Ministeriet for den ypperste lykke

Gribende roman om en gruppe udsatte menneskers kamp for overlevelse i en splintret verden fortæller om Indiens nyere historie i et fabulerende sprog.

Man siger, at en indisk forfatter altid er en politisk forfatter. Det gælder i høj grad også Arundhati. En stor del af hendes anden roman skildrer de voldsomme konflikter mellem Indien og Kashmirdalen ud fra Tilo og hendes forhold til tre mænd, som hun mødte i sin studietid. En anden del skildrer den transkønnede Anjum, der blev født i Delhi som en dreng. Nu lever hun på en gravplads sammen med andre udsatte personer. Det er en grum, farverig og eksotisk fortælling fyldt med smerte, håb, kærlighed og insisteren på at overleve i en splintret verden.

Aftab blev født med begge køn af muslimske forældre. Han blev opdraget som en dreng, men som 15-årig valgte han at blive en pige, Anjum. Hun boede med andre ligesindede i over 30 år og blev Delhis mest berømte hijra og klædte sig i pailletbesatte florlette gevandter og fine sølvankelkæder og glasarmbånd. Efter massakren på muslimer i Gujarat i 2002, som hun blev fanget i, lagde hun sit tidligere liv bag sig og flyttede ind på en gravplads. Stedet blev efterhånden en bedemandsforretning og et pensionat.

Naga, Musa, og Biblap mødte hinanden på universitetet i Delhi og er alle betagede af Tilo. Tilo og Musa blev uddannet arkitekter. Musa engagerede sig i den kashmirske frihedskamp og levede under jorden i mange år. Biblap arbejdede for den indiske efterretningstjeneste. Naga er uddannet journalist med radikale holdninger, blev senere efterretningsofficer og gift med Tilo. Tilo, som tilsyneladende var uden forældre eller familie, samler på et stort arkiv. Det var Musa, hun elskede.

Midt i skraldet på et fortov dukker et sort spædbarn op, og det får sin egen hjerteskærende historie. Rundt om disse personer, som man følger mere eller mindre detaljeret i over 60 år, hvis skæbner fletter sig ind i hinanden, får vi samtidig et sjældent indblik i skelsættende begivenheder i Indiens spektakulære historie. Kashmirkonflikten er her den væsentligste. Kashmir er overvejende muslimsk og det øvrige Indien hinduistisk.

Historierne hober sig op, den ene mere grum og blodig end den anden. Ikke alle er lige relevante, men når det er sagt, så blev jeg alligevel grebet af denne melankolske historie med voldsomme scener, ubærlige krænkelser og overgreb på en civil befolkning, der alle forsøger at navigere i et politisk og samfundsmæssigt mareridt. Indiens dufte, Kashmirdalens paradisiske skønhed, kærligheden, men også gruen og volden, er skrevet i et fabulerende, billedrigt sprog.

Personligt blev jeg mere grebet af Neel Mukherjees slægtsroman fra Calcutta om en familie og et land i frit fald: ’De andres liv’ (2018) og Katherine Boos: ’Bag det evigt smukke’ (2012), der er en usentimental skildring af livet i et slumkvarter ved Mumbais lufthavn.

Arundhati Roy er f. 1959 i Indien. For sin medrivende debutroman: ’De små tings gud’ (1998) blev hun tildelt Man Bookerprisen, og bogen blev oversat til 40 sprog.