Enden på tragedie

Imponerende fortælleforførelse med lige dele intellektuelt videnskabs-nørderi og et mesterligt menneskeblik. Svend Åge Madsen er en fabelagtig fantast.

I disse dage kan vi lykønske Svend Åge Madsen med de 80 år, og samtidig beriges vi med endnu et vildtvoksende værk, hvor menneskers virkelighed vendes på vrangen. Mennesker i Aarhus i nær fremtid fortælles frem, og læseren bliver både forført og forblændet. Det er hæsblæsende vanvid, og det er vanvittigt godt.

'Enden på Tragedie' er en eksistentiel fortælling, som afsøger betydningen af de øjeblikke, hvor jeget bevæger sig i en andens sted, og befinder sig på grænsen til en ny forståelse. At fortælle menneskene er et centralt tema hos Madsen. Også i dette værk eksperimenterer han med sprogets kraft i skabelsen af en ny virkelighed:

"Det har taget overhånd. De fiktive fortællingers dominans … fordi fortællerne er blevet dygtigere til at udnytte vores tilbøjelighed til at lade os forføre af besnærende historier."

Romanen er (ikke uventet) vævet sammen af et enormt persongalleri, utallige absurde hændelser og groteske drejninger. Jonatan Tidebon er evighedsstudent og vil gerne være forfatter. Han er ikke en mand af store ord og ejer en begrænset evne til at sætte sig i andres sted. Men Jonatan lever i en nær fremtid, hvor videnskaben er nået langt. Det er nu muligt, dog ikke officielt anerkendt, at ´bevidste´ andre eller ´at krybe i en andens sted´. Kemisk empati sprøjtet direkte ind i årerne.Virtual Spirituality muliggør Jonatans forfatterskab.

Værket er todelt. Den første del er fortællingen om Jonatan Tidebon; den anden, 'I fjorten sind', er de noveller Jonatan skriver, når han er under påvirkning af stoffet metamorfoin og trænger ind i en andens sind. Men hvem ejer egentlig de noveller, Jonatan skriver? Madsen giver jeget adgang til menneskers inderste tanker og de hemmeligheder og prekære situationer, som kun sjældent får lov til at se dagens lys.

Fremtidsuniverset er velkendt i Madsens forfatterskab for eksempel i 'Skabt for hinanden' (novelle, 1995), som her genopstår, som en af de noveller jeg-fortælleren Jonatan forfatter. I tiden er personer udstyret med hale- eller pandeantenner, så de kan se "nærsyn" på "internethinden". De omgives derved af en boble af informationer, som løber direkte ind på lystavlen, mens hverdagens terror er stigende og troen på Gud reduceres.

Fiktionen i fiktionen er et genialt greb, som sætter den lineære læsning ud af spil. Den springende læsning tvinger læseren til hele tiden at forholde sig til værkets etiske og videnskabelige dilemmaer. De mange raffinerede fortællerniveauer får både hovedpersonen og læseren til at fare vild i de mange absurde og flertydige fortællinger. Alt imens de kryptiske vildfarelser tager til, kan læseren opdage sig selv fanget i en kinesisk æske af fortælleniveauer og etiske dilemmaer.

´Enden på Tragedie´ er vild og raffineret i bedste Madsen-stil. Endeløs i sin humoristiske opfindsomhed - uendelig i sin fortællekunst:

"Erindringer hænger sammen i klynger, filtrer sig ind i hinanden, afhængigt af hvad der har fremkaldt dem, hvorfor de bliver trukket frem, hvad de skal forklare, uden begyndelse, uden afslutning".