Logan i Aokigahara

Nath Krause kritiserer kapitalismens digitale verden og ulighed i en rørende, poetisk kamp for at genvinde den selvmordstruedes narrativ.

Nath Krauses ’Logan i Aokigahara’ indledes med billeder fra 2018 af den amerikanske vlogger Logan Paul, som går ind i den japanske selvmordsskov Aokigahara og ikke blot digitalt, men viralt, dokumenterer, at han finder en afdød i skoven. Under billederne har Nath Krause oversat vloggerens udtalelser på videoen: “Selvmord er ikke en joke. Depression og psykisk sygdom er ikke en joke.”  Jo længere man kommer ind i Krauses værk, desto mere hult klinger denne udtalelse.

Fra starten taler værket således ind i en debat om den respektløse – ja, skamløse – deling på sociale medier, som vores samfund langt fra formår at sætte en stopper for, men det er i høj grad også et forsøg på at generobre den selvmordstruede persons narrativ, hvilket Krause opnår ved at etablere et forpint fortæller-jeg, hvis smerte man tydeligt mærker og berøres af:

“Jeg vil være rask. Når jeg ser mig selv hoppe ud fra en bro, skynder jeg mig at placere en hoppeborg under den. Når jeg ser mig skære mine håndled over, lukker jeg såret med et magisk plaster.”

Nath Krauses har skrevet en vild og socialrealistisk genrehybrid, hvor et råt poetisk univers er vævet sammen med en gåtur i japansk natur, når jeget virtuelt udforsker skoven Aokigahara i samvær med den fiktive Logan Paul. Det fremgår tydeligt, at jeget lider og er tæt på andre, som lider. Jeget viser sig som det sårbare menneske, det er. Et menneske der selvskader, beder om hjælp og forsøger at tage ansvar for sine pårørende, men ikke formår at tage ansvar for sig selv. Den virtuelle Logan Paul er derimod åndsfraværende og hyklerisk; Han ønsker at elske, men ikke at tage ansvar, for det han elsker. Han er det inkarnerede billede på kapitalismens negative konsekvenser og værdisæt:

“Nogen skal bare røre ved mit bryst, så ved jeg, at mit hjerte stadig banker, så jeg ikke glemmer at se solen i dagtimerne, at smile, at tage tøj på. I dag er mit bryst en motor. Jeg lytter til min egen vejrtrækning i sengen.”

I flere virkeligheder og alligevel fri af virkeligheder bevæger den fortættede poesi i ’Logan i Aokigahara’ sig ned i tragediens dyb og fremstår i sin helhed som en rå og kritisk kommentar til kapitalismens digitale verden og det ulige klassesamfund, og Nath Krause lykkes i højeste grad med at tage den selvmordstruede persons narrativ tilbage. Det er en rørende og intens læseoplevelse, hvori det nyttesløse og håbefulde mødes og giver et nuanceret billede af, hvordan det kan opleves at leve i vores samfund.