Samlede noveller

Katrine Marie Guldagers samlede noveller er et pejlemærke i tiden, der vil blive stående.

Katrine Marie Guldagers tre novellesamlinger - ’København’, ’Kilimanjaro’ og ’Nu er vi så her’ -  er tidligere kommet i en samlet udgave, nemlig ’Drengen på stentrappen’ (2009). Men der er forskelle, trods alt, på den ældre udgave og den nye, hvorfor det giver mening at anmelde den som et på flere måder nyt værk.

’Drengen på stentrappen’ var forsynet med en fin efterskrift af Poul Erik Tøjner. I den nye udgave er der hele fire efterskrifter, idet Tøjners om ’Samlede noveller’ har fået følgeskab af Thomas Bredsdorffs om ’København’, af Maria Bierbaum Oehlenschlägers om ’Kilimanjaro’ og May Schacks om ’Nu er vi så her’. Her er meget fine nøgler og tilgange til Katrine Marie Guldagers forfatterskab. Det vender jeg tilbage til.

En anden og en meget væsentlig ændring i forhold til ’Drengen på stentrappen’ er tilføjelsen af hele fem noveller, der ikke tidligere har været trykt, og det føles som noget af en rigdom pludselig at sidder med fem nye fortællinger fra en af genrens mestre. En af de nye noveller har fascineret mig meget som et eksempel på Guldagers kunst. Det er novellen ’Søndag’, en af Guldagers afrikanoveller, hvor et perlekædemotiv gentages og vendes som det bærende element i fortællingen. Den mandlige hovedperson har et stævnemøde med en kvindelig kollega, som han i hvert fald i nogen grad tiltrækkes af, skønt han er gift med Annika og har børn. Han noterer sig hendes halssmykke:

”Hun gav et lille suk fra sig, og manden lagde mærke til, at hun havde et hvidt halssmykke på, perler af hvide koralsten, men han spurgte ikke.”

Perlekædemotivet dukker op længere henne i novellen, som en slags status over hans liv:

”Indtil da havde begivenhederne i hans liv formet sig lige så pænt og nydeligt, som havde de været perler på en snor.”

Og i novellens slutning bliver det perlekædemotivet, der tager over. Slutningen lyder:

”Manden fortalte, at han var nødt til at tage på forretningsrejse en uge, Annika nikkede, og så var det, at det skete. For sit indre blik så han en halskæde, der sprængtes. Han hørte lyden af de hårde perler, der ramte gulvet.”

Kunne man sige: Et drama fortalt i perler?

Om Guldagers fortællekunst har Tøjner en meget præcis pointe, som han endda turnerer elegant ved et delvist citat fra en af Guldagers noveller. Han skriver: ”At læse Katrine Marie Guldager er ligesom et være med i et stort og kompliceret regnestykke, hvor man kun kender halvdelen af komponenterne ...”

Og det er jo netop sådan, det er. Guldager skriver tilsyneladende realistisk og troværdigt, der er ingen grund til at tvivle på rigtigheden af det, hun lægger frem, men en stor del af mesterskabet er, at dramaet, afsløringerne, det væsentlig - det gemmer sig i det usagte, i sprækkerne, bag det fortalte. Den nu samlede udgave af alle Guldagers noveller bekræfter, at mesterskabet er der, at det har været der fra starten i denne række af perler af fortællinger - for nu at blive i perlemotivet. Og der er indlysende, at Guldager i sin kortprosa er en mester i tiden, jeg kan kun få øje på en lille håndfuld andre fra Rifbjerg og frem, der i vores samtidslitteratur med så stor kunstnerisk styrke og et så skarpt blik for det moderne menneske og det moderne menneskeliv vedblivende kan fascinere. Katrine Marie Guldagers samlede noveller er et pejlemærke i tiden, der vil blive stående. Og - der må gerne komme mere til.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.