Og alt blev stille

Knugende, tankevækkende og samtidig meget smuk roman om irske Willie Dunne og hans oplevelser under første verdenskrig. Om rædslerne i skyttegravene, om venskabet mellem soldaterne og krigens meningsløshed.

Willie Dunne bliver født i Dublin i 1896. Hans far er ansat ved politiet, og meget tro over for det engelske kongehus. Det er familiens håb, at Willie kan følge i hans fodspor, men desværre er han for lille til at blive ansat i politiet. Da første verdenskrig bryder ud, er Willie 18 år, og kan han ikke blive politimand, kan han i hvert fald blive soldat. Willie er stolt over, at han kan få lov til at kæmpe for fædrelandet og den engelske konge.

Willie bliver sendt til Europa, og snart er han midt i krigens rædsler, i skyttegravenes helvede, hvor det om vinteren er så koldt, at selv lusene giver op. Willie oplever det hele; gasangrebene, den lange ventetid i skyttegravene, angsten og de mange kammerater, der dør, men han klarer sig, og han er fuldt og fast overbevist om, at han kæmper for en god sag.

Hjemme på orlov sker der imidlertid noget, som for altid rokker ved Willies opfattelse af, om det nu også er det rigtige, han gør.

Under Påskeopstanden, hvor kampen for et selvstændigt Irland for alvor blusser op, får Willie og hans afdeling ordre til at skyde mod egne landsmænd, og pludselig rykker den politiske hverdag tæt på. Willies far slår hånden af ham, fordi Willie nærer sympati for de irske oprørere.

Willie bliver mere og mere desillusioneret, men heldigvis er der gode kammerater at støtte sig til. I 1918 er krigen ved at være forbi, men i et sidste angreb fra nogle desperate tyske soldater bliver Willie skudt. Han blev 21 år.

På mange måder minder Sebastian Barrys meget velskrevne roman om klassikeren "Intet nyt fra Vestfronten", hvor man følger en tysk soldat. Fælles for begge er fokus på den enkelte soldat, som måske ikke helt forstår, hvorfor de kæmper, og som i hvert fald ikke får forståelse fra dem derhjemme. Det er stadig gruopvækkende at læse om det store spild af menneskeliv i kampe, som i virkeligheden ikke flyttede noget som helst.

Sebastian Barry var – helt velforjent, synes jeg - nomineret til Englands mest fornemme litterære pris The Man Booker Prize i 2005.

Oversat af Neel Rocco. Cicero, 2006. 335 sider.