Bror og søster

Femte bind i den fremragende Køge-krønike er lige så fin fortællekunst som de foregående. Guldagers tidsbillede fremstår knivskarpt, og familierelationerne er endeløst fængslende at følge.

Jeg har glædet mig til dette femte bind af Køge-krøniken, for i sidste bind efterlod vi Henry på vej i fængsel, dømt for mord, Leonora gravid, Peter død og Lilly alene i København.

Katrine Marie Guldager bringer os i dette bind frem til året 1976. Radioen spiller ”Aldrig mer´ må jeg se dig” og Christiania-sangen. Man må ryge i toget, og man sejler over Storebælt. Der er stadig nogle, der bor i kollektiver og snakker om kollektiv ledelse og kampen mod kapitalismen. Der er kvinder, der tager på Femø-lejr, og mænd, der undskylder for at have undertrykt kvinder i århundreder.

Henry løslades i begyndelsen af romanen fra Horsens Statsfængsel og skal hjem og finde ud af, om han må bo i kollektivet sammen med sine børn, Thomas og Tine. Han skal også finde ud af, hvordan han lever videre med bevidstheden om at have slået et andet menneske ihjel. Leonora bor stadig i Køge sammen med Klaus, de har fået datteren Maria, og Leonora har to succesfulde separatudstillinger bag sig.

Som titlen angiver, så handler dette bind i høj grad om forholdet mellem de to søskende, Henry og Leonora. Det har aldrig været noget uproblematisk søskendeforhold, tværtimod har det været præget af misundelse og jalousi. Da Henry skal løslades efter fire års fængsel, glæder Leonora sig til at se ham – hun har også trofast skrevet til ham hver søndag – men samtidig frygter hun også at se ham. Hun har dårlig samvittighed over, at det er gået hende godt, imens det er gået Henry dårligt. Hun føler næsten, at hun har stjålet noget fra sin bror ved at have det godt. Forholdet bliver absolut ikke bedre af, at Henry i en brandert bekender sine synder for Leonora.

Lilly fylder ikke meget i femte bind, men vi oplever hende i mødet med indianeren Black Hawk, som fortæller hende, at hendes kraftdyr er ulven, og at den repræsenterer følelser, hun endnu ikke har lært at håndtere.  Gennem den viden frigør Lilly sig fra ulven, som desværre i stedet søger mod Henry. Henry og Leonora savner hinanden og gør flere forsøg på at nærme sig hinanden igen. Det lykkes ikke i bind fem. Jeg håber, at det lykkes i næste og (snøft) sidste bind af denne fantastiske Danmarks-krønike.

Katrine Marie Guldagers romaner er sprogligt en stor fornøjelse at læse. Hvert eneste ord i hver eneste sætning er bare helt perfekt. Tidsbilledet er perfekt, og så er jeg helt vild med, når forfatteren ”blander sig” i sin historie, som Guldager gør det gang på gang uden at misbruge grebet. Med sætninger som: ”Men her må både romanforfatteren og læseren bøje sig for det faktum, at det kan Henry ikke: Fordi han er rasende”.  

Forfatteren har udtalt, at krøniken bliver på i alt seks bind, men for mig at se er det alt for lidt. Jeg vil jo gerne vide, hvordan det går familien. Nu er der født en helt ny generation, og der er flere på vej. Derudover har Henry mødt Sally, og jeg håber, han kan finde sin plads i sin familie og i sit eget liv.