Hus og hjem

Virkeligheden er fortættet og nær i Helle Helles 'Hus og Hjem' fra 1999. Her tegnes en hverdagsillustration, et øjebliksbillede af provinsen i 1990'erne og et psykologisk portræt af en kvinde, der forsøger at finde hjem.

Det er marts måned, da Anne flytter tilbage til landsbyen i udkantsdanmark. Efter fjorten år i storbyen vender den trediveårige kvinde tilbage til den barndomsby, hvor hun mistede begge sine forældre. Igennem de følgende syv måneder tegnes et både nært og distanceret, psykologisk portræt af Anne, der prøver at finde sig til rette i provinsen.   

Minimalistisk realisme  

Anne er rejst i forvejen af sin kæreste Anders for at istandsætte huset og pakke ud. Her kæmper hun med at genfinde venskabet med sine gamle veninder og landsbyens døsige rytme. Men alt imens væggene i det store hus forbliver umalede og flyttekasserne pakkede, bruger Anne stadig mere tid sammen med naboen, præsten Jens, der på ukristelig vis flirter med Anne. Og I Anders' fravær forfalder både havebænken og Annes trofasthed.

Afstanden mellem fortælletid og den fortalte tid er ganske kort. Det betyder, at det fortællende jeg er ophævet og der i stedet er tale om et oplevende jeg. Læseren får derigennem følelsen af, at hændelserne foregår her og nu. Annes handlinger og sanseregistreringer præger den stramme og distancerede beretning, der er bygget op omkring værdineutrale beskrivelser. Det tingslige – altså de fysiske omgivelser, opprioriteres og det langsomme fremstillingsmodus virker ubevidst, lyststyret og ikke-reflekterende.

Helle Helle viser rundt i et særdeles virkelighedsnært og letgenkendeligt univers. Denne grad af genkendelse, bliver for læseren helt essentiel. Igennem Anne oplever læseren nærmest et close-up af den ydre virkelighed: En fortælling om vasketøj, regnvejrsdage og bagværk, hvor tiden bevæger sig i rolig, kronologisk orden og hvor intet særligt vendepunkt indtræffer. Annes gensyn med fortiden, konfrontationen med forældrenes død, flirten med Jens og forholdet til Anders forløber tilsyneladende konfliktløst, men som læser må man hæfte sig ved netop den rungende tavshed. Som dagene forsvinder mellem hænderne på Anne, forsvinder siderne i bogen bagud uden noget egenligt determinationspunkt. Men hvorfor fortælle en historie, hvori intet nogensinde sker?

Narrative strukturer  

Læseren involveres kun nødtørftigt i Annes tanker og følelser. For selvom fortællingen skildres igennem Annes jeg, udelades hendes reflektioner, motiver og sindsstemning som oftest. Annes følelsesmæssige indstilling til både fortid, nutid og fremtid italesættes aldrig. Læseren kan kun se toppen af isbjerget, men under overfladen må der findes et komplekst følelsesliv – et liv som måske ikke engang Anne har indsigt i? Om vores hovedperson bevidst distancerer sig til følelser, der kan være problematiske, eller om der er tale om decideret fortrængning, er svært at afgøre. Anne synes i hvert fald ude af stand til at reflektere nærmere over de mere komplicerede ting i sit liv.      

Man får fornemmelsen af at Anne, ligesom læseren, er tilskuer til et liv. Anne identificerer ikke selv de følelser, der præger hendes gøren og laden og indimellem må hun stille spørgsmålstegn ved sine egne beslutninger. Denne fornemmelse af at være passiv observatør videreføres til læseren. Vi oplever sammen med Anne.

Når det for Anne ikke er tydeligt, hvorfor hun gør, som hun gør, er det det heller ikke for læseren. Han eller hun vil derfor forsøge at skabe sin egen forståelse af tingenes tilstand, idet enhver læser igennem stilheden opfordres til at medvirke til tilblivelsen af mening. Det er alt det, der ikke siges, der her er interessant.

Sproget får næsten karakter af regibemærkninger, der nøgternt noterer scenens beskaffenhed. Det bliver til minutiøse, men simple skildringer af det rum, Anne bevæger sig i: En brugt kaffekop, en mudderpøl på gulvet eller en opskrift på myntesorbet.

De virkelighedsnære billeder af hverdagen og et dagligdags sprogbrug, vidner om Helle Helles form- og sprogbevidsthed. Det er et bevidst stilistisk træk, der bevirker, at skellet mellem form og indhold ophæves. Med andre ord: Formsproget peger på fortællingens bagvedliggende mening eller rettere sagt: Romanens intention. For 'Hus og Hjem' har, til trods for sin larmende stilhed, netop en intention: Den kræver at læseren involverer sig i tilblivelsen af romanen.

Receptionsæstetik

Værkets æstetiske metode er helt central for forståelsen af romanen. Som læser ønsker man at forstå Anne og hendes måde at agere på, men i stedet mødes man af tavshed. Modtagerens hjerne er så forunderligt konstrueret, at den vil skabe mening, hvor ingen mening umiddelbart ses.

Da Anne pludselig bryder sammen i gråd, uden forklaring, kan vi som læserer kun gætte på hvorfor? Er det en sørgmodig anerkendelse af at være faldet for Jens og have mistet ham til Charlotte? Et lettelsens suk over igen at være sammen med Anders? Eller en form for posttraumatisk forløsning i forhold til forældrenes død?

Vi ved det ikke, idet Anne aldrig reflekterer over det. Det viser sig som et typisk træk for Anne, at gemme særligt 'støjende' følelser bort. Det tydeliggøres her, i en kort sidebemærkning, hvori det står klart for os, at Anne fuldstændig har isoleret sig fra følelser, der knytter sig til traumet over forældrenes død:

”Det må da have været forfærdeligt for dig, siger han.

- Ja, det tænker jeg også nogle gange.

- Hvad?

- At det må have været forfærdeligt (…)” 

Den store katastrofe indtræffer aldrig og den udeblevne krise, hensætter både romanfigurerne og læseren i en tilstand af stagneret rastløshed. Denne fortættede stilhed bliver altafgørende for læserens rolle i tilblivelsen af romanen.

Læseraktivering som æstetisk praksis, kan teoretisk set betegnes som receptionsæstetiske virkemidler eller perceptionsfænomenologi. Tekstens 'stilhed' eller 'tavshed' beskrives i denne sammenhæng ofte som 'tekstens mellemrum' eller 'huller'. Al denne tavshed vil uafladeligt resultere i ligeså mange fortolkninger, som der er læsere. Enhver analyse af romanen, vil derfor blive særdeles subjektiv og begrænser sig til den enkeltes forhold til teksten. Imens læseren har travlt med at fylde alle hullerne med betydning, skabes fortællingen løbende. Denne tavshed eller stilhed pirrer læserens nysgerrighed og åbner værket op for en omfattende betydnings-mangfoldighed. Romanen udfordrer altså sin læser og gør selve læseoplevelsen til et yderst personligt projekt.

Denne aktivering af læseren, som æstetisk praksis, er ét af de gennemgående virkemidler, Helle Helle benytter sig af i sit forfatterskab. 'Hus og Hjem' viser hvordan litteraturen rent sprogligt kan bygges op omkring det bare ingenting. Det tavse og usagte er i høj grad betydningsskabende og opfordrer altså læseren til at indgå i et tæt samarbejde med teksten.

Et psykologisk portræt

Læserens udsyn begrænser sig udelukkende til Anne. Igennem hende oplever vi andre mennesker, årstidernes skiften og livets rolige gang i byen. Vi inviteres aldrig til at se virkeligheden fra andre synsvinkler og ligesom Anne kan vi kun observere andre aktører udefra. Det er en meget autentisk måde at iscenesætte virkeligheden på, idet vi jo aldrig har ubegrænset adgang til andre menneskers indre. Ligesom i det virkelige liv, er vores indsigt altså begrænset til et enkelt jeg. I litteraturvidenskabelig sammenhæng kan man betegne denne stil som psykologisk realisme.

Annes refleksioner begrænser sig ofte til beskrivelser og sanseregistreringer og fremstillingen af hende bliver derfor ganske overfladisk. Kun ganske få gange ytrer Anne noget, der kunne minde om refleksion over sit eget liv. Eksempelvis kritiserer Anne sine forældres tilværelse læseren får et glimt af Annes dybereliggende angst for at gentage deres fejl:

”Og nogle gange bliver jeg så afsindigt bange for at ende ligesom dem.

- Hvordan?

- Utilfreds. Ensom, død og borte.”

Hen i mod slutningen af romanen synes Anne dog at have fundet en form for værensmæssig ro. Hun besøger sine forældre på kirkegården for første gang og her får læseren fornemmelsen af, at vores hovedperson oplever en (uformuleret) forløsning – på en (uformuleret) krise.

Generelt kan det siges, at 1990'ernes litteratur er præget af en nyrealisme, der koncentrerer sig om de generelle problemer ved repræsentation af virkeligheden. Helle Helle bliver i perioden eksponent for minimalistisk realisme, der formmæssigt søger at fremstille en kompleks situation, på en distancerende og upartisk måde. Det ses især i Helle Helles debutroman fra 1993 'Eksempel på liv' og i novellesamlingen 'Rester' fra 1996.

Senest, i 2012, modtog Helle Helle Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen 'Dette burde skrives i nutid'.

Kilder, links og centrale værker