se gennem den/ dens slidte tøj, dens svage/ blålige hjerte/ dens tynde knogler (...) Den er blevet håbløst forelsket/ i sit eget skelet./

Nordbrandts digtning tematiserer selve det at være i verden som menneskets grundvilkår. At være i verden er i Nordbrandts digtning uløseligt forbundet med selve forholdet mellem nærvær og fravær, en tematik der gør sig gældende på såvel det fysiske som det mentale plan: Hvis det i en drejning skulle åbenbare sig/ i en aldrig tidligere set form/ ville formen hverken være sand eller usand/ grusom eller barmhjertig./ (...) Form, siger vi, de formløse/ i længsel efter at blive fastholdt/ fordi vi altid ser os selv lidt for sent/ og alt hvad vi føler, er tab./ (...) Hvad skal der ske med guldet i mine tænder? I går eftermiddag? Min elskedes øjenvipper? (fra digtet Krukken).

At være fraværende er altså ikke alene det konkret ikke at være til stede, men i lige så høj grad ikke at være til stede dér, hvor man befinder sig rent mentalt på et givent tidspunkt, i nu'et, i livet og være i stand til at nyde det. Derfor skildres i Nordbrandts poesi ofte enten oplevelser af noget, der intenst finder sted, eller netop udeblivelsen af en oplevelse.
For at fremhæve disse centrale tematikker om selve væren, nærværet over for fraværet og den deraf følgende rastløshed og eftertænksomhed, benytter Nordbrandt ofte paradokset som stilistisk greb således at f.eks. en indgående beskrivelse af et nærvær netop kommer til at pege på det fravær, nærværet uundgåeligt medfører eller omvendt.

Nordbrandts poesi er ofte, ganske uretmæssigt, blevet kaldt for mørk eller dyster. Den kan være vemodig, og må herudover absolut betegnes som eksistentiel netop fordi den udsiger væsentlige ting om det at være til i verden, men mørk er den ikke. Ofte er sproget derimod meget ligetil og iblandet en helt uundværlig humor. Hør blot denne meditation: Ikke så snart havde jeg opfundet dig/ før jeg begyndte at fortryde det:/ I stedet for at gå rundt og glæde mig/ burde jeg have regnet ud/ hvordan du ville gøre mig komplet overflødig/ i samme øjeblik du var opfundet:/ (...) Hvis jeg kunne, ville jeg af-opfinde dig/ men når noget engang er kommet ind i verden/ er det ikke til at få ud igen/ selv ikke når det er noget så flygtigt som en ide./

Kilder, links og centrale værker

02 okt.03

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
06058418
ISBN
9788700631526
Antal sider
125

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer