Det 3. årtusindes hjerte

Ursula Andkjær Olsen spiller på det kendte, men forskyder samtidig perspektivet, så verden fremstår på nye måder i dette værk, som i år har modtaget Montanas Litteraturpris.

Ursula Andkjær Olsens stærke digtsamling, ’Det 3. årtusindes hjerte’, har modtaget Montanas litteraturpris 2012, som gives til et værk, der "inden for sin genre fornyer eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde". Denne prisuddelings udvælgelseskriterium er selve grunden til, at jeg gider læse lyrik. Jeg kender godt selv fornemmelsen af at have lektier for, når jeg føler pligten til at finde en passende fortolkning, men hvis man vil give sin hjerne lidt grovfoder at tygge på, kan øvelsen bestemt anbefales.

Ursula Andkjær Olsen er tilmed en filosofisk og lærd forfatter, hvis tekster indeholder kulturhistoriske og intertekstuelle referencer i massevis. Hendes store styrke er, at det udvider teksterne i stedet for at indsnævre dem. Da hun fik sit store gennembrud med ’Ægteskabet mellem vejen og udvejen’,  var jeg meget begejstret for hendes sproglige kreativitet, der boblede af overskud. Denne samling er mere dyster i tonen, så nye læsere tilrådes ikke at begynde her – varm i stedet op med den anden!

Her charmeres jeg dog stadig af hendes legesyge sprogarbejde, hvor der hele tiden er ekkoer af eventyr, børneremser, ordsprog og faste vendinger, der klippes i stykker og sættes sammen på nye måder. Hun spiller på det kendte, men forskyder samtidig perspektivet, så verden fremstår på nye måder.

Hjertet er en gennemgående metafor i bogen med begreber som forbundne kar, puls og blod. Der indgår såvel større samfundsmæssige som mere personlige perspektiver – det sidste især i form af temaer som seksualitet, forplantning og moderskab. Jeg’et beskriver en nærmest opløsende sorgfølelse: ”Jeg er ikke et subjekt ( …) Så stor er jeg, at min smerte ikke har noget med mig at gøre” og ”Jeg nægter at græde. Tårer er ikke noget, som gerne selv vil ud.”

Se, det er jo helt ukompliceret og umiddelbart forståeligt, samtidig med at teksten udforsker sprogets mulighed for at indkredse og udsige det usigelige, beskrive det ubeskrivelige. Og midt i alvoren er forfatteren bestemt ikke uden humor: ”I søger mit navn, det giver 20.000 tits.”

Så selv om det ikke er alle sammenhænge, man umiddelbart forstår, er det altså ikke ensbetydende med, at digtene generelt er svært forståelige - skæve sammenstillinger og uventede metaforer kan skabe nye indsigter. Som ved al god poesi vil gentagne gennemlæsninger vise endnu flere og dybere lag i teksten.