Turbo

Hvad vi forbinder med ordet turbo er fart, og inspireret af rockmusikeren Jimi Hendrix er farten netop det bærende element i Per Højholts sprogligt legende og betydningsforskydende digt 'Turbo'.

I 1949 debuterede Per Højholt i det litterære tidsskrift 'Heretica', og samme år udkom digtsamlingen 'Hesten og solen'. Digtsamlingen 'Poetens hoved' fra 1963 markerer på flere områder et vendepunkt i forfatterskabet. Det er her Højholts egentlige gennembrud indtræffer, og det er her den halvreligiøse digtning, der præger det tidlige forfatterskab, forsvinder til fordel for en ny tilgang til litteraturen. Med inspiration fra den amerikanske litterære bølge New Criticism, der netop kræver en ny litterær tilgang, og fra Mallarmé, ændrede Højholt sin opfattelse af digterens rolle. Det litterære værk er upersonligt, og der er ingen forbindelse mellem forfatter og tekst. Det vil sige, at teksten ikke ses i forbindelse med virkeligheden, og at betydning kun opstår som en forbindelse mellem den enkelte læser og teksten. Dette gør sig i høj grad gældende i 'Turbo', hvor mening ikke er noget, der kan fastholdes.

Hvad vi forbinder med ordet turbo er fart, og inspireret af rockmusikeren Jimi Hendrix er farten netop det bærende element i 'Turbo'. 'Turbo' er en fremadskridende leg med ordene og med sproget; den er et mødested for forskellige litterære retninger, der peger væk fra tressermodernismen; den er opbrud. Her finder man ikke et handlingsforløb, tværtimod får det konkrete sproglige udtryk forrang for indholdet. Her er tale om en interesse for det materielle, og for alt det, der ikke har med ordenes mening at gøre.

Den sproglige leg i 'Turbo' viser sig bl.a. ved, at ordene i sætningerne byttes rundt, og ved de mange betydningslag. Der er henvisninger til så forskellige fænomener som tips, fodbold, sex og kunst. Eksempelvis fremstår ordet ”brandkusse” seksuelt, men det er også en reference til billedkunstneren Constantin Brancusi, som Højholt senere i forfatterskabet opkalder et digt efter. Herved demonstreres ordenes flertydighed, og hvordan sproget kan undvige en fast mening.

De manglende strukturer i form og indhold er ikke udelukkende nedbrydning. Som læser møder man sine egne begrænsninger, og dermed åbnes der op for nye oplevelser. Skriften gør således opmærksom på livet.

Interessen for det konkret sproglige og afskrivningen af kunstens erkendelsesmæssige funktion er det, der distancerer Per Højholt fra den danske tressermodernisme og leverer en kritik af realismen; til gengæld forbinder forfatterskabet sig til forfattere som Inger Christensen, Hans Jørgen Nielsen og Klaus Høeck, der alle tematiserer skrift og forholdet mellem sprog og verden.'Turbo' bør læses for sit demonstrative, turbulente og meget intense sprog. Et sprog, der placerer Turbo som et af periodens hovedværker.

Kilder, links og centrale værker