Tøs

Da jeg valgte at leve med en hårdt plaget astmatiker, fravalgte jeg samtidig et liv med hund. Disse goder kunne, i vores situation, ikke kombineres.

Men - jeg har altid holdt meget af hunde! Kortvarig, men vidunderlig kompensation fik jeg i Dorrit Willumsens bog om hunden Tøs. En prægtig fortælling om Tøs, den store kluntede grand danois tæve-hvalp, fra dens usle (?) hundeliv i kennelen til dens gode hundeliv i den Willumsen/Ørnsbo'ske familie og til dens (alt for tidlige) død.

Koste og kedsomhed (og stafylokokker!) er det værste den ved, så det er godt den kommer fra hundehandleren til det varme forfatterhjem, selvom anskaffelsen ikke er helt "comme il faut". Man har ganske vist talt om hund, men er endnu ikke nået til enighed - hvert af de tre familiemedlemmer har sit bud på en race. Sønnen Tore mener en newfoundlænder er sød og smuk, mor Willumsen synes en japansk spids vil være den rette, kvik og overkommelig, som hun udtrykker det, mens far Ørnsbo finder en grand danois er den eneste rigtige. Sidstnævnte gør imidlertid kort proces og bestiller telefonisk den sortmaskede, tigerstribede kæmpehvalp, Tøs, hvis kennelnavn er Zarina.

Alle tre taber selvfølgelig deres hjerte til den, straks den er i hus.
Det er da også en herlig og kærlig hund, denne Tøs. Som leger med guldfiskene og karperne i havedammen (og det er ikke hundens skyld, de forsvinder). Som deler sin mad med pindsoen. Som holder meget af havens blomster, især liljerne - snuser til dem, træder aldrig på dem, går til side for dem. Hun bliver da også bedste ven med kortbenede, flabede sorte Laban, postbudenes skræk, der opfører sig yderst galant - overfor hende. Mange andre venner får hun, men den foretrukne tilbeder er hr. Bissen, en lille papillon som ved enhver lejlighed kravler op ad Tøsens sænkede hoved og nusler den i øret. Det ligner kærlighed!

Desværre lykkes det aldrig med hvalpe, hverken med hr. Bissen eller andre som far, for Tøs bliver syg og må have livmoderen fjernet.
Ulykkeligvis får Tøs ikke noget langt liv - som fruen siger: store hunde bliver sjældent gamle.

Man smiler, man griner, man græder - en meget fin "hundebog" fortalt af en fysisk meget lille, men af format meget stor forfatter.

5 hundekiks!


Gyldendal, 2002. 126 sider