Anmeldelse
Ideale begivenheder af Signe Gjessing
- Log ind for at skrive kommentarer
Signe Gjessings nye digte er et forsøg på at udforske og udvide grænserne for, hvad vi forstår og oplever som virkelighed.
Selv om ordene ”virkelighed” og ”verden” optræder mange steder i Signe Gjessings nye digtsamling ’Ideale begivenheder’, er det, som man kunne forvente, ikke den fysisk konkrete og sansede verden, der foldes ud i digtene.
Med intet mindre end universet, rummet og uendeligheden som omdrejningspunkt peger digtene på et meget større univers og nogle ”andre verdener”, end det vi normalt forstår ved begrebet virkelighed: ”sigtbarheden kommer anstigende med andre verdener, som sælgere på strøget, sigtbarheder/ jeg går ind igennem sigtbarhederne som igennem en menneskemængde ”undskyld, skal forbi”. ”
Sammenlignet med Signe Gjessings tidligere digtsamlinger Ud i det u-løse, 2014, og ’Blaffende rum nænnende alt’, 2015, spiller den kosmiske rum- og naturoplevelse fortsat en stor rolle i digtene, men med én væsentlig forskel. Rummet – som er et gennemgående motiv i teksterne – er nu ikke blot verdensrummet, men også et åndeligt og metafysisk rum.
Signe Gjessings digte er små begivenheder i sproget. Derfor har de heller ikke form af længere, sammenhængende forløb, men er korte brudstykker og fragmenter som kondenserer de øjeblikke og glimt, hvor en større sammenhæng eller indsigt kommer til syne og peger på, at der findes ”en verden uden for verden”.
I kraft af fragmentet som udtryksform og betoningen af det metafysiske og visionære, knytter Signe Gjessing sig til en tradition med rødder i romantikken og symbolismen, som det er svært at finde paralleller til i moderne dansk lyrik – måske med Simon Grotrian som den eneste undtagelse.
Digtene folder sig ud inden for deres eget suveræne betydningsmæssige og sproglige univers. Undertiden med billeder og begreber som er så personlige og uden referencer til en genkendelig virkelighed, at de tenderer til at blive for abstrakte og kommer til at lukke sig omkring sig selv og deres egne hemmeligheder.
Signe Gjessings digte vil ikke kommunikere meninger og holdninger. De skaber små fortættede universer og rum, som læseren kan gå på opdagelse i. Gør man forsøget og accepterer præmisserne for dem, er der meget at hente og forundres over.
Brugernes anmeldelser