7/11

7/11 er en samling digte, der i udgangspunktet benytter sig af tidstypisk internet-lingo og hverdagskonkreter. Som pizzabakker, sædpletter og sociale medier, og som giver sit bud på en ung mands famlen efter kærlighed, sex, identitet og simpel underholdning.

Indledning
7/11 er et ungdomsbillede. Et generationssignalement fra den digitale tidsalder. En samling digte fyldt med samtidstegn og populærkulturel ikonografi om den dybe søgen efter at blive sig selv, en rejse, der indeholder almindelige, folkelige underholdningselementer som, for den unge født ind i den digitale tidsalder, mest af alt kommer fra de sociale medier, weekendens fester og fra den uendelige jagt på sex. Men fra sprækkerne pibler sårbarheden frem og lægger sig oven i tidslommerne af kedsomhed eller tankemylder og danner en refleksion over den tid, vi lever i, og måden vi gør det på. Og bliver til en klassisk jagt på dannelse og kærlighed.

Det lyriske jeg
Digtene er fortalt fra det unge mandlige jegs perspektiv som tankerækker, der opsummeres emneordsagtigt og humoristisk i hashtags i slutningen af hvert langdigt: ”#søndag #pizzaogskoisengen/ #justeat #fuck« eller »#nike #bladerunner #heltskudtafsted/ #hvorforstårjegpådetherpodieogdanser”. Hvert langdigt starter med jeg – en selviscenesættende hilsen, der efterfølges af jeg’ets følelser og tanker i den pågældende stund. En form for langt svar på facebooks konstante spørgsmål: ”Hvad har du på hjerte?” Og digtenes lyriske jeg har noget på hjerte. I bedste internet-lingo formulerer han sine følelser og tanker, hvor et humør kan ”hackes” og kunst kan ”downloades” i kroppen. Og digtenes indholdsmæssige vekslen mellem det eksistentielt dybe, det overfladiske, underholdende og det klamme eller skamfulde viser netop mennesket fra privatsfæren, det hele menneske (i modsætning til de sociale medier, der præsenterer en udvalgt og potentielt set idylliseret eller ideologiseret udgave af det samme menneske).

Det lyriske jegs du, hvem der tales til i stort set hele samlingen, er en kæreste/ekskæreste/elskerinde. En feminin instans, der både står for kærlighed og sex. For nede under den noget mekaniske, hippe og meget villede internet-lingo og digitale tegnsætning – jf. bogens dedikation ”Til: frida” udformet som brevhovedet i en e-mail, med en række navne cc, ’7/11’ i emnefeltet og caspareric@gmail.com som afsender) – gemmer sig klassiske dannelses- og identitetsspørgsmål, som mennesket har stillet sig selv siden tidernes morgen: Hvem er jeg? Hvordan bliver jeg mig? Hvordan skal jeg være i verden? Og hvem skal jeg elske? Kontrasten mellem på den ene side den tidstypiske terminologi, tankemylderet og hverdagstrivialiteterne – og på den anden ønsket om at blive sig selv, finde sin plads i verden og behovet for kærlighed og sex. Reproduktionen på det fysiske plan, der stadig bare er pletter på lagenet, men som potentielt set indeholder det virkelig liv- og meningsgivende står i skarp kontrast til instagrams form for overfladisk billedmæssig reproduktion og 7/11’s reproduktion af døgnrytme og vareudbud: ”og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne”.

7/11
Digtsamlingens titel ”7/11” har flere konnotationer af betydning i forhold til at kortlægge samlingens betydningssfærer. For det første refererer titlen til 7/11-butikkerne og deres døgnåbne rytme og faste udvalg af varer, der altid giver jeg’et og du’et en barmhjertig mulighed for at dykke ind og starte forfra. For det andet lægger titlen sig klangmæssigt op ad 9/11 og føjer dermed et element af sårbarhed og undergangsfølelse til samlingen. En tristesse, om man vil. Og den tristesse er uomgængelig. Nok er jeg’et sine steder humoristisk og let i humøret, men jeg’ets uomgængelige følelse af isolation og sine steder af måske også at være aparte, og dets søgen efter en passende adfærd i særlige situationer, det være sig til fest, i bruddet med kæresten, i mødet med kæresten, tilfører samlingen et dannelsesmæssigt og eksistentielt perspektiv.

Men dannelsen foregår i et evigt samspil med selviscenesættelsen og internettets forskellige udbud af stimuli, og jeg’ets overvejelser og handlinger er i en mere eller mindre konstant relation til de sociale medier. Sammenkædet med jeg’ets konstante tanke- og talestrøm bliver digtsamlingen en forpustet higen efter (dannelsesmæssige og behovsmæssige) holdepunkter. Samtidig findes der en sødme og uskyldighed i digtene, der opstår, når det lyriske jeg famler efter identitet og måder at gebærde sig på i konkrete situationer: ”Være en person der står på skateboard«, »eller som om jeg er en person/ der går meget op i kunst og film”.

Unge digtere
Caspar Eric lægger sig i slipstrømmen af den generation af unge lyrikere, der i disse år ser dagens lys. Navne som Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof, Theis Ørentoft og Signe Gjessing melder sig på den poetiske bane med noget på hjerte. Her bliver eksistentielle og samfundsmæssige udfordringer taget op uden skelen til tabuer – og ofte med vreden som katalysator. Heller ikke tidligere tiders højtsvungne og hermetisk lukkede poetiske formsprog er man bange for – som det ses hos Signe Gjessing. Denne unge generation af lyrikere har sat poesien på dagsordenen igen, fornyet den, vendt den på hovedet, blandet den med fortidens og nutidens terminologier og givet den fornyet kraft, når det kommer til at udtrykke det, livet (også) handler om.

Kilder, links og centrale værker