Det søde med det sure: erindringer

Nærværende og sanselig fortælling om en ikke helt almindelig barndom.

Dorrit Willumsen vender i denne erindringsbog blikket tilbage mod sin egen barndom i det indre København. Det begynder alt sammen hos mormor og morfar i Prins Jørgens Gade 12 på Nørrebro.

Bedsteforældrene spiller en central rolle i Dorrit Willumsens opvækst. I Dorrits første leveår kæmper mor og far med et problemfyldt ægteskab. Til at starte med bor forældrene ikke sammen med resten af familien, men da faderen pludselig forsvinder, flytter moderen tilbage til bedsteforældrene i et af lejlighedens små værelser.

Mens savnet af faderen er dybtfølt, er forholdet til moderen præget af en underlig, sær distance. En dag, på en gåtur i de københavnske stræder, byder moderen datteren et stykke konfekt. Dorrit nejer helt ned i knæene, så frakken fejer fortovet, og moderen rødmer.

I ’Det søde med det sure’ får vi nogle troværdige og meget nærværende erindringsglimt. Smukke billeder, finurlige og humoristiske iagttagelser, blander sig med barndommens traumer - smertefulde og indimellem grumme oplevelser. I starten af teenageårene stagnerer den unge Dorrit i vækst, hun kæmper med lavt stofskifte, overmedicinering, nervøsitet og ensomhed. Det lyder tungt, men bogens lyriske sprog løfter den melankolske stemning, og et underfundigt børneperspektiv munder ud i et hav af poetiske iagttagelser: ”Jeg misunder min lillesøster, der skal dø senere end jeg. Jeg misunder de ufødte deres skyggelængsel. En mygs lille enerverende gråd.”

I bogens slutning følger vi Dorrit Willumsen gennem skiftende ansættelser og hendes spæde start som forfatter. Det er i en stilling på det Filosofiske fakultets kontor, at Dorrit møder sin kommende mand og livsledsager, Jess Ørnsbo - og det er her bogen slutter. Jeg venter og glæder mig til en fortsættelse af Dorrit Willumsens betagende erindringer, som har mine varmeste anbefalinger.