Vågenatten

Grufuld og smuk beretning om en gruppe mennesker, der kort mødes i et hus udenfor Jalalabad i Afghanistan. Det handler om uendelig krig, men allermest om kærlighed.

Den aldrende læge Marcus bor alene i et stort og medtaget hus lidt udenfor Jalalabad. Han er oprindelig britisk og har været gift med en afghansk læge. Taliban har dræbt hustruen og de russiske soldater deres datter. Seks meget forskellige mennesker mødes i hans hus, alle har de mistet og alle under grufulde vilkår, og alle er de skæbner, der på en eller anden måde berører hinanden. Gennem deres historier får vi beskrevet Afghanistans moderne historie , for eksempel da USA hjalp det fundamentalistiske oprør mod den sovjetiske besættelsesmagt. Vi oplever også, hvordan Taliban overtager magten og starter en regulær krig mod kvinder og mod uddannelse.

Der er figurer, der repræsenterer de store magter i historien: USA, Sovjetunionen og England, men så pludselig er de ikke så entydige alligevel, og det er en af de meget positive oplevelser i denne overvældende historie. Marcus’ hus rummer også en god del både myte og symbolik; der er en begravet Buddha, der er forbudte billeder i småstykker, og der er forbudt viden (=bøger) sømmet fast i loftet. Der læsses facts og baggrundsviden på i betragtelige mængder. Det kan virkelig ryste at læse om en ung talibankrigers ”opdragelse” og at høre om, hvordan de amerikanske styrker, dengang de støttede de fundamentalistiske oprørere, opfordrede til selvmordattentater.

Lægen Marcus konverterede til islam og giftede sig med afghanske Qatrina, men hun insisterede på at få ægteskabet velsignet af en kvindelig mullah. Derfor anerkendte Taliban det ikke, og Marcus dømmes til at få den ene hånd skåret af. Qatrina tvinges til at foretage operationen og stenes derefter til døde. Det er kun enkelte af de hårrejsende hændelser, historien indeholder, og de skildres alle koncist og sært udramatisk, hvilket kan virke endnu voldsommere. Men når vi kommer til de romantiske og lyriske dele af bogen, så møder vi den orientalske blomstrende fortællemåde. Kontrasten mellem de grusomme optrin og de eksotiske og farverige passager giver bogen netop den skarphed, som gør, at jeg aldrig vil glemme den.