Bog

BOB

Af (
2021
)

Anmeldelse

BOB

08 jan.21

Helle Helle går med sin suveræne roman 'BOB' nye veje i forfatterskabet gennem eminente eksperimenter med sproget og synsvinklen. Hendes helt særlige stemme i dansk litteratur er stærkere end nogensinde.

"Vi går jo bare og venter på det går i stykker" lyder en sætning i Helle Helles tidligere roman Dette burde skrives i nutid. Men oplever den anden også, at forholdet er ved at krakelere? Og kan vi i det hele taget vide, hvad vores nærmeste tænker og føler? Det kredser Helle Helles nye roman om på elegant og formeksperimenterende vis.

I ’BOB' møder vi pigen fra Helles Helles forrige roman de, det er 1985, og hun og kæresten Bob er flyttet fra Rødby til Vanløse. I romanen fortæller hun alt fra hans synsvinkel og er nærmest alvidende: Hun fortæller detaljeret om Bobs oplevelser og tanker, men mest den del af hans liv, hun ikke er en del af. Og det er Helle Helles geniale greb i romanen: At jeg-fortælleren både er der og ikke er der, hun træder til side for at kunne se tingene fra hans perspektiv. Ligesom når man skriver og læser både bevæger sig ind i en anden bevidsthed og er sig selv på samme tid.

Titlen 'BOB' spejler sig selv, ligesom der er en spejlbevægelse mellem første og sidste sætning, der er skrevet i nutid, mens resten af romanen er i datid. Det er kun i første sætning, der står 'jeg', senere står der 'mine' et sted. Fortælleren er næsten skjult, men hun er der alligevel hele tiden. Som altid i forfatterskabet er det sproglige eksperiment ikke blot form. For ligesom ’de’ er skrevet i ren nutid, og nutiden er med til at udskyde døden, får fortællekonstruktionen i ’BOB’ læseren til at mærke afstanden og det usagte mellem kæresteparret:
"Tænk at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn. Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det".

Datidsformen signalerer, at fortælleren ser tilbage på et forhold, som var en gang og er måske et forsøg på at forstå, hvorfor forholdet måtte gå i stykker. Mens jeg-fortælleren er optaget af sit nye liv som studerende, er Bob er meget alene. Han har småjobs, laver husarbejde og hjælper andre, som han hjalp jeg’et i ’de’ med at skaffe et blomkål, så hun kunne lave blomkålsgratin til sin syge mor. Men han ved ikke, hvad han vil, han venter hele tiden (på hende), går ture og farer vild, styres af tilfældigheder og er stadig bundet til sin hjemstavn: "Han ville så gerne begynde at tænke fremad, men et eller andet i ham trak hele tiden bagud".

Bob får det sværere i løbet af  romanen, og hans søvnløshed beskrives rammende med sætninger, der umiddelbart stritter i forskellige retninger, men netop rummer den myldrende sammenhæng, vi oplever i søvnløsheden. Det er nemlig ikke blot i forhold til synsvinklen, at Helle Helle går nye veje i ’BOB', hun eksperimenter mere radikalt med sammensætningen af sætninger end tidligere i forfatterskabet. Her beskrives Bobs natlige tankemylder, og paradoksalt nok tænker han over, at det må være umuligt at sætte sig i en andens sted. For det er jo det kæresten - og forfatteren - gør hele tiden:
"Ingen kan aldrig vide, hvordan det er at stå på en trappe som en anden. Eller ingen kan nogensinde. Eller alle kan ikke, alle kan ingensinde, ingensinde kan nogen ikke aldrig." 

Det er især i romanens korte, lyriske afsnit, at Helle Helle eksperimenterer med ord og sætninger, der ved første øjekast peger i forskellige retninger, men har en sammenhæng på et dybere plan. Helle Helle har i alle sine bøger eksperimenteret med sprog og form på nye, originale måder, og med 'BOB' skruer hun op for eksperimenterne, samtidig med at hendes skrift  fortsat er båret af præcision og elegance. Vi er langt fra den minimalisme, som hendes første bøger blev forbundet med. Et afsnit som dette næppe have stået tidligere i forfatterskabet:
"Kunne man sidde en rejse lang og sige blide sætninger som: Se der. Vi skulle iagttage Farøbroen stige som ål, køre i jordslået bus mod Raadvad. Med dobbelte øjne, tæt op ad hinanden. Men ønsket om at kende så godt faldt ned i en frysepose, hver sin madpakke på søndagsudflugt".

I Helle Helles herligt fornyende eksperimenter med synsvinklen er der en klar parallel til det at skrive, så det nye greb også i høj grad peger på skriveprocessen: Når man skriver, prøver man hele tiden at være inde i en andens bevidsthed. Ligesom når man læser går ind i en anden bevidsthed. At skrive og at læse er at træde ind i en anden bevidsthed og slippe sig selv for en stund for så at vende tilbage til sig selv med et nyt blik. Efter læsning af 'BOB' vender man tilbage med nye øjne på relationen mellem mennesker og på, hvad sproget kan, når det udfoldes af et enestående litterært talent.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Faustnummer
38484508
ISBN
9788743400905
Antal sider
156

Romanaktuel 8. januar

Helle Helle

Helles Helles forfatterskab er båret af en underspillet skrivestil, der beskriver det, der kan ses og høres. I hver enkelt bog eksperimenterer Helle Helle med sprog og form på nye måder.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer