Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager er optaget af litteraturens mangfoldighed, dens veje og vildveje, dens mange måder at fortælle på, dens evne til at overraske, udfordre og provokere sin læser.

Katrine Marie Guldager (f. 1966) brød igennem med Dagene skifter hænder (1994), som foruden at være Guldagers debut var med til at indlede 90’ernes minimalistiske form, som også ses i hendes efterfølgende digtsamling Styrt (1995). Begge digtsamlinger udforsker kaosset i hverdagens orden, og det ses udtrykt i tekstens form, hvor ’Styrt’ lagde navn til Lars Bukdahls begreb ”Rittersport-modellen”, som beskriver tekstens firkantede form som holdepunkt for den kaotiske hverdag, Guldager skildrer. Digtsamlingerne benytter sig af en tingslighed, som med Guldagers absurditet fremtvinger et kaos, der konstant lurer i tekstens baggrund. ’Styrt’ adskiller sig dog fra ’Dagene skifter hænder’, idet den med sin kortprosaiske form viser Guldagers evne som formkamæleon, der er definerende for Guldagers virke som forfatter.

Der gik ikke lang tid efter Formkamæleonens første digtsamlinger, før hun igen overraskede. Denne gang med romanerne ’Blank’ (1996) og Det grønne øje (1998), som begge udadtil optræder som klassiske romaner, men med en dominerende fortællerstemme tvinger læseren til at spille med på sine præmisser, som udfordrer romangenrens tidslighed.

Med ’Ankomst, Husumgade’ (2001) indledtes et nyt kapitel i Guldagers forfatterskab, som også vil blive bearbejdet i nogle af hendes senere værker: Afrika. I ’Ankomst, Husumgade’ bruger Guldager Afrika som udtryk for den Tredje Verden og den voksende sociale ulighed på kloden. I ét langt digt udforsker hun det globale som modsætning til det lokale og dets konkrete konsekvenser for folk født ind i fattigdom. Igennem sarkasme og ironi fremstiller Guldager spørgsmålet om, hvor langt man vil gå for at redde verden.

Da Katrine Marie Guldager i 2010 indledte det, der skulle blive den anmelderroste seksbinds-krønike, var hun allerede etableret som forfatter, men det var for alvor her, at hun blev danmarkskendt. Serien indledtes med Ulven i 2010 og afsluttes med Ilden i 2016, hvor vi møder familien, der består af Peter, Lilly og deres tre børn, som vi har fået lov til at følge fra 1938 i skyggen af 2. verdenskrig til 1988, hvor børnene er blevet voksne og må forholde sig til konsekvenserne af deres forældres såvel som deres egne handlinger. Romanerne fokuserer på individets realisering og familiens strukturelle udfordringer, og synes hele tiden at stille spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til en familie, som man ikke identificerer sig som, og som man enten ikke tør eller kan snakke med. En tematik, som også finder vejen ind i novellesamlingen Nu er vi så her (2009), som undersøger, om mennesket er determineret til at handle på en bestemt måde på grund af sin opvækst. Novellesamlingen undersøger danskernes komplicerede familierelationer igennem et net af synsvinkler, hvor vi i hver novelle følger en hovedkarakter, som indgår i en anden novelle senere – præcis som man kender det fra novellesamlingerne København (2004) og Kilimanjaro (2005) om uforenelige personligheder, der støder sammen i én virkelighed.

Individet overfor familien synes at være en tilbagevendende tematik i Katrine Marie Guldagers forfatterskab og bliver senest udforsket i Guldagers nyeste roman, Det samme og noget helt andet (2020), der trækker tråde til Guldagers eget liv. Romanen foregår fra foråret 1988 til 1998, hvor romanen indledes med, at hovedpersonen på kort tid mister sin bedste veninde og sin far, som det også skete for Katrine Marie Guldager selv. I løbet af romanen, som Guldager selv beskriver den som, gennemleves sorgen som individ og i tilknytning med familien, hvor sorgen udvikler sig til en diskussion om ansvar, skyld og fordeling af arven. Imens følger vi hendes vej fra RUC-studerende til anerkendt digter, som er præget af turbulens, svigt og jalousi fra familien, samtidig med at prøve at gennemleve sorgen på sin egen måde.

Katrine Marie Guldager kaldes formkamæleon af en årsag, og hun har med sit omfavnende forfatterskab skabt litteratur, der undersøger menneskets spændevidde såvel som litteraturens. Hun kreerer eksistentialistiske laboratorier, som centrerer sig om individet og dets levevej i en overfladisk verden plaget af globaliseringens mørke og det moderne menneskes travlhed.

Skrevet af Emma Karlebjerg, stud.mag. (2021)
Foto: Les Kaner, 2018