Det eneste rigtige

Grumt betændt psykologisk drama om en mand, hans kone og den unge, gravide elskerinde, som flytter ind. Og så flytter manden ud.

Et af goderne ved at anmelde for Litteratursiden er, at man oftest ender med at læse bøger, man ellers ikke normalt ville have læst. Endnu bedre er det så, når de bøger viser sig at være ganske gode og udfordrende. Og Malene Ravns roman' Det eneste rigtige' falder afgjort i de kategorier.

Det er ikke tit, man er så heldig, at ordet ’kammerspil’ dukker op, når man tænker på en bog nu om stunder. I dette tilfælde er det dog ret relevant og rammende. Der er nemlig tale om et psykologisk intensivt drama med få roller. Svært er det da heller ikke at forestille sig 'Det eneste rigtige' opsat på en intimscene et sted. Bogen er Ravns debutroman, og den giver med en næste ordknap skarphed et indblik i et barnløst, men ellers ret ordinært ægteskab for et par nogleogtredive-årige, hvis daglige trummerum snart bliver udfordret.

Dramaet i kammerspillet stammer fra en ung pige, Marie, der pludselig en dag står på ægteparret Nina og Niels’ dørtrin. Pigen er gravid, og det endda med den mandlige hovedperson. Dramaet får et ekstra nøk, da vi tidligt i romanen får fortalt, at Nina ikke kan få børn, og at Niels tilsyneladende er en skruppelløs liderbuks. Herefter udviklet der sig et grumt betændt psykologisk drama mellem vore nu tre hovedpersoner. Ikke mindst da Marie på Ninas opfordring flytter ind, og Niels så vælger at forlade kone og elskerinde.

Bogen veksler mellem at være fortalt af Niels og Nina, hvilket fungerer ganske fint, om end der ikke er balance i karaktertegningen. Nu er det nok ingen hemmelighed, at jeg er lidt af en horror-nørd, og til min store glæde bliver Nina-karakteren også mere og mere skræmmende. Faktisk minder hun mig svagt om gale og skræmmende kvinder i bedste strindbergske stil, der ville gøre sig godt i en gyser à la Rosemary’s Baby. Nina-karakteren er da også den absolut stærkest fortalte og får heldigvis mest plads at udfolde sig på. Niels-karakteren er derimod lidt vel karikeret – eller også er jeg som mand bare ekstra kritisk overfor Niels’ indre monologer. Den unge Marie er næsten et blankt lærred, men det passer i min optik ganske rammende til en 15-årig gravid pige uden nogen livserfaring overhovedet. Hvis det er med vilje, så er det ret godt vinklet.

Nu har jeg jo afsløret, at jeg finder 'Det eneste rigtige' ualmindeligt underholdende, og det skyldes ikke mindst sproget. Ravn har en skarp pen og en måde at formulere sætninger på, der gør dem både korte og altsigende på en og samme tid. Jeg tænker, stilen muligvis skyldes Ravns baggrund i tv, men hvorvidt det er sandt, ved jeg ikke. En ting ved jeg dog, jeg er svært glad for, Ravn forlod tv til fordel for en karriere som forfatterinde.

'