Dorrit Willumsen

I 1965 debuterede Dorrit Willumsen med novellesamlingen 'Knagen'. Den blev et springbræt til over 20 værker, som har inkasseret utallige litteraturpriser, blandt andet den anerkendte Nordisk Råds Litteraturpris i 1997. Hendes forfatterskab centrerer sig om det kærlighedsløse liv: om personer, der ikke er elskede, ikke kan elske eller ikke vil.

Debuten 'Knagen' står som et toneangivende værk i Willumsens forfatterskab, der med historier om kærlighed mellem mand og kvinde, der fremmedgøres og skaber et kærlighedsløst og mandsdomineret forhold, udforsker kvindens rolle i det moderne samfund. 'Knagen' og hendes yderligere værker fremstiller en skildring af middelklassekvindens daglige kamp for at holde sig relevant som seksuelt menneske.

Willumsens forfatterskab kan inddeles i to perioder: den modernistiske og den historiske.
Den ene halvdel af Dorrit Willumsens store forfatterskab, deriblandt titlerne 'Stranden' (1968), 'Modellen Coppelia' (1973), 'Neonhaven' (1976) og 'Manden som påskud' (1980), er modernistiske og eksperimenterende i deres form. Indholdsmæssigt behandler de temaer som menneskets fremmedgørelse og kærlighedsløsheden. Personerne er næsten altid sarte og usikre voksne og børn. Da hun i 1981 modtog Det danske Akademis store pris (som den første kvinde), fik hun den for sin evne til at skildre ulykkelige, rørende og desperate eksistenser.

Den anden halvdel af forfatterskabet er af en helt anden karakter. Her er det det historiske og biografiske stof, der er udgangspunkt for de realistiske romaner 'Marie' (1983), et portræt af Madame Tussaud, 'Suk hjerte' (1986), en delvis selvbiografisk roman, 'Klædt i purpur' (1990) om luksusluderen Theodora fra Byzans og ikke mindst 'Bang' (1996), romanen om forfatteren Herman Bang, der er Dorrit Willumsens store forbillede og som hun føler sig stærkt beslægtet med. For 'Bang' modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 1997. 

Selvom Willumsens anden halvdel er overvejende historisk og biografisk, skrives der stadig primært fra et kvindeligt udgangspunkt, og det bliver gjort, som man kender det: punkteret og ironisk. Det er realismen smadret med modernismens psykologiske dobbeltspil, hvor virkelighedens grænser udfordres. Dorrit Willumsens kvindekrop står i sin utilstrækkelige form. Jagten på kropslig perfektionisme træder frem i sin absurditet og nedbrydes til et tomt hylster, uanset om der er tale om den fraskilte ejendomsmægler, Henny, fra 'Dage med slave' eller Maries møde med den franske overklasse i tiden omkring den franske revolution fra 'Marie'.

Dorrit Willumsen fortæller om sin opvækst
Jeg blev født i 1940 og boede de første tolv år sammen med mine bedsteforældre, min mor og lillesøster i en lille lejlighed på Nørrebro. Krigen oplevede jeg som sirener, en vild angst for flyvemaskiner, at vi alle sammen sad i nattøj i beskyttelsesrummet og, at de voksne talte om alt det, man ikke kunne få: Rigtig kaffe, 80% sæbe, chokolade og hårsløjfer af silke. Det var som om, alt det virkelig fine var sunket i jorden ved min fødsel. Ellers var der meget trygt i Prins Jørgens Gade 12. Min morfar ejede ejendommen, og især "huslejedagene" var noget særligt. Hele dagen gik døren, alle beboerne kom og betalte kontant i tikronesedler. Jeg sad ganske stille på gulvet eller flyttede lidt om på møblerne i mit dukkehus, mens jeg forelskede mig i en stemme, en håndbevægelse, en guldplombe eller en rødlakeret negl, der stak ud af en sutsko. Siden har jeg følt næsten samme lykke, når jeg stod alene i en stor by, skinnende af lysreklamer, fuld af liv, profiler, bevægelser og stemmer. Somme tider har jeg været bange for at fare vild på grund af min elendige stedsans og flov over mine ringe sprogkundskaber. Men det er ofte i sådan et vibrerende, nervøst og euforisk øjeblik, at en novelle eller roman er begyndt for mig. Nogen uddannelse har jeg ikke. I 1960 blev jeg klassisk sproglig student fra Metropolitanskolen. Men det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ville prøve at skrive, så jeg arbejdede på kontor, bibliotek, kunsthandel, laboratorium, hvor jeg blandt andet analyserede sæbernes fedtprocent. Og om aftenen skrev jeg. I 1965 udkom min første bog, novellesamlingen 'Knagen'. Siden 1963 har jeg været gift med Jess Ørnsbo. Vores søn Tore er født i 1970.

Foto: Suste Bonnen