Bog

Hus og hjem

Af (
1999
)

Anmeldelse

Hus og hjem af Helle Helle

19 dec.11

Tag med på besøg på Falster i 1980'erne. Her snakker vi om vejret, om kartoflerne og om naboens kat. Men snakker vi også om de vigtige ting? De rigtig vigtige ting?

Vi er i 1980'erne og det unge par, Anne og Anders, har købt hus i Annes barndomsby på Falster. Anne er flyttet i forvejen for at indrette sig i huset og for at falde på plads i lokalsamfundet. Anne har mange praktiske planer omkring huset og udpakningen af flyttekasser, men dagene i det nye hus flyder ligesom bare forbi.

Den eneste kontakt Anne egentlig har til andre mennesker, er hendes to barndomsveninder, samt det sendrægtige ægtepar i huset ved siden af.  Langsomt opstår der dog et venskab - eller nærmere sagt - en flirt mellem Anne og byens unge præst, Jens.

Man siger at lediggang er roden til alt ondt, så hvorfor mon Helle Helle ofte vælger at hendes romanfigurer skal  være kvinder uden mål og med? Hvorfor kan de ikke ”tage sig sammen” til noget som helst? Få vasketøjet ind? Få malet væggene - eller pakket en flyttekasse ud? Og hvorfor pokker snakker de så meget om vejret?

Helle Helle har en uovertruffen evne til at fange de små øjeblikke i hverdagen - og til at skrive en hel historie mellem linjerne. Det interessante er nemlig ikke det der bliver sagt, men det der er usagt, for Helle Helle mestrer i dén grad antydningens kunst, som fx i sætningen: ”Jeg står ved komfuret, indtil kartoflerne er kommet i kog. Så skruer jeg ned for blusset og tænder radioen. Det gode vejr fortsætter helt ind i næste uge”.

Hvorfor kan jeg så så godt lide 'Hus og hjem'? Fordi hovedpersonen kunne være mig selv, fordi Helle Helle har kigget ind i kvindesindets dybeste afkroge, og set alt det der foregår derinde bag de kogende kartofler, og alle de kuldsejlede planer, og det er ikke altid lige pænt – men det er sgu godt set! Respekt Helle Helle!

'Hus og hjem' er Helle Helles debutroman fra 1999, og den roman der for alvor slog hende fast som én af Danmarks mest talentfulde forfattere. Efter denne har hun skrevet flere anmelderroste romaner, hvoraf hendes seneste er 'Dette burde skrives i nutid' (2011).

Hvis man undrer sig over hvorfor Helle Helle hedder som hun gør, er forklaringen den at Helle Helles oldemors efternavn var ”Helle”.

Analyse

Helle, Helle - Hus og hjem

Virkeligheden er fortættet og nær i Helle Helles 'Hus og Hjem' fra 1999. Her tegnes en hverdagsillustration, et øjebliksbillede af provinsen i 1990'erne og et psykologisk portræt af en kvinde, der forsøger at finde hjem.

Det er marts måned, da Anne flytter tilbage til landsbyen i udkantsdanmark. Efter fjorten år i storbyen vender den trediveårige kvinde tilbage til den barndomsby, hvor hun mistede begge sine forældre. Igennem de følgende syv måneder tegnes et både nært og distanceret, psykologisk portræt af Anne, der prøver at finde sig til rette i provinsen.   

Minimalistisk realisme  

Anne er rejst i forvejen af sin kæreste Anders for at istandsætte huset og pakke ud. Her kæmper hun med at genfinde venskabet med sine gamle veninder og landsbyens døsige rytme. Men alt imens væggene i det store hus forbliver umalede og flyttekasserne pakkede, bruger Anne stadig mere tid sammen med naboen, præsten Jens, der på ukristelig vis flirter med Anne. Og I Anders' fravær forfalder både havebænken og Annes trofasthed.

Afstanden mellem fortælletid og den fortalte tid er ganske kort. Det betyder, at det fortællende jeg er ophævet og der i stedet er tale om et oplevende jeg. Læseren får derigennem følelsen af, at hændelserne foregår her og nu. Annes handlinger og sanseregistreringer præger den stramme og distancerede beretning, der er bygget op omkring værdineutrale beskrivelser. Det tingslige – altså de fysiske omgivelser, opprioriteres og det langsomme fremstillingsmodus virker ubevidst, lyststyret og ikke-reflekterende.

Helle Helle viser rundt i et særdeles virkelighedsnært og letgenkendeligt univers. Denne grad af genkendelse, bliver for læseren helt essentiel. Igennem Anne oplever læseren nærmest et close-up af den ydre virkelighed: En fortælling om vasketøj, regnvejrsdage og bagværk, hvor tiden bevæger sig i rolig, kronologisk orden og hvor intet særligt vendepunkt indtræffer. Annes gensyn med fortiden, konfrontationen med forældrenes død, flirten med Jens og forholdet til Anders forløber tilsyneladende konfliktløst, men som læser må man hæfte sig ved netop den rungende tavshed. Som dagene forsvinder mellem hænderne på Anne, forsvinder siderne i bogen bagud uden noget egenligt determinationspunkt. Men hvorfor fortælle en historie, hvori intet nogensinde sker?

Narrative strukturer  

Læseren involveres kun nødtørftigt i Annes tanker og følelser. For selvom fortællingen skildres igennem Annes jeg, udelades hendes reflektioner, motiver og sindsstemning som oftest. Annes følelsesmæssige indstilling til både fortid, nutid og fremtid italesættes aldrig. Læseren kan kun se toppen af isbjerget, men under overfladen må der findes et komplekst følelsesliv – et liv som måske ikke engang Anne har indsigt i? Om vores hovedperson bevidst distancerer sig til følelser, der kan være problematiske, eller om der er tale om decideret fortrængning, er svært at afgøre. Anne synes i hvert fald ude af stand til at reflektere nærmere over de mere komplicerede ting i sit liv.      

Man får fornemmelsen af at Anne, ligesom læseren, er tilskuer til et liv. Anne identificerer ikke selv de følelser, der præger hendes gøren og laden og indimellem må hun stille spørgsmålstegn ved sine egne beslutninger. Denne fornemmelse af at være passiv observatør videreføres til læseren. Vi oplever sammen med Anne.

Når det for Anne ikke er tydeligt, hvorfor hun gør, som hun gør, er det det heller ikke for læseren. Han eller hun vil derfor forsøge at skabe sin egen forståelse af tingenes tilstand, idet enhver læser igennem stilheden opfordres til at medvirke til tilblivelsen af mening. Det er alt det, der ikke siges, der her er interessant.

Sproget får næsten karakter af regibemærkninger, der nøgternt noterer scenens beskaffenhed. Det bliver til minutiøse, men simple skildringer af det rum, Anne bevæger sig i: En brugt kaffekop, en mudderpøl på gulvet eller en opskrift på myntesorbet.

De virkelighedsnære billeder af hverdagen og et dagligdags sprogbrug, vidner om Helle Helles form- og sprogbevidsthed. Det er et bevidst stilistisk træk, der bevirker, at skellet mellem form og indhold ophæves. Med andre ord: Formsproget peger på fortællingens bagvedliggende mening eller rettere sagt: Romanens intention. For 'Hus og Hjem' har, til trods for sin larmende stilhed, netop en intention: Den kræver at læseren involverer sig i tilblivelsen af romanen.

Receptionsæstetik

Værkets æstetiske metode er helt central for forståelsen af romanen. Som læser ønsker man at forstå Anne og hendes måde at agere på, men i stedet mødes man af tavshed. Modtagerens hjerne er så forunderligt konstrueret, at den vil skabe mening, hvor ingen mening umiddelbart ses.

Da Anne pludselig bryder sammen i gråd, uden forklaring, kan vi som læserer kun gætte på hvorfor? Er det en sørgmodig anerkendelse af at være faldet for Jens og have mistet ham til Charlotte? Et lettelsens suk over igen at være sammen med Anders? Eller en form for posttraumatisk forløsning i forhold til forældrenes død?

Vi ved det ikke, idet Anne aldrig reflekterer over det. Det viser sig som et typisk træk for Anne, at gemme særligt 'støjende' følelser bort. Det tydeliggøres her, i en kort sidebemærkning, hvori det står klart for os, at Anne fuldstændig har isoleret sig fra følelser, der knytter sig til traumet over forældrenes død:

Det må da have været forfærdeligt for dig, siger han.

- Ja, det tænker jeg også nogle gange.

- Hvad?

- At det må have været forfærdeligt (…)” 

Den store katastrofe indtræffer aldrig og den udeblevne krise, hensætter både romanfigurerne og læseren i en tilstand af stagneret rastløshed. Denne fortættede stilhed bliver altafgørende for læserens rolle i tilblivelsen af romanen.

Læseraktivering som æstetisk praksis, kan teoretisk set betegnes som receptionsæstetiske virkemidler eller perceptionsfænomenologi. Tekstens 'stilhed' eller 'tavshed' beskrives i denne sammenhæng ofte som 'tekstens mellemrum' eller 'huller'. Al denne tavshed vil uafladeligt resultere i ligeså mange fortolkninger, som der er læsere. Enhver analyse af romanen, vil derfor blive særdeles subjektiv og begrænser sig til den enkeltes forhold til teksten. Imens læseren har travlt med at fylde alle hullerne med betydning, skabes fortællingen løbende. Denne tavshed eller stilhed pirrer læserens nysgerrighed og åbner værket op for en omfattende betydnings-mangfoldighed. Romanen udfordrer altså sin læser og gør selve læseoplevelsen til et yderst personligt projekt.

Denne aktivering af læseren, som æstetisk praksis, er ét af de gennemgående virkemidler, Helle Helle benytter sig af i sit forfatterskab. 'Hus og Hjem' viser hvordan litteraturen rent sprogligt kan bygges op omkring det bare ingenting. Det tavse og usagte er i høj grad betydningsskabende og opfordrer altså læseren til at indgå i et tæt samarbejde med teksten.

Et psykologisk portræt

Læserens udsyn begrænser sig udelukkende til Anne. Igennem hende oplever vi andre mennesker, årstidernes skiften og livets rolige gang i byen. Vi inviteres aldrig til at se virkeligheden fra andre synsvinkler og ligesom Anne kan vi kun observere andre aktører udefra. Det er en meget autentisk måde at iscenesætte virkeligheden på, idet vi jo aldrig har ubegrænset adgang til andre menneskers indre. Ligesom i det virkelige liv, er vores indsigt altså begrænset til et enkelt jeg. I litteraturvidenskabelig sammenhæng kan man betegne denne stil som psykologisk realisme.

Annes refleksioner begrænser sig ofte til beskrivelser og sanseregistreringer og fremstillingen af hende bliver derfor ganske overfladisk. Kun ganske få gange ytrer Anne noget, der kunne minde om refleksion over sit eget liv. Eksempelvis kritiserer Anne sine forældres tilværelse læseren får et glimt af Annes dybereliggende angst for at gentage deres fejl:

Og nogle gange bliver jeg så afsindigt bange for at ende ligesom dem.

- Hvordan?

- Utilfreds. Ensom, død og borte.”

Hen i mod slutningen af romanen synes Anne dog at have fundet en form for værensmæssig ro. Hun besøger sine forældre på kirkegården for første gang og her får læseren fornemmelsen af, at vores hovedperson oplever en (uformuleret) forløsning – på en (uformuleret) krise.

Generelt kan det siges, at 1990'ernes litteratur er præget af en nyrealisme, der koncentrerer sig om de generelle problemer ved repræsentation af virkeligheden. Helle Helle bliver i perioden eksponent for minimalistisk realisme, der formmæssigt søger at fremstille en kompleks situation, på en distancerende og upartisk måde. Det ses især i Helle Helles debutroman fra 1993 'Eksempel på liv' og i novellesamlingen 'Rester' fra 1996.

Senest, i 2012, modtog Helle Helle Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen 'Dette burde skrives i nutid'.

Kilder, links og centrale værker

24 maj.02

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
22401343
ISBN
9788756815345
Antal sider
210

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer