Bog

Yeahsuiten

Af (
2009
)

Anmeldelse

Yeahsuiten af Theis Ørntoft

Overdrevet hverdagsfriske debutdigte

I mange af digtene i Theis Ørntofts debut-digtsamling, ’Yeahsuiten’, bevæger jeg’et sig gennem landskabet som en slags overskudsagtig flaneur. Det går ind og ud af rum, fyrer af sted eller bopper ud af døren eller simpelthen bare lidt rundt.

’Yeahsuiten’ består af 32 digte, hvoraf fire har fået titlen A day in the life – muligvis med henvisning til Beatles. Digtene står opført i serier, som er adskilt af en YEAH-vignet.

Sproget i ’Yeahsuiten’ er overdrevet friskt, hverdagsagtigt og frem for alt ungt. Samtidig med at jeg’et er deltager i den skildrede virkelighed, er han i høj grad også tilskuer. Digtet Klart metro frem for bus er et godt eksempel på den vildt unge tilskuer:
”En person spurter imod metroens lukkede døre / jeg står på perronen og hepper på ham: / kom så – du kan godt nå det! råber jeg ud af min mund, og heldigvis lykkedes det.”

Allerede i ovenstående er det klart, at der finder en forskydning sted imellem jeg og virkelighed - ”råber jeg ud af min mund”. Men senere i digtet bliver det gjort endnu tydeligere: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig / jeg har lyst hår eller blå øjne, vælg selv / det er frit valg, i dag er det i dag, i dag har patent på betegnelsen i dag.”

Alle digtene er præget af en livlighed, som understreges de steder i suiten, hvor det oplevede forstærkes ved at blive sat i noget, der ligner anden potens. Et par eksempler kunne være: ”musikken jeg hører er vildt udmærket”, ”jeg kommer gående, kommer jeg gående” eller ”fuck den er meget grim”.

Med ’Yeahsuiten’ er der tale om en overdrevet ungdomsagtigt forsøg på at gribe virkeligheden. Hvis man har mod på at kaste sig ud i dette, kan man roligt tage ’Yeahsuiten’ under armen og boppe lidt rundt i virkeligheden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27913431
Graphic
Made In School og Line Falk
ISBN
9788702081435
Antal sider
50

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer