Pligten til lykke: erindringer

Ærlige erindringer fra en forfatter med et enormt sprogligt overskud.

Anden del af Dorrit Willumsens erindringer har en stor fejl: Hun kommer alt, alt for hurtigt fra 1960 frem til i dag. Jeg ville ønske, hun havde brugt mindst et par bind yderligere på de mere end 40 år.

Fordi det er så stor en fornøjelse at læse hendes bøger, og fordi hun fortæller så levende og gribende om små og store oplevelser i et forfatterpars på én gang helt almindelige og på samme tid totalt ualmindelige ægteskab og samliv.

I slutningen af ’Det søde med det sure’ mødte Dorrit Willumsen Jess Ørnsbo. I begyndelsen af denne bog bliver de to gift. På det tidspunkt er ingen af dem forfattere endnu. Han læser slavisk litteratur på universitet og skriver digte. Hun arbejder på kontor og skriver så meget som muligt på sin elskede skrivemaskine Olympia.

Men snart begynder de begge at få udgivet bøger. Han debuterer i 1960 med ’Digte’ og hun i 1965 med novellesamlingen ’Knagen’.

De er meget forskellige, den ene kan godt lide ensomhed, stilhed og at være alene i skriveprocessen, mens den anden kan lide hektisk aktivitet, at have mange mennesker omkring sig og samtaler flere døgn i træk.

Den unge Dorrit er glad for deres lille lejlighed på Frederiksberg i morfarens ejendom. Men Jess vil bo i hus. De køber grund og bygger senere et fint arkitekttegnet hus, hvor det regner ind. Herfra fortæller Dorrit Willumsen om de næste mange år af sit liv: Om sønnen Tore, livet med Jess og med deres forfattervenner og naboer, rejser, arbejdet med romanerne, modtagelsen af Det Danske Akademis Store Pris og af Nordisk Råds Litteraturpris.

Dorrit Willumsen formår ved beskrivelser på få linjer at fortælle om de store, eksistentielle følelser i livet: Sorgen, da den elskede morfar bliver gammel og syg, kommer på plejehjem og til sidst dør: glæden og stoltheden, da den første novellesamling bliver antaget på Gyldendal.

Hun fortæller levende om oplevelser med sønnen og om ægteskabets forskelligheder og kompromisser. Om pligten til lykke. For ”i et hul i himlen færdedes et elskende par”.

Åh fru Willumsen, skriv nogle flere bøger om dit liv!