Kære barn

Velskrevet tysk thriller byder på masser af psykologisk spænding, overraskelser og eftertanke.

’Kære Barn’ er sådan en roman, der driver sin læser videre, fordi man bare ikke kan vente med at finde ud af, hvad der er op og ned på historien. Samtidig er det dog også en historie, man har lyst til at dvæle ved. Grotesk, hjerteskærende og filosofisk i forhold til kærlighedens væsen og det menneskelige sind.

Karin og Matthias lever et skyggeliv og har gjort det, siden deres eneste datter Lena forsvandt sporløst for 14 år siden på vej hjem fra en fest. Da en kvinde, der efter en påkørsel ender på sygehuset, fortæller, at hun er Lena, griber forældrene efter halmstrå. Kvinden fortæller, at hun har været holdt indespærret i en hytte i skoven, men Karin og Matthias kan med det samme se, at det ikke er deres datter, til trods for det ellers genkendelige ar i panden, som Lena altid har haft. Med sig har kvinden en lille pige, der til gengæld ligner Lena som lille, og efterhånden ruller en grusom historie sig ud og afslører lag på lag af rystende hemmeligheder, forkvaklede familieforhold og triste skæbner.

Jeg elsker de her psykologiske romaner, der dyrker menneskesindet og viser, hvor elastisk og overraskende det er. Romaner, der sætter tanker i gang og får dig til at fundere og blive klogere på de menneskelige mekanismer. I romanen her er der også masser af spænding og suspense, da det jo er en thriller, og man selvfølgelig skal have opklaret sagen, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at få alle de menneskelige puslespil til at gå op. På flere områder minder den meget om bøger som Dyndkongens datter af Karen Dionne og Rum af Emma Donoghue. De omhandler mennesker, der er blevet trukket væk fra det etablerede civilsamfund og al social omgang og den efterfølgende svære akklimatisering.

’Kære barn’ er forfatterens debut, og den lover rigtig godt for fremtiden.