Bog

Det brændende blad

Af (
2022
)

Anmeldelse

Det brændende blad

30 jan.23

Forrygende start på Katrine Engbergs serie om efterforskeren Liv Jensen. Puslespils-krimi, når det er bedst og et plot, der sidder lige i skabet.

Liv Jensen har forladt et job og en potentiel kæreste i Aalborg og er taget til hovedstaden i håbet om at sikre sig et job i drabsafdelingen. Lige nu arbejder hun dog som privatdetektiv og bruger dagene på at sidde i sin bil og vente på at kunne få taget nogle billeder, der kompromitterer dem, hun overvåger – et job, hun ikke holder meget af. Derfor er det kærkomment, da hendes ven Petter Bohn fra Københavns Politi tilbyder hende, at hun kan hjælpe med en sag. Det drejer sig om et uopklaret mord på en journalist, og Liv takker ja med det samme.

Liv flytter ind i et kælderværelse hos familien Leon, som består af Jan og hans voksne datter Hannah. Familien er i sorg efter sønnen (Hannahs bror) har begået selvmord. I gården ved familien Leons hus ligger et autoværksted, hvor mekanikeren Nima reparerer gamle biler. Nima har haft en affære med en gift kvinde, Marianne. De har ikke haft kontakt længe, men pludselig står Marianne ved værkstedet med en bil, hun gerne vil have Nima til at fikse. Senere samme dag forsvinder Marianne, og hendes lig dukker op i en skov nogle dage efter. Liv involveres også i efterforskningen af Mariannes drab, da Nima, som Liv er nabo til, er hovedmistænkt.

Sagen om den dræbte journalist fører Liv til den jyske vestkyst, hvor gamle sager ulmer som gløder i et bål og trækker tråde til nutiden, som måske kan hjælpe med opklare mere end et mord. Og så er banen ellers kridtet op til en krimi med lig og mistænkte i lange baner.

Katrine Engberg har med denne nye serie skabt et sikkert og formidabelt krimiunivers med sympatiske og spændende karakterer. Plottet sidder lige i skabet, og der er præcis så mange ledetråde, at man som læser føler, at man næsten kan regne det ud, men som med alle rigtigt gode krimier, har forfatteren et es i ærmet og et tvist til sidst.

'Det brændende blad' er en krimi til alle os, der elsker en krimi uden blod og splat, som kan læses som godnatlæsning, uden søvnen trues af mareridt. Alligevel er spændingskurven høj, og bogen meget svær at lukke, før man når den sidste side.

Bogdetaljer

Forlag
Alpha
Faustnummer
134490012
ISBN
9788772390369
Antal sider
451

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer