Pigen i cementblanderen

Man kan kalde bogen alt fra novellekreds til en bunke røverhistorier. Svend Åge Madsen er Danmarks eneste forfatter, der kan få fantastiske, burleske fortællinger til at virke helt almindelige.

Tilståelsen kan lige så godt komme med det samme: Jeg var Madsen-novice, havde aldrig læst denne forfatter, der nærmest har skabt sin helt egen Madsen-genre. Derfor kunne jeg ikke bruge flere dagbladsanmelderes lidt indforståede henvisninger til tidligere værker til ret meget. De fik mig til at føle mig mere på herrens mark end egentlig nødvendigt. Er man Svend Åge Madsen-læser, betyder det vist samtidig medlemskab af et særligt broderskab.

Men til arbejdet. ’Mikroroman’ står der på forsiden, og det betyder (vistnok), at bogen består af noveller/historier/småromaner, der er indbyrdes forbundne. Men de KAN faktisk godt læses uafhængigt, ligesom det ER muligt at få et stort udbytte af Madsens nyeste UDEN at kunne de forrige mange krønikers særegne persongalleri udenad.

Her er en tilsyneladende krimihistorie, hvor opdagergruppen bliver ”kvantekopieret”, og så er indsatsen jo også fordoblet. Her er historien om den ene hånd, der ikke vidste, hvad den anden gjorde, der er også dén om to kvinder, der bytter krop, og én om en korrespondance på tværs af tiden. Faktisk en meget sød historie.

Ifølge de føromtalte anmeldere, optræder figurer kendt fra andre bøger, men dét greb kendte Maeve Binchy også. Med hende vil jeg nu ikke sammenligne med, det vil jeg derimod med en forfatter, der globalt er lige så stor som Madsen er i sit hjemland, nemlig Murakami. Her har jeg læst historier så skæve og underlige, men alligevel helt ”almindelige” , han kan bare fortælle, så alt er fuldstændig indlysende logisk. Læs fx ’1Q84’!.

Det samme kan Svend Åge Madsen, hans sære forbytninger er helt uden for diskussion, det er SÅDAN, det er. Og her kom min årelange fantasy- og således også Murakami-erfaring mig til gode. Madsen har også noget andet (som Murakami måske ikke demonstrerer så tydeligt): En herlig humor. Krimi- og spændingsgenrerne bliver hængt godt til tørre.

Nu er jeg så ikke Madsen-novice længere, og jeg kom så vidt, at den genudgivne nyklassiker  ’Tugt og utugt i mellemtiden’ (ét bind og Kasper Holten-forord) måtte indlemmes i ”den SKAL læses-samlingen”. Konklusionen er altså, at er man Madsen-læser, er den nye naturligvis et must, og ikke et pligt-must, et underholdende ét af slagsen. Og for de, der ikke tidligere har læst Madsen: PRØV DET!!