Malma station

Ingen grund til at fedte med superlativerne: Alex Schulman har gjort det igen med sin knivskarpe skildring af sårbare familierelationer.

'Malma station' sitrer af undertrykt længsel, når Alex Schulman som i sine tidligere romaner kredser om svære relationer mellem børn og forældre og barndommens nedarvede traumer. At læse 'Malma station' føles som en tung dyne, der lægger sig over en og gør det svært at bevæge sig eller trække vejret frit. Fra første øjeblik suges man ind i den vemodige og sælsomme stemning og må overgive sig totalt. Schulman er om muligt bedre end nogensinde!

Fem mennesker sidder i et tog på vej mod Malma station. Passagerne er et ægtepar, en far med sin 8-årige datter og en ung kvinde, der rejser alene. Fælles for dem er, at de er på vej til det samme sted for at finde svar og forløsning. Hvem de er, og hvad der binder dem sammen, skal ikke afsløres, for det er romanens centrale smertepunkt.

Det viser sig dog snart, at passagerne ikke befinder sig i toget samtidig. 'Malma station' fortælles ukronologisk, og tidsmæssigt er der år mellem deres rejser, ligesom man møder dem flere gange i forskellige aldre. Schulman kender opskriften på en træfsikker pageturner, men med 'Malma Station' tager han skridtet videre, klipper hele strukturen i stykker og kaster den op i luften. Det er forvirrende at holde styr på tid, sted og personer, men det skærper også opmærksomheden og gør det desto mere spændende at læse sig frem mod den større sammenhæng.

Schulman er en mester i at destillere stemninger, og hans sprog skaber knivskarpe billeder for det indre blik. Tiden er allestedsnærværende i 'Malma Station' og går næsten i stå, når der stilles skarpt på skelsættende situationer og erindringsglimt i personernes liv. Disse nedslag føles helt som at læse små selvstændige noveller, gemt i den større fortælling. Andre gange zoomes der ud og tiden flyder, når man ser begivenheder og livstråde på afstand spændt ud over mange år. Kombinationen af de skiftende stemmer og den diffuse tidsfornemmelse får mig til at tænke på svenske Sara Stridsbergs drømmende fortællestil.

'Malma station' er forstemmende, stemningsfuld og nærmest vægtløs i sin skildring af sårbare familierelationer og ulykkelige mennesker, der lever i skyggerne. Det handler om børns ubetingede kærlighed til forældre og deres tilpasningsevne, om forældresvigt og traumer, der uforvarende går i arv og ensomme mennesker, der trods gode intentioner ikke evner at gøre det rette eller række ud efter hinanden. Alt sammen forrygende godt vævet sammen af Alex Schulman endnu engang.