Analyse
Højholt, Per - Auricula
I en træt og postmoderne tid, der netop kun har taget avantgarden til sig som en simpel overskridelsesfigur, viser Højholt hele dens friheds potentiale i Auricula.
Den 7. september 1915 kl. 16.09 indtræffer pludseligt, kortvarigt og helt tilfældigt en fuldstændig stilhed i Europa: ”Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig”. Stilheden afsættes i de samlejer, der foregår i dette øjeblik, og 9 måneder efter nedkommer et større antal kvinder med både et barn og – paradoksalt nok – et løst øre! Sådan forløber den anekdote der indleder Per Højholts livsværk Auricula (latin for øre), skrevet i perioden 1978-2001.
Ørerne begiver sig nu ud i Europa; til Spanien, til Holland, Norge og Sverige – de flygter fra krigen, da de ikke er glade for larm og tumult. I stedet opsøger de det 20. århundredes store avantgarde-kunstnere, blandt andre Franz Kafka, Erik Satie og Marcel Duchamp. Ørerne er vanvittigt intellektuelle, de fordriver tiden med at iscenesætte (eller mime, som det hedder i bogen) den europæiske litteraturs hovedværker, men de er også ganske liderlige og profane og opfatter kun den kunst, der overskrider dogmer og forbud, som interessant. De forstår ikke metafysik og religion, mens sjofle stednavne (som fx Hardanger), falloslignende spir og nøgen typografi giver dem erektion og fremprovokerer onani og lystige samlejer.
Auricula er en ganske særegen bog. De barokt komplekse sætninger kan fylde halve og hele sider. I en gammel stil med masser af usædvanlige forholdsord er teksten fyldt til bristepunktet med historisk realistiske informationer om et virvar af personer i den europæiske kunsthistorie. Dertil kommer mængder af fremmedord. Samtidig med denne voldsomme tyngde, er der dog også en ivrig opstemthed over teksten. Fyrre sider forløber fx uden afsnit, sætninger binder hinanden sammen og kan sjældent stå helt alene, men skal indsættes i deres flow. Dette flow breder teksten ud og tillader ørerne afstikkere i alle retninger. Til tider koncentreres teksten i en særligt vittig fremstilling af de mærkelige ørers sjoflerier, og man må undertrykke et fnis. En egentlig handling er der ikke, der er heller ingen umiddelbar pointe eller mening.
En loyal læsning vil kunne gøre rede for, at Højholt med Auricula ikke viser andet end sin kærlighed til avantgarden i det 20. århundrede. Foruden de tre nævnte kunstnere indskrives andre frontløbere som fx Joyce, Woolf, Eliot, Pound, Appolinaire, Brancusi, Einstein, Döblin, Nietzsche, Freud og Proust. Mange fortæller historien om avantgarden som en forfaldshistorie: Hvis avantgarden satte spørgsmålstegn ved alt og alle, var det fordi den var pubertær og blot ville gøre oprør for at gøre oprør. I sidste ende, siger man, munder dens opgør ud i destruktion og undergang. Men her holder Højholt fast. Auricula er netop en videreudvikling af hans langvarige opgør med blandt andet idealiteter som Gud og mening. Hvis Gud ikke findes, så har tilværelsen ingen mening, men dette åbner netop op for et show af vore egne sprællende meninger og – i samspil med dette – teksten selv, dens typografi og materiale. Højholt er altså materialist, men han er samtidig antirealist: Bare fordi tilværelsen ingen mening giver, behøver det ikke at betyde, at vi blot må mime dens meningsløshed. Det betyder stadig, at vi skal udforske den og dens kunst – og derfor også hvad det overhovedet vil sige at mime. Med den hensigt sættes i Auricula et par tusinde vildfarne ører i spil. Højholt undgår sort nulpunktskunst, men fortsætter avantgardens undersøgelser med højt humør.
I en træt og postmoderne tid, der netop kun har taget avantgarden til sig som en simpel overskridelsesfigur, viser Højholt hele dens friheds potentiale. De meget fine infights med avantgarden – især ørernes møde med Satie er sødt – kampen for en ny lystfuld materialisme i kunsten og, først og fremmest, den både vittige, vidende og enormt modige tilgang, gør Auricula til et uundgåeligt og endnu uudfoldet pletskud i tierne.
I en træt og postmoderne tid, der netop kun har taget avantgarden til sig som en simpel overskridelsesfigur, viser Højholt hele dens friheds potentiale i Auricula.
Den 7. september 1915 kl. 16.09 indtræffer pludseligt, kortvarigt og helt tilfældigt en fuldstændig stilhed i Europa: ”Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig”. Stilheden afsættes i de samlejer, der foregår i dette øjeblik, og 9 måneder efter nedkommer et større antal kvinder med både et barn og – paradoksalt nok – et løst øre! Sådan forløber den anekdote der indleder Per Højholts livsværk Auricula (latin for øre), skrevet i perioden 1978-2001.
Ørerne begiver sig nu ud i Europa; til Spanien, til Holland, Norge og Sverige – de flygter fra krigen, da de ikke er glade for larm og tumult. I stedet opsøger de det 20. århundredes store avantgarde-kunstnere, blandt andre Franz Kafka, Erik Satie og Marcel Duchamp. Ørerne er vanvittigt intellektuelle, de fordriver tiden med at iscenesætte (eller mime, som det hedder i bogen) den europæiske litteraturs hovedværker, men de er også ganske liderlige og profane og opfatter kun den kunst, der overskrider dogmer og forbud, som interessant. De forstår ikke metafysik og religion, mens sjofle stednavne (som fx Hardanger), falloslignende spir og nøgen typografi giver dem erektion og fremprovokerer onani og lystige samlejer.
Auricula er en ganske særegen bog. De barokt komplekse sætninger kan fylde halve og hele sider. I en gammel stil med masser af usædvanlige forholdsord er teksten fyldt til bristepunktet med historisk realistiske informationer om et virvar af personer i den europæiske kunsthistorie. Dertil kommer mængder af fremmedord. Samtidig med denne voldsomme tyngde, er der dog også en ivrig opstemthed over teksten. Fyrre sider forløber fx uden afsnit, sætninger binder hinanden sammen og kan sjældent stå helt alene, men skal indsættes i deres flow. Dette flow breder teksten ud og tillader ørerne afstikkere i alle retninger. Til tider koncentreres teksten i en særligt vittig fremstilling af de mærkelige ørers sjoflerier, og man må undertrykke et fnis. En egentlig handling er der ikke, der er heller ingen umiddelbar pointe eller mening.
En loyal læsning vil kunne gøre rede for, at Højholt med Auricula ikke viser andet end sin kærlighed til avantgarden i det 20. århundrede. Foruden de tre nævnte kunstnere indskrives andre frontløbere som fx Joyce, Woolf, Eliot, Pound, Appolinaire, Brancusi, Einstein, Döblin, Nietzsche, Freud og Proust. Mange fortæller historien om avantgarden som en forfaldshistorie: Hvis avantgarden satte spørgsmålstegn ved alt og alle, var det fordi den var pubertær og blot ville gøre oprør for at gøre oprør. I sidste ende, siger man, munder dens opgør ud i destruktion og undergang. Men her holder Højholt fast. Auricula er netop en videreudvikling af hans langvarige opgør med blandt andet idealiteter som Gud og mening. Hvis Gud ikke findes, så har tilværelsen ingen mening, men dette åbner netop op for et show af vore egne sprællende meninger og – i samspil med dette – teksten selv, dens typografi og materiale. Højholt er altså materialist, men han er samtidig antirealist: Bare fordi tilværelsen ingen mening giver, behøver det ikke at betyde, at vi blot må mime dens meningsløshed. Det betyder stadig, at vi skal udforske den og dens kunst – og derfor også hvad det overhovedet vil sige at mime. Med den hensigt sættes i Auricula et par tusinde vildfarne ører i spil. Højholt undgår sort nulpunktskunst, men fortsætter avantgardens undersøgelser med højt humør.
I en træt og postmoderne tid, der netop kun har taget avantgarden til sig som en simpel overskridelsesfigur, viser Højholt hele dens friheds potentiale. De meget fine infights med avantgarden – især ørernes møde med Satie er sødt – kampen for en ny lystfuld materialisme i kunsten og, først og fremmest, den både vittige, vidende og enormt modige tilgang, gør Auricula til et uundgåeligt og endnu uudfoldet pletskud i tierne.
Kommentarer