Tyverier

Mestertyven Korsgaard har neglet gode historier og triste skæbner om ensomhed og mennesker, der gør hinanden fortræd. Han har for længst stjålet mit hjerte.

’Tyverier’ består af femten noveller, der alle handler om at stjæle, snyde eller skjule sandheden. Her er børn, der bliver gjort fortræd, skraldere, selvmordstruede, sårbare og syge. Værtshuset Viften går igen.

Thomas Korsgaard fik sit litterære gennembrud med romanerne om Tue og hans opvækst i et dysfunktionelt miljø ude på landet, Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det. Han er en ung forfatter med et stort sprogligt talent og et særligt blik for menneskelige skævheder ude ved fjerde kartoffelrække og i hvert fald langt fra københavnske kartoffelrækker.

Amerikanske Lorrie Moore står for citatet på novellesamlingens titelblad: “For mig er der ikke noget, som er en vittighed. Det kommer bare til at lyde sådan”. Sådan kommer det også ofte til at lyde, når man læser Korsgaards noveller med situationer, der er så groteske og pinagtige, at man ikke kan lade være med at grine på trods af den tragiske situation. Som nu sælgeren, der forsøger at sælge en forsikring til en døende kvinde på hospice.

Korsgaard har en særlig evne til at se historier og skæbner i al deres komik og tragedie og skrive om dem. At skrive er at se og gennem denne forfatters pen og tyverier, får vi malet groteske og samtidig genkendelige historier. Heraf også en reference til titlen og titelnovellen ’Tyverier’:

Hvis jeg er en tyv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stole på mig. Jeg bærer på et hav af andre folks hemmeligheder. En mand fra Gellerupparken, som dyrker sex med andre mænd og vil blive slået ihjel, hvis familien finder ud af det. En kvinde fra Køge, der fortalte mig, at hun gerne vil skilles. (vi kunne se hendes mand gennem terrassedøren, da hun fortalte det). En pige, som skjuler et hashmisbrug og fire spontane aborter for sin kæreste. De fortæller det altid til mig på de ledige pladser, jeg efterlader i samtalen. Jeg laver bare øjnene, så taler de længe. Det er muligvis også tyveri.

’Tyverier’ er også en fin kommentar til det autofiktive spektakel, der opstod i forbindelse med Thomas Korsgaards tidligere udgivelser, hvor medierne havde travlt med at kortlægge overensstemmelserne mellem Thomas og Tue. Og til autofiktionen som genre i det hele taget.

Thomas Korsgaard skriver præcist og usentimentalt om almindelige mennesker, og han har for længst stjålet mit hjerte. Det er noget med hans humor og præcise menneskeskildringer, som på en og samme tid er ganske forfærdelige og vældig opløftende i deres menneskelighed. 

Jeg kan stadig undre mig over, at mange læsere tror, Korsgaards romaner foregår meget længere tilbage i tiden, men der kan være langt mellem mennesker og store klasseforskelle selv i et lille land. Derfor er denne novellesamling også vigtig at læse. Også en anden aktuel og fremragende udgivelse, Kristian Bang Foss' Frank vender hjem, behandler klasseforskellene herhjemme. 

Mon ikke mange gymnasieelever kommer til at stifte bekendtskab med Korsgaards fine og korte noveller, akkurat som med Aidts klassiker Bavian, som flere af novellerne i denne fine samling ledte mine tanker hen på.