Bog

De næste 5000 dage

Af (
2010
)

Anmeldelse

Forfatterspire møder Blade Runner

12 apr.11

Drømmer androider om elektriske får, og hvad drømmer i så fald Amalie Smith om? Det kan man få et nærmere indblik i ved at læse hendes debut “De næste 5000 dage”,

Titlen antyder jo et kik ud i fremtiden, og samlingen har vitterligt et futuristisk skær i flere af de seks afsnit, den er opdelt i. Men da Amalie Smith trods alt ikke påstår at være en moderne Kassandra, er det nok mere rigtigt at se “tid” i almindelighed som et samlende begreb for de meget (ikke mindst hvad angår genrer og udtryksformer) forskellige tekster. 

Tiden, der går; oplevelser, vi husker; hændelser, vi helst vil glemme; tiden vi lever i. Tiden som en mere videnskabsfilosofisk skabning med rum og lys som sine søskende. Og ikke mindst tiden/tilværelsen som en række af begivenheder, vi så gerne vil have til at hænge sammen på en bare nogenlunde logisk måde:

 

“Lyspulsen er 1 kilometer lang, inden den rammer skyen.

Efterhånden som hastigheden sænkes, skrumper den til

0,02 milimeter – det svarer til halvdelen af tykkelsen på

et hovedhår. Den presses sammen ligesom en fjeder. Til

sidst kan lyspulsen være inde i atomskyen, hvor den laver

et lille aftryk, ligesom et hologram,” forklarer Lene Hau.

__________

00:00 Lene Hau er alene i Hau Lab. Hun har i løbet af aftenen standset en bunke lysstråler ved at sænke deres hastighed i et Bose-Einstein-kondensat (en atomsky med en temperatur tæt på det absolutte nulpunkt). Sådan en atomsky ligner en aflang glasperle, og nu er hun ved at bore hul og trække snor gennem de perler, hun har lavet. Hun binder knude på snoren og lægger kæden om halsen. Så slukker hun lyset og sidder i mørke. Hologrammerne gløder ganske svagt i perlerne. Så kan lyset ikke være helt standset, tænker hun. Når lyset er helt standset, er det fuldstændig usynligt.

 

(Amalie Smith om Lene Hau i midnatstimen, når drømme bliver til virkelighed, når dørene mellem handlingen, konsekvensen og tvivlen for alvor står på vid gab)



Der er barndommen, ungdommen, voksenlivet. Tiden, der læger alle sår og åbner alle døre!? Eller lukker den dørene bag os med livslang fortrydelse til følge? Hvis livet er fravalg og tilvalg nærmest fra Dag 1 , så er det ikke så svært at forstå disse sætninger fra det vel nok stærkeste “kapitel”, ALLE DØRE ÅBNE:

 

… Sæt kaffe over til mig, dukkedreng

lad os ligge på sengen

og lade tiden passere

igennem os

uden at afgøre noget.

 

Overstregningerne gennem alle teksterne i ALLE DØRE ÅBNE kan læses både som fortrudte/forbudte(?) ord, ord efterladt i efterrationaliseringens klare lys - og ord som på grund af ændrede vilkår ikke længere giver mening. På et tidspunkt under læsningen kom jeg faktisk i tvivl om, hvad der var vigtigst, men der er heldigvis 4999 dage endnu.

Amalie Smith bevæger sig fint på grænsen mellem det oplevede, det erindrede og det drømte. Og på den vis refererer hun (også) til en verden, vi kan finde i film som “Blade Runner”, “The Matrix” og senest “Inception” (som hun dog næppe har set inden debuten, så her vil jeg kalde hende sandsigerske). Det er uhyggeligt og storslået på samme tid, lige til og nært – og samtidig så svært og så fremmedgørende.
Men ikke mindst overbevisende...

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28377592
Graphic
Camilla Jørgensen, Trefold
ISBN
9788702094299
Antal sider
92

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer