Signe Gjessings debutdigte skaber et univers, der rækker fra det mindste til det største, fra en skrøbelig sommerfuglevinge til det bundløse kosmiske rum.
Signe Gjessing var én af årets allerførste unge lyrikdebutanter og det til trods for, at hun først til sommer dimitterer fra Forfatterskolen. Lige fra starten sætter hun sin egen personlige dagsorden med en samling digte, Ind i det u-løse, der skaber deres eget unikke sproglige univers. Henvisninger til en umiddelbar genkendelig virkelighed finder man ikke mange eksempler på i Signe Gjessings tekster og heller ikke de meget eksplicitte sociale og politiske agendaer, der dominerer lyrikken lige nu.
I stedet en stærk billeddannende og billeddyrkende poesi, hvor naturelementer, planeter, stjerner, lys og ”det bundløse blå” fylder mere end den menneskeskabte verden, men alligevel sætter den i skarpt og kritisk relief.
Der er på alle måder højt til loftet hos Signe Gjessing: ”loftshøjden slutter sig til den åbne himmel”, som det hedder et sted. Digtene skifter i hurtige ryk mellem det nære og det fjerne, mellem det ”hersides” og det ”hinsides”. Fra en skrøbelig sommerfuglevinge kan der i næste øjeblik skiftes perspektiv til himmelrummet og stjernehimlen. Ikke for ingenting er det vandets, luftens og lysets transparente, flydende element, der er gennemgående i digtene. Ikke blot betydningsmæssigt skifter Signe Gjessings digte hele tiden retning og fokus, men også grafisk/visuelt, hvor de snart fremtræder som slanke søjler af ord, snart folder sig ud horisontalt i mere kompakte blokke af tekst.
Det kosmiske perspektiv og den besværgende, visionære stemmeføring knytter Signe Gjessing til den sensymbolistiske tradition inden for modernismen, og hvornår har man sidst set udtryk som ”evighed” og ”verdensaltet” optræde i moderne dansk poesi? Og netop her får Signe Gjessings digte så måske alligevel en politisk, eller i hvert fald civilisationskritisk, dimension. En kritik af rationalitetens og magtens systemsprog, der får verden til at se mindre ud, end den er: ”Vi nedbider gryet med tænder som forkortede/ blikke/ over en verden der ser mindre ud end den er.”
Der er langt mellem debutdigtsamlinger, hvor man lige fra starten finder en så personlig og fuldt udfoldet stemme som hos Signe Gjessing. Hendes potentiale ligger i evnen til at skabe billeder, der rækker fra det sarte, æteriske til det udfarende og ekspressive, men undertiden også med fare for, at digtene tenderer det dunkle og hermetiske i en grad, så læseren hægtes af.
Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.
Kommentarer