Underkastelse

Houellebecq beder læseren forestille sig et moralsk udslidt Europa, der frivilligt har underkastet sig Islam. Det er tankevækkende, kontroversielt og underholdende på samme tid.

Vi befinder os i Frankrig, året er 2022. Det Muslimske Broderskab vinder valget, og en muslimsk præsident kan dermed indtage Èlyséepalæet. Det franske samfund gennemgår herefter en hastig forandring. Houellebecq skildrer både underholdende og ondskabsfuldt, hvordan ingen har den fornødne livskraft til at forsvare den vestlige verdens liberale livsform og værdier og derfor mere eller mindre frivilligt underkaster sig muslimernes værdisæt. Romanen kan til dels læses som skræk og advarsel mod en islamisering af Europa, som mange mener allerede er i fuld gang, og som den aktuelle flygtningekrise vil få til at accelerere. Men Houellebecq synes også at stille det interessante spørgsmål, hvorvidt det moderne og rationelle vestlige menneske, i sin søgen efter en mening med livet, kan underkaste sig noget spirituelt, et spørgsmål, som der er lang tradition for at stille i den europæiske litteratur.

Hovedfiguren, den desillusionerede François, er professor i litteratur på Sorbonne Universitetet i Paris. Han lever et liv med luksusludere, færdigretter og halvhjertede forhold til yngre kvindelige studerende, altså en klassisk Houellebecq-karakter. Det eneste, han stadig rigtigt interesserer sig for, er den franske avantgardeforfatter, Joris-Karl Huysman, som han har skrevet en 800 siders doktorafhandling om.  Samtidig er der valgkamp i Frankrig. For at undgå at Front National og Marine Le Pen kommer til magten indgår de traditionelle partier en politisk studehandel, hvorefter den karismatiske leder af Det Muslimske Broderskab indsættes som præsident. I stor stil skifter kvinderne nu arbejdet ud med komfuret, og Sorbonne bliver omdannet til et muslimsk universitet, udsmykket med stjerne og halvmåne. François og hans mandlige kolleger får tilbudt at fortsætte deres arbejde, eneste krav er, at de konverterer til islam. De ”lokkes” bl.a. med udsigten til flerkoneri: en 40-årig kvinde til køkkenet og en knap 15-årig til sengen, er den model rektoren på universitet har valgt.

François mister gradvis sin intellektuelle og personlige identitet, og her er Houellebecqs henvisning til Joris-Karl Huysman interessant. Huysman bevægede sig fra rationalismen og ateismen til dekadencen og endte til sidst som katolik. Denne ”søgen efter en mening med livet” er med til at hæve bogen op på et højere og mere interessant niveau. Der er også en hel del indenrigspolitik i bogen, og Houellebecq håner som sædvanligt på underholdende vis både til højre og venstre. Men mere end noget andet,  er det tydeligt, at han er seismografisk imponerende med hensyn til at ramme tidens tendenser.

’Underkastelse’ er en fremragende roman med en effektiv dobbeltbundethed: på den ene side måske en alvorlig ment dommedagstrussel, på den anden side også en bastant politisk satire. En muslimsk præsident i Frankrig i 2022 ser vi helt sikker ikke, men måske Marine Le Pen? Og hvad ville i givet fald være at foretrække? Hvordan man i sidste ende læser romanen, og hvor realistisk man vurderer det billede, den tegner af vestens tilstand, afhænger nok i høj grad af politisk overbevisning. Med romanen udvider Houellebecq i hvert fald kampzonen betragteligt. 

Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.