Dunning-Kruger-effekten

Den privilegerede mand udstilles i morsom og provokerende roman, der har taget svenskerne med storm.

Den svenske forfatter Andrés Stoopendaal har fået meget opmærksomhed i Sverige med 'Dunning-Kruger-effekten', der udspiller sig i Gøteborg under en sommerhedebølge.

Jeg-fortælleren er en mand i 30’erne, der arbejder deltid i den svenske beredskabsstyrelse, imens han forsøger at skrive en roman og bor delvist hos sin kæreste, Maria, der er økonomisk godt stillet.

Manden filosoferer uhæmmet løs om de ting, der optager ham. Tankestrømmen sættes i gang af en parmiddag, hvor han kommer til at tale relativt positivt om den canadiske psykolog og højrefløjsguru Jordan Peterson og morer sig over gæsternes, synes han, latterligt afvisende reaktion på det og også deres ekstreme, sygelige, synes han, tilknytning til deres hund, der er forsvundet.

Herefter starter en proces, hvor han forsøger at forbedre sig og være mere tolerant, men han må først helt ned at vende og sammen med vennen Johannes drikke sig i hegnet og tale nedsættende om kvinder og fx kalde dem NPC’er (Non Playable Characters), som selvfølgelig bliver forklaret i romanen.

I det hele taget løfter Andrés Stoopendaal låget for, hvordan den tilsyneladende så woke, svenske, veluddannede middelklassemand måske ikke altid kan være i at være så forbandet korrekt hele tiden og måske endda synes, der er tanker og idéer hos den udskældte, rabiate højrefløj, der kan bruges til noget.

Fortælleren har også en stor affektion for den franske enfant terrible Michel Houellebecq og skriver et helt afsnit med ham som hovedperson. Han er desuden ovenud ærlig omkring sit forhold til kæresten, Maria, og deres sammensatte og morsomme (seksuelle) forhold, som afslører, at han simpelthen ikke ser hende som et helt og rigtigt menneske.

Det er fuldt forståeligt, at de svenske medier er begejstrede for denne ærlige udlægning af, hvordan den svenske middelklassemand også tænker og oplever verden. Det ærgrer mig dog, at det faktisk kan være kontroversielt at eksponere den sammensatte, maskuline, primitivitet her omkring ti år efter, Karl Ove Knausgård gjorde det samme til perfektion.
Det ændrer ikke ved, at jeg føler mig genkendt og morede mig over de sjove episoder, hvor særligt Marias hund Molly og hendes kærlighed til Mumikrus behandles ærligt og meget privilegiebevidst af Andrés Stoopendaal.

'Dunning-Kruger-effekten' vækker mindelser om Geir Gulliksens fremragende bøger, Knausgårds Min kamp og Frank vender hjem af Kristian Bang Foss.