Djævlegrebet

Grum psykologisk thriller udforsker dæmonerne i et voldeligt parforhold i litterær lækkerbisken for den kræsne læser.

Lina Wolff betog mig allerede med sin roman Kødets tid, der er en pirrende bizar og besættende fortælling om menneskelig deroute. I ’Djævlegrebet’ skruer Wolff op for endnu en omgang menneskelige destruktion, som udpensles i både kødets og psykens dæmonisering. Wolffs karakterer er så skræmmende fyldt med uhyggelige mentale mønstre, der langsomt skrider ud af enhver fast form.

Wolff er så overbevisende nuanceret i sin skrift, der fra første sætning former en litterær godbid for læsenørder. På samme tid foruroligende og fascinerende velskrevet ned i sprogets mindste finesser formår Wolff at udfolde den menneskelige psykes veje og vildveje, så det risler koldt ned ad ryggen af lige dele rædsel og nydelse over sprogets rytme og dybde.

Jeget i romanen er rejst til Firenze og udlever en klassisk romance til en italiener, der efter hendes forståelse skal lære hende om ægte kærlighed. Han, som hun betegner som Den Renlige, er forstyrret, besidderisk og voldelig. Hun er i sin egen forståelse styret af en indre dæmon, som presser hende til underkastelse og skam. Sammen bliver de indhyllet i en omklamrende og syg seksuel indforståethed.

”Skammen er bare den hinde af mug, som sjælen lægger hen over det, der er blevet indkapslet, selv om det faktisk ville have bedre af at hele i fri luft.”

Minnie og Mickey er som en uadskillelig symbiose, de er dog langt fra er de uskyldige tegneseriefigurer, de betegner sig som. Forholdet udvikler sig til en giftig og farlig dæmonisk cocktail. De ødelæggende handlinger og tankemønstre fører jeget og hendes partner ind i en ond vildfarelse, der sigter direkte mod afgrunden. Selv da hun i et øjebliks erkendelse forsøger at bryde ud af forholdet, fører det hende blot ud i endnu flere grænseløse situationer. Indrammet af noget de kalder begær, bliver overgrebene mod kvinden hverdagskost. Imens bevæger romanen sig langt væk fra både Firenze og den klassiske romance. Både den jagede og jægeren spiller med. ”Det er passionens pris. Sjælen sygner hen.”

’Djævlegrebet’ er en vild og fascinerende roman, der udforsker et psykologisk mørke og giver en foruroligende indsigt i et sygt, voldeligt magtforhold mellem en kvinde og en mand. Wolff formår at tegne en intens fortælling med karakterer, der graver sig dybt ned i deres egne indviklede knuder, hvor dæmonerne får overtaget, og problemerne gentager sig som ubrydelige skræmmende mønstre.

Romanen er sat sammen af et sprog, som bare betager og fortryller. Læseren kan nyde forfatterens præcise psykologiske beskrivelser, mens man sidder i en uafbrudt spænding på kanten af sædet. Tilbage står både ubehag og en skræmmende forståelse af, hvad der kan drive mennesker til at gøre det mest utænkelige og skabe sin egen modstand mod de drømme, de allermest stiler efter.

”Der er et før og et efter manipulationens indtræden. Mistænksomheden finder ind som fugt i en pudset mur, sprænger facaden om natten, når dråberne udvider sig til is.”