Bog

Thereses tilstand

Af (
1992
)

Analyse

Holst, Hanne-Vibeke - Thereses tilstand

Hanne-Vibeke Holsts gennembrudsroman Thereses tilstand er en effektiv blanding af kærlighedsroman, udviklingsroman og thriller.

I 1990'erne er Hanne-Vibeke Holst blevet læsernes darling og kritikernes prügelknabe. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. De to læsergrupper - lystlæserne og de kritiske læsere - møder litteraturen med forskellige forventninger og netop Holsts forfatterskab tydeliggør de forskelle. Mange læsere vil gerne kunne identificere sig med personerne i en roman. Det er der rig mulighed for - især hvis man er kvinde - i Holsts romantrilogi Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994), En lykkelig kvinde (1998), hvor vi følger den 28-årige succesjournalist Therese Skårups liv i karriere og kærlighed. Omvendt mener kritikerne, at litteratur som sådan er kendetegnet ved at fortælle os noget, vi ikke vidste i forvejen og ved at bruge sproget og fortællingen på nye og overraskende måder. Det er der ikke meget af hos Holst.

Thereses tilstand - og de øvrige romaner - er en effektiv blanding af kærlighedsroman, udviklingsroman og thriller. Handlingen foregår i et realistisk univers, miljøet er de unge, de smukke og de riges, tempoet er højt, temaet er den moderne karrierekvindes splittelse mellem arbejdsliv og moderskab. Therese er, da vi møder hende første gang, en selvstændig, dynamisk, ærgerrig tv-reporter, som i kraft af sit job og kendskab til Rusland bliver sendt til Moskva for at dække Den russiske Revolution. Ruslands-temaet og journalisternes hektiske arbejdsliv giver romanen farve, stemning og spænding. Men hvad sker der, når den strømlinede, kontrolbesatte kvinde forelsker sig og oven i købet bliver gravid?

Romanen gennemspiller den splittede kvindelighed for at nå frem til en erkendelse af kvindeligheden som fysisk faktum, uanset ligestilling og karriere. Det betyder imidlertid ikke en tilbagevenden til tidligere tiders passive kvinderolle, men fører til en udvidelse af karrierekvindens verdensopfattelse. Tematikken udfoldes i de øvrige bind, som fokuserer på graviditet og fødsel, kærlighedens vilkår i småbørns- og karrierefamilien, den voksne kvindes uafklarede forhold til sin far, parforholdets sammenbrud og Thereses søgen efter en ny kærlighed.

Der er ingen tvivl om, at Therese fremstår som symbolet på den moderne kvinde med alt, hvad det indebærer; hun føler et stærkt behov for at cementere sig selv på arbejdsmarkedet, at tage kampen op mod mændene og på den måde søge ligestillingen, men samtidig med dette føler hun især også et stærkt behov for nærvær, som måske i sidste ende kan føre til familiestiftelse? Therese fremstår som en splittet kvinde, hvilket understreges ved, at hendes arbejde er blevet en del af hende selv, hun opnår – til sin egen store tilfredsstillelse – stor anerkendelse gennem det og på den måde virker det naturligt også at identificere sig med netop dette arbejde. Hun er desuden også bekendt med det faktum, at hun som kvinde står svagere på arbejdsmarkedet end mændene, og at hun uundgåeligt vil blive overhalet indenom i forbindelse med en eventuel graviditet.

I starten af romanen omfavner Therese i høj grad tilværelsen som moderne kvinde, hun søger selvstændigheden, helliger sig arbejdet og nyder friheden – lige indtil den rette mand slår benene væk under hende. Ligeså vel som Therese fremstår som symbolet på den moderne kvinde, fremstår Paul som symbolet på den moderne mand. Han engagerer sig både i Therese og hendes mærkværdige familie, han ønsker at lære hende at kende på både godt og ondt, hans karriere er ikke vigtigere for ham end, at han kan trække sig tilbage, når han vil det og han kan på den måde tage sig tid til at pusle omkring en fortravlet Therese. Paul er manden, der gør det svært for en kvinde som Therese at argumentere imod parforhold og børn.

Selvom grænserne mellem karriere- og familieliv synes at være trukket skarpt op, og   tydeligt kan fremstå som hinandens modsætninger, må og skal de også ses som to sider af samme sag – nemlig kvinden. Den moderne kvinde indeholder, om hun vedkender det eller ej, både et stærkt behov for at slå igennem på arbejdsmarkedet, at opnå stor succes og anerkendelse for sit talent, men også et stærkt behov for at stifte familie, at føle nærvær og ømhed!

Hanne-Vibeke Holst diskuterer således moderne kvinders identitetsproblemer i en underholdende og handlingsmættet form. Det diskuteres desuden også, hvordan kvinder kæmper for en ligeværdig plads i en mandsdomineret verden og hvordan kvinder forsøger at tilpasse sig livet på arbejdsmarkedet, hvilket Therese med al magt forsøger. Romanen stiller samtidig indirekte spørgsmål om, hvilken tilstand, der er Thereses egentlige tilstand og hvilken tilstand, hun befinder sig bedst i.

Kilder, links og centrale værker

 

12 apr.13

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
20111224
ISBN
9788700349681
Antal sider
267

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer