Anmeldelse
Brummstein af Peter Adolphsen
- Log ind for at skrive kommentarer
I nærheden af Chur i Schweiz blev nogle drypstenshuler åbnet for publikum i 1906. En af de besøgende i Hölloch året efter var en tysk bankdirektør, Josef Siedler, som alene, dybt nede i grotten, fandt en mærkelig sten, der udsendte en brummende lyd.
"Josef lagde højre øre til klippen, og lyden af omtrent ti geologiske døgn eller 125 millioner års jordskælv buldrede mod hans trommehinde" (s. 22). Josef slog en skærv af klippen. Det lille klippestykke brummede ikke, men vibrerede i fingrene.
Den sære, dirrende sten går efter Josefs død fra hånd til hånd. En kvindelig kunstner gør stenen til et kunstværk ved at binde et gult bånd omkring den og erklære den for kunst, med titlen Zentraleuropäisches Mysterium.
Hun får værket solgt til et kunstsamlerpar, der siden testamenterer deres samling til et museum i Düsseldorf. Her sidder Ulrike og registrerer effekterne. "Efter et år med det centraleuropæiske mysterium rumsterende i hovedet opsøgte hun geologen Frank Kaufmann på ny for at spørge, om han ville med til Schweiz. "Hölloch?".
Egentlig havde også Frank spekuleret en del over stenen, hvis dirren oversteg de til rådighed stående forklaringsmodeller, men havde alligevel af karrierehensyn parkeret spørgsmålet" (s. 64). Ulrike tager af sted alene.
På kun 68 sider får Peter Adolphsen ikke alene fortalt om stafetten gennem Schweiz og Tyskland med klippestykket som omdrejningspunkt. Beretningerne om de ikke så få involverede personer opruller Tysklands historie i det 20. århundrede. Kort og præcist giver forfatteren et ganske klart billede af de enkelte personers skæbne og mission her i livet.
Oven i købet er bogen spækket med uoversatte citater (flest på tysk) og videnskabelige forklaringer på geologiske fænomener. Man snyder sig selv, hvis man lader sig skræmme af de første siders videnskabelige anslag og mange citater. Man kan springe let hen over dem uden at tabe tråden, og det bliver meget hurtigt bedre, dvs. færre intellektuelle øvelser og mere fortælling.
Bogen er usædvanlig, men et fascinerende bekendtskab, skrevet i en stil, der veksler mellem det nøgterne og det ironiske, mellem videnskab og eventyr.
- Log ind for at skrive kommentarer
I nærheden af Chur i Schweiz blev nogle drypstenshuler åbnet for publikum i 1906. En af de besøgende i Hölloch året efter var en tysk bankdirektør, Josef Siedler, som alene, dybt nede i grotten, fandt en mærkelig sten, der udsendte en brummende lyd.
"Josef lagde højre øre til klippen, og lyden af omtrent ti geologiske døgn eller 125 millioner års jordskælv buldrede mod hans trommehinde" (s. 22). Josef slog en skærv af klippen. Det lille klippestykke brummede ikke, men vibrerede i fingrene.
Den sære, dirrende sten går efter Josefs død fra hånd til hånd. En kvindelig kunstner gør stenen til et kunstværk ved at binde et gult bånd omkring den og erklære den for kunst, med titlen Zentraleuropäisches Mysterium.
Hun får værket solgt til et kunstsamlerpar, der siden testamenterer deres samling til et museum i Düsseldorf. Her sidder Ulrike og registrerer effekterne. "Efter et år med det centraleuropæiske mysterium rumsterende i hovedet opsøgte hun geologen Frank Kaufmann på ny for at spørge, om han ville med til Schweiz. "Hölloch?".
Egentlig havde også Frank spekuleret en del over stenen, hvis dirren oversteg de til rådighed stående forklaringsmodeller, men havde alligevel af karrierehensyn parkeret spørgsmålet" (s. 64). Ulrike tager af sted alene.
På kun 68 sider får Peter Adolphsen ikke alene fortalt om stafetten gennem Schweiz og Tyskland med klippestykket som omdrejningspunkt. Beretningerne om de ikke så få involverede personer opruller Tysklands historie i det 20. århundrede. Kort og præcist giver forfatteren et ganske klart billede af de enkelte personers skæbne og mission her i livet.
Oven i købet er bogen spækket med uoversatte citater (flest på tysk) og videnskabelige forklaringer på geologiske fænomener. Man snyder sig selv, hvis man lader sig skræmme af de første siders videnskabelige anslag og mange citater. Man kan springe let hen over dem uden at tabe tråden, og det bliver meget hurtigt bedre, dvs. færre intellektuelle øvelser og mere fortælling.
Bogen er usædvanlig, men et fascinerende bekendtskab, skrevet i en stil, der veksler mellem det nøgterne og det ironiske, mellem videnskab og eventyr.
Kommentarer