Datteren

Datteren Elsa og Sverige er på vej til en ny forståelse af selve fundamentet for folkets dannelse og den politiske dagsorden i Anderssons dybsindige roman.

Anderssons roman er en genial udlægning af en tid, hvor det enkelte menneske formes og glider ind en ny opfattelse, og hvor altings former forrykkes. Andersson bruger fortællingen som et studie i det hyperkomplekse samfund med rodløsheden som følgevirkning, og hvor sproget dekonstruerer verden.

Romanen er en selvstændig fortsættelse af 'Sveas søn'. Sønnen Ragnar er blevet voksen og har fået sin egen familie med sin kone Elisabet, sønnen Erik og datteren Elsa. Elsa vokser op i Folkehjemmet, hvor hun dannes af de solide og sociale velfærdsprincipper. Hendes far Ragnar former sin familie med mådehold og rationalitet og nøje planlægning, som det er kutyme i det svenske folkehjem. Hun er viljestærk og gør sig iagttagelser af mennesker, ting og fænomener. Hun følger pligtskyldigt sin fars træningsprogrammer med hård disciplin. "Sporten former kroppen og sjælsstyrken, den giver venner og fællesskab".

Som Elsa vokser til, ændrer tilværelsens mening sig, og hun slækker på sportens meningsskabende struktur. Mens folkehjemmets og Ragnars værdier langsomt går i opløsning, gennemlever Elsa tilværelsens ambivalens. Sandheden viser sig ikke at være helt så forklarlig, som den føltes i barndommens velfærdsstat Sverige. Hun drager væk - langt fra de solide svenske grundsten med lighed og en sandhed, der kan måles og vejes.

I det lingvistiske studie på Universitetet i Berkeley, Californien, USA, mærker Elsa verdensbilledet forrykke sig. Det abstrakte og sproget som handling overtager dagsordenen, og den politiske korrekthedskultur læres på den hårde måde i det akademiske miljø. Verden, sådan som hun opfatter den, findes ikke, når sproget gestalter og dekonstruerer jeget i verden. Indgangen til Nietzsche og Foucault i praksis fjerner enhver tro på de faste grundstrukturer. "Hun lever i en total vildfarelse om verdens fasthed og former". Tilbage i Sverige konfronterer hendes nye jeg både hende selv og familien fra folkehjemmet.

Romanens poler er skrevet frem i en filosofisk tone, og er dog så langt fra hinanden at scenerne bliver fulde af humor. Andersson former en gennemført fortælling fra et hverdags-Sverige, som rækker langt dybere end fortællingen om Elsa og folkehjemmet. Den er også en dybsindig udlægning et samfund der er på vej til en ny forståelse af sig selv og fundamentet for dets liv. Med det dobbelte blik på sandheden sår Andersson tvivl om både de faste former og de videnskabelige sprogteorier. "Sandheden er provisorisk.

Men uafhængigheden skal forenes med fasthed, ikke med vægtløshed. Jo mere frihed man vinder, desto mere indre fasthed kræves der".