Styrt

Katrine Marie Guldagers prosadigtsamling Styrt er en opvisning i sproglig balancekunst. Samlingens 42 digte er alle af den firkantede slags – Rittersport-modellen.

Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen 'Dagene skifter hænder'. Året efter udkom prosadigt-samlingen 'Styrt'. I sit videre arbejde har Guldager skiftet fra lyrik til prosa og tilbage til prosalyrik. I 1996 kom debutromanen 'Blank', i 1998 romanen 'Det grønne øje' og i 2001 langdigtet 'Ankomst, Husumgade'. Der er således tale om et forfatterskab, som er dybt optaget af litteraturens mangfoldighed, dens veje og vildveje, dens mange måder at fortælle på, dens evne til at overraske, udfordre og provokere sin læser. Generationsmæssigt hører Guldager til gruppen af tidlige halvfemser-debutanter – som er kvinder – og også inkluderer Solvej Balle, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Helle Helle, Merete Pryds Helle og Lene Henningsen. Vi skal frem til slutningen af 90’erne, før der for alvor kommer mandlige konkurrenter på banen.

Guldagers første digtsamling fik megen ros; den næste – Styrt – blev et gennembrud, eller med kritikeren Lars Bukdahls rammende beskrivelse i Danske digtere i det 20. århundrede: ”Med prosadigtsamlingen Styrt blev der dømt instant classic; fra da af er ingen halvfemserantologi udkommet uden en håndfuld Styrt-tekster inkluderet.” Styrt er en opvisning i sproglig balancekunst. Samlingen indeholder 42 digte af den firkantede slags – Rittersport-modellen, som Bukdal har døbt 90’er-generationens yndlingsform. Indenfor disse firkanter slippes kaos løs, men vel at mærke et kaos og en tumult, som hele tiden holdes på plads af forfatterens form- og sprogbevidsthed. Der balanceres på cykler, på kanten mellem drøm og vågen, i forholdet mellem ham og hende, i deliristiske tilstande og selvfølgelig på grænsen mellem orden og uorden, mellem det konkrete og det abstrakte. Ofte er udgangspunktet et ønske om kontrol, der konfronteres med en fornemmelse og udfoldelse af kaos i stiliseret konkrete og hverdagsrealistiske omgivelser. Et eksempel er digtet ”Solsort”, hvor den tilkæmpede ro i starten tipper, i forestillingerne om alt det, der kunne gå galt:

Så er det hele i orden, helt i orden, på sin plads, og pot-
teplanten er støvet af: Så er det hele helt OKAY, skuret
og skrubbet, og der er ikke noget at falde over på vej
hen til telefonen eller ud på toilettet: Det skulle da lige
være den solsort, helt død og med glasøjne, det skulle
da lige være et spirende æbletræ under brevsprækken,
helt strittende: Det skulle da lige være den stige, nogen
har stillet i entreen, eller det, at den er så blank.

Det karakteristiske for Guldager er – som her – det blanke, snublefrie sprog, som spændes op imod fabulerende forestillinger om at falde og styrte. Ligesom hos flere af hendes generationsfæller er der en grundtone af humor, der både kan være barsk og rå, en fornemmelse for den reale verdens sanselighed og en evne til at fortælle og skabe helt uvante og nye syner i sproget.