Forfatter
Imre Kertész
Den ungarske nobelpristager Imre Kertész (f. 1929) blev som femtenårig sendt til Auschwitz. Hans ødelæggende oplevelser i denne og andre tyske koncentrationslejre beskrives køligt reflekterende i romanen De Skæbneløse fra 1975. En af de scener i denne opsigtsvækkende erindringsroman, der står mest levende for mig, ladet med en mystisk, insisterende betydning, er følgende:
Fortælleren ankommer sammen med nogle jævnaldrende venner og flere hundrede andre ungarske jøder til Auschwitz’ banegård. Ingen ved, hvad der her venter dem. Dørene til vognene åbnes, og en gruppe jødiske kapoer træder op for at genne folk ud. Ved synet af de unge drenge spørger de: Hvor gamle er I?
De svarer som sandt er, at de er femten, men kapoerne hvisker ivrigt, som var det af uhyre betydning: Nej, seksten, seksten, her er I seksten! Ude af vognene former fangerne en lang række, som bevæger sig mod en tysk læge, som en sten i et vandløb. Efter en hurtig vurdering skiller han fangerne i to grupper, på den ene side de arbejdsduelige og på den anden børn, gamle, syge. En absurd, ond parodi på dommens dag.
Fortælleren når frem til lægen. Adspurgt om sin alder svarer drengen: seksten, og han får lov til at gå til venstre. Havde han talt sandt, var han blevet sendt til den gruppe, der få øjeblikke efter blev slået ihjel i gaskamrene. Kun ved at fornægte, at han er et barn, får han muligheden for at overleve.
I Auschwitz dødsdømmes barndommen altså allerede før man træder ind i lejren, og livet derinde umuliggør den. En anden overlevende fra denne lejr, italieneren Primo Levi (1919-1987), skriver i Tøbruddet (1963) om et barn, der blev født i Auschwitz. Ingen vidste af hvem. Da det døde, navnløst, tre år gammelt, kunne det ikke sige et forståeligt ord. Begrebet barndom vækker for mange mennesker forestillinger om uskyld, frihed, leg og tryghed – liv i det hele taget, sådan som det burde være. Auschwitz er, med sin strenge disciplin, den uhyggelige, økonomiske rationalitet i de minimale madrationer, disse begrebers negation. Auschwitz er en umenneskelig fabrik. Produktet er død.
Når man beskriver Auschwitz på denne måde – som en fabrik – skaber man en forbindelseslinie til livet udenfor, til det normale liv. Dette er i dette tilfælde tilsigtet. For det er væsentligt at erkende, at Auschwitz ikke er et rasende, irrationelt, uforståeligt sort hul i historien. Det er tværtimod en logisk udløber af visse af modernitetens bureaukratiske og fremmedgørende indretninger – fabrikken, for eksempel. Auschwitz er modernitetens sorte bagside. Disse forbindelser mellem Auschwitz og de vestlige, demokratiske samfund er det nødvendigt, om end ubehageligt, at se i øjnene – de er absolut ikke overvundne i dag.
Har man denne intime forbindelse mellem modernitetens normalitet og dens perversitet for øje bliver det også umuligt at opretholde forestillingen om kernefamiliens lyksaligheder og uskyld, barndommen som et paradis, der tabes ved indgangen til Auschwitz.
I stedet for den absolutte modsætning mellem barndom og Auschwitz får man øje på forbindelserne. For barndommen er ikke blot lykke og frihed, det er også, og måske i langt højere grad, en øvelse i lydighed og autoritetstro. En øvelse, der i sidste ende muliggjorde både nazisme og Auschwitz. I hvert fald hvis man skal tro fortælleren i en anden af Kertesz’ romaner, den helt igennem fænomenalt vævede monolog, Kaddish for et ufødt barn fra 1990.
Denne roman er måske den bedste roman om jødeudryddelsen, jeg har læst. Kun en ganske lille del af den er dedikeret til minder fra fortællerens ophold i Auschwitz. Men netop dette gør den så fremragende. I stedet for at gentage de beskrivelser, der så klart og forfærdende bliver lagt frem i De Skæbneløse og andre beretninger fra overlevende, undersøger den, hvad Auschwitz gør ved en overlevende, hvad livet er efter Auschwitz. Den er halvt filosofisk essay, halvt prosadigt, et sublimt bønskrift (”Kaddish” er en jødisk bøn for de døde) om frelse og fortabelse.
Efter sin hjemkomst møder fortælleren en kvinde, som han gifter sig med. Hun vil frelse ham (da de mødes, ser hun på ham, som ville hun få en kilde til at springe – som Moses i ørkenen frelste israelitterne). En dag bringer hun spørgsmålet om børn på bane. Fortælleren råber instinktivt ”Nej!” Hele romanen udspringer af og drejer sig om dette Nej! Hvordan kan en overlevende, én, hvis vilje til liv har været så prøvet og stærk, sige Nej! til livets fortsættelse? Fortælleren er klar på dette punkt. Det er ikke, fordi han fornægter livet som sådan.
Det er fordi, han ikke vil være nogens far. Tanken om at bestemme over et andet menneske er ham uudholdelig. Han selv blev som barn sendt på kostskole, og livet her, med dets regler og fjerne autoriteter, forekommer ham ikke at være andet end en prolog til livet i kz-lejren. Når Auschwitz kan eliminere barndommen, er det fordi, denne aldrig har eksisteret som frihed og uskyld undtagen i vores drømme.
Fornægtelsen af barndommen ligger ligeså dybt i vores kultur som knægtelsen af frihed. Kz-lejrene slog ikke uskylden ihjel. De gravede blot videre på den grav, andre havde begyndt før dem. Og den grav er dyb nu. Der ligger man, som Paul Celan (1920-1970) skrev i Holocaustdigtet Todesfuge fra 1952, ikke trangt.
Den ungarske nobelpristager Imre Kertész (f. 1929) blev som femtenårig sendt til Auschwitz. Hans ødelæggende oplevelser i denne og andre tyske koncentrationslejre beskrives køligt reflekterende i romanen De Skæbneløse fra 1975. En af de scener i denne opsigtsvækkende erindringsroman, der står mest levende for mig, ladet med en mystisk, insisterende betydning, er følgende:
Fortælleren ankommer sammen med nogle jævnaldrende venner og flere hundrede andre ungarske jøder til Auschwitz’ banegård. Ingen ved, hvad der her venter dem. Dørene til vognene åbnes, og en gruppe jødiske kapoer træder op for at genne folk ud. Ved synet af de unge drenge spørger de: Hvor gamle er I?
De svarer som sandt er, at de er femten, men kapoerne hvisker ivrigt, som var det af uhyre betydning: Nej, seksten, seksten, her er I seksten! Ude af vognene former fangerne en lang række, som bevæger sig mod en tysk læge, som en sten i et vandløb. Efter en hurtig vurdering skiller han fangerne i to grupper, på den ene side de arbejdsduelige og på den anden børn, gamle, syge. En absurd, ond parodi på dommens dag.
Fortælleren når frem til lægen. Adspurgt om sin alder svarer drengen: seksten, og han får lov til at gå til venstre. Havde han talt sandt, var han blevet sendt til den gruppe, der få øjeblikke efter blev slået ihjel i gaskamrene. Kun ved at fornægte, at han er et barn, får han muligheden for at overleve.
I Auschwitz dødsdømmes barndommen altså allerede før man træder ind i lejren, og livet derinde umuliggør den. En anden overlevende fra denne lejr, italieneren Primo Levi (1919-1987), skriver i Tøbruddet (1963) om et barn, der blev født i Auschwitz. Ingen vidste af hvem. Da det døde, navnløst, tre år gammelt, kunne det ikke sige et forståeligt ord. Begrebet barndom vækker for mange mennesker forestillinger om uskyld, frihed, leg og tryghed – liv i det hele taget, sådan som det burde være. Auschwitz er, med sin strenge disciplin, den uhyggelige, økonomiske rationalitet i de minimale madrationer, disse begrebers negation. Auschwitz er en umenneskelig fabrik. Produktet er død.
Når man beskriver Auschwitz på denne måde – som en fabrik – skaber man en forbindelseslinie til livet udenfor, til det normale liv. Dette er i dette tilfælde tilsigtet. For det er væsentligt at erkende, at Auschwitz ikke er et rasende, irrationelt, uforståeligt sort hul i historien. Det er tværtimod en logisk udløber af visse af modernitetens bureaukratiske og fremmedgørende indretninger – fabrikken, for eksempel. Auschwitz er modernitetens sorte bagside. Disse forbindelser mellem Auschwitz og de vestlige, demokratiske samfund er det nødvendigt, om end ubehageligt, at se i øjnene – de er absolut ikke overvundne i dag.
Har man denne intime forbindelse mellem modernitetens normalitet og dens perversitet for øje bliver det også umuligt at opretholde forestillingen om kernefamiliens lyksaligheder og uskyld, barndommen som et paradis, der tabes ved indgangen til Auschwitz.
I stedet for den absolutte modsætning mellem barndom og Auschwitz får man øje på forbindelserne. For barndommen er ikke blot lykke og frihed, det er også, og måske i langt højere grad, en øvelse i lydighed og autoritetstro. En øvelse, der i sidste ende muliggjorde både nazisme og Auschwitz. I hvert fald hvis man skal tro fortælleren i en anden af Kertesz’ romaner, den helt igennem fænomenalt vævede monolog, Kaddish for et ufødt barn fra 1990.
Denne roman er måske den bedste roman om jødeudryddelsen, jeg har læst. Kun en ganske lille del af den er dedikeret til minder fra fortællerens ophold i Auschwitz. Men netop dette gør den så fremragende. I stedet for at gentage de beskrivelser, der så klart og forfærdende bliver lagt frem i De Skæbneløse og andre beretninger fra overlevende, undersøger den, hvad Auschwitz gør ved en overlevende, hvad livet er efter Auschwitz. Den er halvt filosofisk essay, halvt prosadigt, et sublimt bønskrift (”Kaddish” er en jødisk bøn for de døde) om frelse og fortabelse.
Efter sin hjemkomst møder fortælleren en kvinde, som han gifter sig med. Hun vil frelse ham (da de mødes, ser hun på ham, som ville hun få en kilde til at springe – som Moses i ørkenen frelste israelitterne). En dag bringer hun spørgsmålet om børn på bane. Fortælleren råber instinktivt ”Nej!” Hele romanen udspringer af og drejer sig om dette Nej! Hvordan kan en overlevende, én, hvis vilje til liv har været så prøvet og stærk, sige Nej! til livets fortsættelse? Fortælleren er klar på dette punkt. Det er ikke, fordi han fornægter livet som sådan.
Det er fordi, han ikke vil være nogens far. Tanken om at bestemme over et andet menneske er ham uudholdelig. Han selv blev som barn sendt på kostskole, og livet her, med dets regler og fjerne autoriteter, forekommer ham ikke at være andet end en prolog til livet i kz-lejren. Når Auschwitz kan eliminere barndommen, er det fordi, denne aldrig har eksisteret som frihed og uskyld undtagen i vores drømme.
Fornægtelsen af barndommen ligger ligeså dybt i vores kultur som knægtelsen af frihed. Kz-lejrene slog ikke uskylden ihjel. De gravede blot videre på den grav, andre havde begyndt før dem. Og den grav er dyb nu. Der ligger man, som Paul Celan (1920-1970) skrev i Holocaustdigtet Todesfuge fra 1952, ikke trangt.
