Stillezone

Barndomserindring, kvindeidentitet og jødisk slægtshistorie blandes i sanselig og vellykket debutroman, der skildrer et kaotisk sind.

Kvinde Lila bor og arbejder i et landbrugskollektiv og bærer rundt på flere skjulte sorger. Hun er også indlagt og på piller. Hun er barn, ung pige, kvinde og jøde på samme tid. Grønsagsdyrkning udgør den daglige stabilitet for Lila. En stabilitet som mangler i alle andre sammenhænge i hendes liv og ikke mindst i savnet af en nærværende mor i hendes barndom. Erindringsbilleder vælter frem fra en barndom, hvor forholdet til lillesøsteren Aria er det eneste virkelige holdepunkt.

Arbejdet med grøntsagerne beskrives med en enorm sanselighed og passion for den systematiske proces. Høsten af asparges fremstår som en magisk og rituel begivenhed, som ”minder mig om en bøn i en moske. Vi falder på knæ på jorden og rejser os op for igen at falde på knæ”.

Den jødiske slægt efterlader traumer fra holocaust, hvor farfarens familie blev ofre for fangetransporter og Kz-lejre. Lila bærer en uforløst smerte med sig, hvor temaet ”hvis jeg ikke når at sige farvel” udgør en gennemgående angst i både familiens historie og i hende selv. Mest af alt i frygten for at miste sin mor: ”Jeg har gemt min mors sko i klædeskabet i Arias værelse. Så kan hun ikke tage af sted.”

Stilmæssigt fremstår romanen nøgtern og enkel i sit sprogbrug, men formen er opbrudt og kaotisk ligesom Lilas sind. Fortællingens tid er i opløsning og består af en kompleks blanding af erindring og forskudte nutids begivenheder. Som læser er man hele tiden i bevægelse, fordi den blandede fortællestil ikke efterlader nogen kompositionel struktur eller nogen form for kronologi. Læseren må lade sig flyde med og selv binde fortællingens billeder sammen.

Fortællingen er smuk og nærværende med en høj grad af stilsikkerhed. Det stærke sanselige og lyriske udtryk står skarpt. Dens detaljerigdom river læseren ind i stemningsbilleder, som både gør ondt og betager. Raymond forstår virkelig at vække sanserne med sit poetiske og rytmiske sprog.

Romanen giver ikke nogen svar eller forklaringer, hvilket er befriende. Der er ikke nogen nævneværdig fremdrift i romanen, hvilket jeg godt kunne mangle lidt under læsningen. Dens kvalitet er til gengæld den poetiske sproglighed, hvor man kan flyde gennem fortællingens søgende og lidenskabelige pigeunivers.

’Stillezone’ er vedkommende og skriver sig ind i rækken af fortællinger om sårbare sind, som bærer rundt på skyld og afmagt fra en barndom med ikke-nærværende forældre. Tendensen om at være ”en fremmed i sin egen familie” er et hyppigt tema i litteraturen i øjeblikket. Denne debutroman bidrager til tendensen med sin egen sympatiske stilfærdighed og stilistiske vildskab.