Kelly

Runa Marie Luths debut rejser i hvert af sætningernes åndedrag det spørgsmål, om noget kan blive så hæsligt, at det i sig bærer en egen skønhed.

Runa Marie Luth forsøger ikke at behage sin læser, men snarere at vække dennes ubehag med sin 94 siders korte, men hårdtslående debutroman, langprosadigtet 'Kelly'.

Romanens titelkarakter Kelly flytter ind på gården hos langturschaufføren Pusser og erfarer hurtigt, at Pusser i forvejen har et samliv med en kvinde, der bor på gården. Romanen udfoldes i rammen af denne trekant, hvis dynamik og sammenhængskraft rækker langt ud over det romantiske jalousidrama og ind i en omsorg for selve livet som sådan. I tilbageblik fortælles brudstykker af de tre karakterers barndom, hovedsageligt Kellys, og frem af erindringerne tegnes konturer af ekstremt udsat opvækst med vold, misbrug og anbringelse.

Tekstens nutid og fortid fremstår som et episodisk bevidsthedsnærvær på en tåget og sprogløs baggrund af blackouts forårsaget af alkohol, vold og håbløshed. I intense dryp falder en efter en de sanselige beskrivelser af et liv på den anden side af afmagten:

”Der er klynger af vilde katte der holder til på gården og de svanser omkring i solen med deres dovne missen med øjnene og slappe bevægelser, de kommer hen til huset for at tigge mad, eller ligger på køleren af bilskrogene og vrider sig. Nogle af kattene bliver fanget under mejetærskeren, når de gemmer sig i kornet og Kelly finder indtørrede killingekuld der er blevet efterladt i huler og sprækker, hun samler killingeligene sammen og smider dem på møddingen.”

Hos Runa Marie Luth presses den skrøbelige krop til sit yderste. Der er glasskår, der splintres i munden, grannåle, der stikkes op under negle, et baghoved, der dunker mod asfalten, og blod, opkast, vabler, slim, sved og maltrakterede insektlig vrimler frem over siderne og gør hendes debut til et massivt tabsskrift over det alt det, som kroppen mister, når den ikke kan længere kan holde sammen på sig selv. Væmmelsen over det ækle og frastødende og ubehaget over de voldsomme penetrationer er en uundgåelig følgesvend under læsningen af dette lille studie i kropslig afmagt. Bristninger og beskadigelser registreres stort set uden egentlige beskrivelser af smerte og fremstår netop derfor endnu mere gruopvækkende, end hvis smerten kunne registreres og gives et sprog.

Der er masser af blødende, lækkende og sårbare kroppe i nutidig dansk litteratur, og forfattere som Bjørn Rasmussen, Amalie Smith, Ida Marie Hede, Olga Ravn, Maja Lucas og Niels Henning Falk Jensby er blevet nævnt som repræsentanter for det, der er blevet kaldt den kropslige vending i litteraturen. Det særlige ved Runa Marie Luths fremstilling af kroppens sårbarhed er, at den ikke er jeg-fokuseret og heller ikke identitets-orienteret, men snarere uden nogen udtalt indignation peger ind i en social kritik og en klassetænkning, hvor nogle kroppe fremstår særligt udsatte og underkastes tvang, svigt og misbrug i en grad, som andre mere heldige kroppe er forskånet for. De forsømte børn og de små, fortabte liv uden håb får en plads i dette skrift, som også rummer en hyldest til menneskets ukuelighed, og dets evne til at tilpasse sig, overleve og forny sig i selv de mest genstridige miljøer.