Hjemfalden

Hjemfalden kredser om tiden som varighed og ophør, og om de overgange, der får os til at række ud over nu’et og ind i evigheden.  Det er Søren Ulrik Thomsens bedste og mest tidsløse digtsamling, og den må betegnes som en nyklassiker i dansk litteratur.

I 'Hjemfalden' fra ’91 har Søren Ulrik Thomsen forladt den minimalistiske form, som vi forbinder ham med i 80’erne, ikke mindst med samlinger som City slang til en mere fortællende og musikalsk form. Mens Thomsens digte i 80’erne ligesom firsergenerationen  i øvrigt havde nuet som omdrejningspunkt i overensstemmelse med hans poetik ’Mit lys brænder’, er digtene i ´Hjemfalden´ tidslige forløb spændt ud mellem fortid og fremtid. Sammenlignet med mere formeksperimenterende lyrikere i 90’erne, er der i Hjemfalden´ et eksistentielt spor, som både åbner for læserens sansning og refleksion. Digtsamlingen tematiserer på samme tid mennesket i verden og den poetiske skabelsesproces.

Gennem hele digtsamlingen er der et tæt bånd mellem mennesket og dets omverden. Det gennemgående tema er tiden, og hvordan bevidstheden om ophør og død påvirker vores eksistens, men også om de øjeblikke, hvor vi oplever glimt af lykke eller evighed som i dette lysende digt:

"En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting." 

Overgange i tiden og livet
Digtene slynger sig arabeskagtigt ind i hinanden og taler sammen på kryds og tværs i samlingen. Flere af digtene begynder i forlængelse af det foregående. Tiden er rytmisk, og digtene kredser om denne rytme, om tidens vekslen fra dag til nat, fra lys til mørke, fra sommer til efterår. Dette fokus på selve overgangene viser, at brydningerne er der, hvor tiden skifter. Det anslås allerede i samlingens første linje: "Så blev det sensommer". Sensommeren er en overgang, et udefinerligt sted mellem sommer og efterår. Tiden nedbryder tingene, men samtidig fører denne destruktion noget konstruktivt med sig: "erkendelsen skinner som et helt hospital. Så flyder månen over af alt sit lånte lys’." 

Den mest intense overgang er timen op til døgnets ophør, hvorom det lyder:  "Alt er for sent og for tidligt." Tiden er en dimension, der rummer både muligheder og begrænsninger. Digtet slutter med sætningen "Hver dag er det hele forbi". Det vil sige, hver dag dør det det lyriske jeg metaforisk ved ikke længere at kunne digte, når døgnet slutter. Da ophøret og døden mærkes i koncentreret form op til døgnets og årstidernes skiften, får den sidste time en særlig status:  Her må man være nærværende i tiden, den må ikke spildes væk, så man ikke bliver et offer for tidens gang.

Netop i denne eksistentielle søgen og elegante kredsen om betydningen af overgange i tiden har digtsamlingens sine stærkeste momenter. Ligesom i Strunges digte er skiftet fra aften til nat en overgang, hvor mennesket på nærmest kosmisk vis er forbundet med det andet menneske, sin omverden og livets cyklus:

"Hvem tør skrive, når kloden står stille, så de, der skal ind i verden, og de, der skal ud, 
ikke svimler idet de passer hinanden".

Og senere lyder det:

"de, der skal fødes, og de, der skal dø, kan stadig nå at veksle et blik

En dag skal 
vi genopstå i hinandens liv, mens erindringens fane hejses på
de store huse" 

Fortid og fremtid kan altså mødes, og garanten for mødet er husene, der indeholder både liv og død, og derved rækker ud over nu’et. Husene er samtidig symbol på digtene ligesom lyset gennem samlingen er forbundet med den poetiske skabelsesproces.

Evigheden kan også spores i digtsamlingens titel ’Hjemfalden’, der rummer religiøse undertoner: At ’hjemfalde’ betyder at blive offer for nogen eller noget, og blive prisgivet. Men samtidig kan man se en parallel til den måde, som filosoffen Martin Heidegger definerer hjemfalden: Hvis man ikke blot lever i nutiden uden at forholde sig til eksistensen, men er åben og spørgende overfor tilværelsen og ser sig selv i lyset af fremtiden, kan man skabe en ny forståelseshorisont og en større mening med livet. Man er således kun hjemfalden, hvis man er lænket til allerede skabte forestillinger og betydninger om og med livet:

"Jo nærmere slutningen kommer og vi skal ses i et helt andet lys,
suser  hjernens askekrone under fontanellens segl:
På det seneste har jeg fået den tanke,
at vi måske alligevel skal leve evigt"

Evigheden og den poetiske rose
I digtsamlingen knyttes det evige liv til den poetiske erfaring: Det enkelte digt hører op som form, men de sproglige billeder og elementer gentages i nye sammenhænge. For eksempel optræder rosen i forskellige former, og den spiller en vigtig rolle i samlingens andet digt: "For hver rose vi om natten føjer til livet, trækker dagen en sorgløs fortolkning fra." Her ses også hvordan den poetiske skabelsesproces konstant kræver dødens nærvær: "Men på det seneste er jeg blev bange for, at det ikke længere rækker at dø 1 gang om året". Således forholder det lyriske jeg sig gennem skriften til forgængeligheden og tager sin død på sig.

Digtet slutter med en opfordring til læseren:

"mens ahornen ofrer sit lys til blæsten,
tætnes digtets ulmende blodbøg:
Fortab dig i skyggen mellem denne bogs blade." 

Her ses på den ene side gennem ofringen af ahornens lys og digtets ulmende blodbøg det, at lyset brænder ned, ophøret, og på den anden side en bevægelse væk herfra via læserens fortabelse i digtene, da der sættes nye betydninger i spil i læserens møde med dem. Dermed er digtene i en stadig tilblivelsesproces og i mødet med læseren kan lyset brænde videre. Det er netop også ’i skyggen’ at læseren fortaber sig, det vil sige i overgangen mellem lys og mørke.

Rosen optræder som en blændende rød rose på samlingens forside og blot som et farveløst omrids på bagsiden.  Dette peger på betydning og fravær af betydning; den farveløse rose kan ses som en appel til læseren om at farve rosen, og fylde omridset med betydning efter at have læst samlingen. Dette understøttes af det sidste digt i samlingen:

"For denne gang har jeg nået
de yderste næstsidste ord
Det sidste har du."

Digtsamlingens eksistentielle og metapoetiske spor væves hele tiden ind i hinanden. Med det stærke fokus på tiden både som ophør og evighed er det Thomsens mest helstøbte og paradoksalt nok mest tidsløse digtsamling.