Bog

De(n) nye

Af (
2022
)

Anmeldelse

De(n) nye

14 dec.22

Første bind i serien om skolepigen Ella med de mange personligheder byder på venskab, mystik og fortryllende, farverige illustrationer.

Tegneserie-serien om Ella er en del af forlaget Cobolts udgivelseslinje ”Tegneserier for Børn og Unge”. Den har dog et mere nutidigt grafisk udtryk og et mindre format end den traditionelle tegneserie og vil nok bedst gå under betegnelsen ”graphic novel”. Skillelinjen mellem tegneserier og grafiske romaner er nogle gange ultratynd, men i de grafiske romaner præsenteres ofte en mere sammenhængende historie med mere sofistikerede illustrationer.

I første bind møder vi hovedpersonen Ella, der er teenager og startet på en ny skole, hvor hun hurtigt finder en lille håndfuld rigtig gode venner. De nye venner ved dog ikke, at Ella er en anderledes farverig pige med en masse forskellige personligheder. Via de smukke illustrationer af Aveline Stokart bliver læseren gjort opmærksom på, når en ny personlighed træder frem; nemlig når Ellas hårfarve skifter. Til at starte med er hun den afbalancerede pink, men i eksempelvis pressede situationer skifter hårfarven, og vi stifter bekendtskab med den ærgerrige blondine, den lilla joker, den fåmælte grøn og den generte og usikre brun, der muligvis er den Ella, der er tættest på kernen.

Skiftet i personligheder bekymrer selvfølgelig vennerne, og de træder heldigvis til som de ægte venner de er, da de opdager at Ella tydeligvis har problemer, som hun har brug for hjælp til at løse.

Imens jeg læste de første 20 sider, fik jeg hurtigt en anelse om, at der med de skiftende personligheder kunne være tale om en personlighedsforstyrrelse. Der sker dog flere ting der drejer historien i retning af, at det ikke kun er det, men at noget mystisk foregår omkring Ella. Blandt andet er der pigen med den blå hårfarve, der trækker i trådene fra skyggerne i Ellas sind. Hvem er hun og hvorfor træder hun aldrig frem fra skyggerne? Og hvad er det, der er sket i Ellas fortid?

Tegneserien er oversat og bearbejdet fra fransk til dansk af Lisa Kristensen, der har fordansket alt fra navne, titler til stednavne, hvilket giver læseren en fornemmelse af, at det hele foregår i Danmark. Illustrationerne er fortryllende, farverige og detaljerede og er det største trækplaster i forhold til selve historien, der dog er både sød og fin og byder på en god blanding af venskab, skoleliv, mystik og hemmelighedskræmmeri.

Det er en kort historie på under 100 sider, så der er selvsagt ikke meget tid til at komme i dybden med alt. Da det er første del i en serie på fem bind gør det heller ikke så meget, men det kan ikke undgås at man sidder lidt uforløst tilbage, da første del af historien slutter med noget af en cliffhanger. Fortsættelsen er udkommet på fransk og ser forhåbentlig snart dagens lys på dansk.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Oversætter
Lisa Kristensen Villeneuve
Faustnummer
135060739
ISBN
9788770859820
Antal sider
89

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer