Et sted i verden

Katrine Marie Guldagers  nye digte er fyldt med alderens og erfaringens nye indsigter, men også med modet til at se fortiden i øjnene og gøre gamle regnskaber op.

Med digtsamlingen Et sted i verden markerer Katrine Marie Guldager ikke blot sit 20 års jubilæum som forfatter,  men også sin tilbagevenden til lyrikken.

”Et sted i verden ligger der et hus/ jeg er kommet for at bebo” hedder det i det første af en serie på fire digte med fællestitlen ’Et sted i verden’. Her taler et jeg, der er blevet ældre og befinder sig et nyt sted i livet, men samtidig er der - både stilistisk og tematisk – mange forbindelsestråde tilbage til debutsamlingen Dagene skifter hænder fra 1994. Dengang som nu er digtene skrevet omkring et dynamisk, hvirvlende punkt af uro, sårbarhed og udsathed, men også med oplevelser af ”stilhedens sekund”, som det hed for 20 år siden og ”dén prik af ro resten hvirvler omkring”, som det formuleres i dag.

Skarpt og usentimentalt rummer digtene tilbageblik på barndom, ungdom, parforhold og relationer til forældre, søskende og venner. Katrine Marie Guldagers digte kredser med både vrede, ironi og ømhed om temaer som svigt, skam og knuste drømme. De falder aldrig for fristelsen til at ville harmonisere og ”lægge fortiden/ til rette”, men konfronterer sig med alt det, der ikke går op.

Digtene er for de flestes vedkommende titelløse med undtagelse af en række sammenhængende tekster, der optræder i serier, blandt andet ’Efter katastrofen  I-IV’. Katastrofen henviser ifølge en note i bogen til togkatastrofen ved Sorø i 1988, hvor forfatterens far omkom. Et digt om tab, følelsesmæssigt kaos og en virkelighed, der spaltes i et før og et efter men med en slutning, der så karakteristisk for Guldager er nøgtern og renset for patos: ”Efter katastrofen var der ikke noget/ at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før”. Fra det nuværende sted i livet – et midlertidigt hjem – kredser digtene om gamle regnskaber, der skal gøres op, men ikke mindst om øjeblikket og dét at kunne og turde give slip og forsone sig med foranderligheden, foreløbigheden og det modsætningsfyldte: ”Nu ser det ud som om/ jeg har mistet det meste/ og fået det hele forærende.”

Samlingen er Katrine Marie Guldagers meget vellykkede og glædelige tilbagevenden til lyrikken. Som det formuleres i én af bogens mange metapoetiske refleksioner: ”Jeg skal huske, at digtet ikke begynder her./ For det har aldrig været slut.”  Og heldigvis for det - for Katrine Marie Guldagers poesi peger andre og langt mindre forudsigelige steder hen end hendes prosa.

Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.