Forfatter
Knut Hamsun
Hos Knut Hamsun forenes 1890’er modernisternes sensibilitet med en senere fascination af nazismen, hvilket ikke gør hans forfatterskab mindre interessant.
Henry Miller kaldte ham ”Dickens i min generation”, Solsjenitsyn så ham som indbegrebet af Norge, og Thomas Mann mente, at ingen havde fortjent en nobelpris mere end han. Knut Hamsun (1859-1952) er i sandhed en forfatter af internationalt format. Samtidig er Hamsun også tornen i den norske litteraturs øje. Inden for sin kunst opnåede han de største triumfer, men som en gammel mand viste han aktivt sin beundring for nazismen. Han var i en lang periode ligeså hadet for det sidste som han var elsket for det første.
Professionelle litterater har op gennem årtierne forsøgt at finde en forklaring på dette forhold – hvordan kunne en mand, der af mange blev betragtet som selve Norges sjæl samtidig have fascismens kim i sig? Svaret er endnu ikke fundet, og hver enkelt læser tvinges derfor til at tænke spørgsmålet igennem. Hvordan er det muligt at skabe så stor og smuk kunst og samtidig støtte et regime, som af eftertiden er blevet set som det værste, det 20. århundrede har fremvist? Men selv om man foragtede og stadig foragter hans politiske overbevisning, er det de færreste, der ikke er blevet grebet af hans litteratur. Denne dobbelthed indfanges i Nordahl Griegs retoriske udbrud: ”Hvem andre kan skrive enn denne mannen”, et udbrud der sættes i relief af, at Grieg, der selv var en hyldet norsk forfatter, igennem hele krigen aktivt bekæmpede den nazisme, som hans litterære idol hyldede. Det forhold, at Hamsun igennem krigen pludselig blev en fjende, gjorde således ikke hans litteratur mindre fascinerende, for som en digter vedblev han at være lige berusende, lyrisk og almægtig.
Hamsun tilhører 1890’er generationen, der fokuserede på det ensomme jeg, desperationen, meningsløsheden, den moderne livsførelse og de store sjælelige udsving. Med årene søgte Hamsun dog væk fra individets krise og ind i kollektivet – i hans tilfælde bondebevægelsen og senere nazismen. Denne bevægelse væk fra det oprindelige har han tilfælles med mange andre af forfatterne fra samme generation: Johannes V. Jensen blev darwinist, Martin Andersen Nexø socialist og med tiden kommunist og Johannes Jørgensen blev katolik. På trods af at det først var efter vendingen mod bondebevægelsen, at Hamsun fik sin nobelpris, er det den første del af hans forfatterskab, der i dag står mest lysende og klart.
Liv og levned
Hansum blev født i den lille norske by Garmostræet i Guldbrandsdalen under navnet Knud Pedersen. Hans forældre var af gammel bondeæt, hvilket kom til at betyde meget for Hamsuns liv og digtning:
”Jeg er fra Jorden og Skogen med alle mine Røtter. I byene bare lever jeg et kunstig Liv med kafeer og Aandrigheter og alskens Hjærnetull. Men jeg er fra Jorden. Og man skulde ikke gaa ut fra at jeg "bare dikter" naar jeg skriver om den”.
Jordens betydning for Hamsun understreges af, at han forkastede sit familienavn og i stedet tog gårdsnavnet Hamsund. I 1885 fik en tilfældig trykfejl ham til at vælge den form, der siden skulle blive verdenskendt – navnet Hamsun. Hvad motivationen for navneskriftet var vides ikke, om end der gennem tiden er kommet mange forslag.
Selvom Hamsun senere vendte tilbage til bondelivet, levede han i en lang periode et no-madeliv. Fra og med 1873 havde han mange tilfældige jobs, bl.a. som butiksmedhjælper, lærer og vejarbejder. I 1880’erne havde han endvidere to lange ophold i USA, hvor han havde forskellige typer arbejde og samtidig fik inspiration til sine første litterære forsøg – blandt andet artiklen ”Fra det moderne Amerikas Aandsliv” (1889). I samme tidsrum levede han af flere omgange også i Kristiania (nu Oslo), hvor han oplevede sult og fattigdom. Det er således ikke overraskende at hans debutbog Sult fra 1890, som den eneste af forfatterskabets bøger, ikke foregår i eller nær naturen, men derimod i Kristiania, hvor en ung digter går og sulter. Romanen er blevet læst som en nøgleroman, men selvom man ikke kan komme uden om det selvbiografiske islæt, er Sults hovedperson ikke identisk med Hamsun.
Efter gennembruddet fortsatte Hamsun sit vagabonderende liv og boede blandt andet i Finland, Rusland og Tyrkiet. Samtidig fandt han tilbage til den natur, han havde forladt i 1873, og de fleste af hans værker fra 1890’erne tematiserer på den ene eller den anden måde forholdet mellem individ og natur.
I 1898 giftede han sig med Bergljot Goepfert – et ægteskab der i 1906 endte med skilsmisse. I 1909 giftede Hamsun sig igen, nu med skuespillerinden Marie Andersen som han levede med resten af sit liv. Det var i forbindelse med dette ægteskab, at Hamsun købte sin første gård. Efter få år ville Hamsun dog længere syd på og købte gården Nørholm i Larvik, hvor han døde i den høje alder af 92 år. Hamsun levede imidlertid ikke stille og roligt på gården, men fortsatte livet igennem sin vagabonderende livsstil og sit succesrige forfatterskab. I samme periode bevægede Hamsun sig væk fra nyromantikkens introverte kredsning om sjælelivets gåder og over mod de mere brede skildringer af myldrende menneskeliv og samfundsformer i forvandling. På det tidspunkt hvor han flyttede mod syd til Larvik vendte han for alvor tilbage til sine rødder og skrev den nobelprisbelønnede roman Markens grøde (1917), der skildrer den næsten præmoderne bonde Isak, som dyrker sin jord og skaber sin egen verden – en hyldest til det enkle, primitive menneske. Bogen kom for sin samtid til at stå som ”jorddyrkningens gyldne evangelium”.
Som angivet i indledningen blev der imidlertid kastet en skygge ind over hans sidste år. Da okkupationen af Norge fandt sted, havde Hamsun for længst udvist beundring for Hitler og hans norske discipel Quisling. Besættelsen mindskede ikke denne begejstring. I 1940 opfordrede han sine landsmænd til at stoppe deres modstand, ligesom han i 1945 publicerede en stærk rosende nekrolog over Hitler.
Efter Tysklands nederlag i 1945 blev Hamsun retsforfulgt og blev i 1948 dømt til at betale sin del af nazisternes kollektive erstatningsansvar. Denne bøde knækkede ham økonomisk, og det var kun på grund af et lån, som Gyldendals forlag ordnede, at Hamsun kunne beholde Nørholm.
Imidlertid var Hamsun langt fra færdig som forfatter. I 1949, han var da 90 år gammel, udgav han bogen Paa Gjengrodde Stier, der ligesom flere af hans tidligere værker blev en verdenssensation. Bogen var både et forsvarsskrift, og en dybt personlig livsberetning:
”Jeg holder det almindelige omdømme nokså høyt. Jeg holder vårt norske rettsvesen enda høyere, men jeg holder det ikke så høyt som jeg holder min egen bevissthet om hva som er godt og ondt, hva som er rett og galt. Jeg er gammel nok til at ha en rettesnor for mig selv, og dette er min”.
Hvorvidt Hamsuns straf var retfærdig eller ej, diskuteres stadig, ligesom det i efterkrigstiden blev en disciplin i sig selv at finde ’fascistiske’ holdninger i Hamsuns tidlige forfatterskab. Som nutidig litterat virker dette fokus om ikke ligegyldigt så i det mindste anakronistisk. Selvom det i dag er umuligt at ignorere Hamsuns holdninger i 1930’erne og 40’erne, er det meningsløst at måle hans forfatterskab i forhold til disse holdninger.
Den formidable og alsidige Hamsun
Det er svært at sige hvad det er der gør Hamsuns forfatterskab fantastisk. Ligesom tilfældet er med en af vores egne store nobelprismodtagere, Johannes V. Jensen, kan hans historier ikke indfanges i et referat, ligesom hans stil ikke virkelig kan forklares. Grunden til dette er, at Hamsun før alt andet var stilist og lyriker, ikke i den forstand at han skrev digte – det er hans romaner, der er lyriske. Han er en ordkunstner af de store, og ingen har bedre end han formået at indfange nordens lange sommernætter og gøre dem erotiske, dragende og uhyggelige.
I ungdomsværket Sult møder man en romankunst, som aldrig var set før. Man følger en ung, sultende forfatter, der til stadighed pendler mellem ekstreme sindstilstande, ofte på randen af hallucination. Bogens styrke er ikke dens plot i traditionel forstand, men derimod dens indlevende beskrivelse af menneskesindets gåder, som leveres med både grotesk humor og selvironi.
Dette fokus på menneskets inderste følelser leveret af en jeg-fortæller fortsætter som en rød tråd op igennem 1890’ernes bøger. Det er i disse bøger, han vender tilbage til den natur, han voksede op i. Dog er det ikke bondens natur, som beskrives i 1890’ernes bøger, men derimod det mystiske og eventyrlige, der på genial vis forener kærlighedsrusen med den nordiske natur. Af hovedværker fra denne periode bør nævnes Pan (1894) og Victoria (1898). Især i den første ses Hamsuns lyriske sprog. Romanen er meget kort, men hvert eneste ord og hver en sætning har sin helt særlige betydning, og bogen kan, som Lars Roarr Langslet formulerer det, ”leses som et langt prosadikt, fylt av naturmystikk”. I denne bog foregår der et intenst samspil mellem naturen og menneskets sjæleliv – de afspejler og giver hinanden betydning. Bogen var ifølge Kristian Elster ” Nyromantikkens evangelium (…) en af de dyrebareste poesier i nordisk litteratur”, og som sådan er den blevet stående frem til i dag.
I kærlighedsromanen Victoria er det derimod igen det indre, der er vigtigst, mens naturen blot er antydet. Handlingen kan umiddelbart virke banal, men ligesom i Sult er det ikke den, der bærer bogen men derimod det lyriske sprog.
Tendensen fra disse første bøger føres videre op i nittenhundredetallet med en række bøger om sværmere og vandrere i den nordlanske natur. Ingen af disse bøger kommer dog op på siden af de føromtalte.
Efter sit andet ægteskab ændrer Hamsuns forfatterskab karakter uden dog at miste det specielt hamsumske, som han er hyldet for. I stedet for granskninger af sjælelivet beskæftiger han sig nu med socialsatire, en vending der fuldbyrdes i Børn av Tiden (1913) og Segelfoss By (1915). I disse romaner viser han, elegant og med indføling, rodløsheden og hulheden i den moderne tid.
I 1917 skriver han sit eget alternativ til denne nye tid, Markens grøde (1917). Her hylder han bondens liv og glorificerer den rodfasthed, han selv havde måttet opgive. Hovedpersonen Isak er anderledes end de fleste af Hamsuns tidligere helte. Han er helt blottet for den nervøse sensitivitet, man ser i bøger som Pan og Sult, men er derimod det perfekte billede på en gammeldags jorddrot: selvrådig, stærk og fast. Alligevel har denne bog meget til fælles med de tidliger. Også her ses det næsten mystiske bånd mellem mand og natur – en dyb samklang mellem sindet og dets naturlige omgivelser. Denne bog blev hans største succes i sin egen samtid og skaffede ham nobelprisen, om end den i dag har måttet vige pladsen for bøger som Sult og Pan.
Hvor skal man starte
Som med alt udenlandsk litteratur vil jeg starte med at anbefale, at man læser på original-sproget. Med Hamsun er det vigtigere end ellers, fordi hans sprog er så lyrisk, som det er. Det er endvidere ikke noget problem, idet Hamsuns 1800-tals norske til en forveksling ligner dansk.
Herudover er det svært at sige, hvor man som læser skal starte - alle Hamsuns bøger er fantastiske og indeholder, på trods af meget forskelligt fokus, den samme lyriske kvalitet og indfølende beskrivelse af mennesket. Man kunne gøre det let og blot starte med den nobelprisvindende Markens grøde efter devisen ”Den var mest populær, ergo må den også være den bedste”. Dette vil jeg imidlertid ikke anbefale. Min erfaring er, at Hamsuns tidlige modernistiske forfatterskab med klassikere som Sult, Pan og Victoria taler mere til den moderne læser end det senere forfatterskab. I de første bøger indfanger Hamsun på fantastisk vis de problemer, som det moderne menneske også i dag kæmper med og giver dem en poetisk og dragende udformning. Man læser dem som i en rus, hvor man bliver trukket ind i en anden verden, der alligevel på forunderlig vis har aspekter af ens egen selvoplevede virkelighed.
Hos Knut Hamsun forenes 1890’er modernisternes sensibilitet med en senere fascination af nazismen, hvilket ikke gør hans forfatterskab mindre interessant.
Henry Miller kaldte ham ”Dickens i min generation”, Solsjenitsyn så ham som indbegrebet af Norge, og Thomas Mann mente, at ingen havde fortjent en nobelpris mere end han. Knut Hamsun (1859-1952) er i sandhed en forfatter af internationalt format. Samtidig er Hamsun også tornen i den norske litteraturs øje. Inden for sin kunst opnåede han de største triumfer, men som en gammel mand viste han aktivt sin beundring for nazismen. Han var i en lang periode ligeså hadet for det sidste som han var elsket for det første.
Professionelle litterater har op gennem årtierne forsøgt at finde en forklaring på dette forhold – hvordan kunne en mand, der af mange blev betragtet som selve Norges sjæl samtidig have fascismens kim i sig? Svaret er endnu ikke fundet, og hver enkelt læser tvinges derfor til at tænke spørgsmålet igennem. Hvordan er det muligt at skabe så stor og smuk kunst og samtidig støtte et regime, som af eftertiden er blevet set som det værste, det 20. århundrede har fremvist? Men selv om man foragtede og stadig foragter hans politiske overbevisning, er det de færreste, der ikke er blevet grebet af hans litteratur. Denne dobbelthed indfanges i Nordahl Griegs retoriske udbrud: ”Hvem andre kan skrive enn denne mannen”, et udbrud der sættes i relief af, at Grieg, der selv var en hyldet norsk forfatter, igennem hele krigen aktivt bekæmpede den nazisme, som hans litterære idol hyldede. Det forhold, at Hamsun igennem krigen pludselig blev en fjende, gjorde således ikke hans litteratur mindre fascinerende, for som en digter vedblev han at være lige berusende, lyrisk og almægtig.
Hamsun tilhører 1890’er generationen, der fokuserede på det ensomme jeg, desperationen, meningsløsheden, den moderne livsførelse og de store sjælelige udsving. Med årene søgte Hamsun dog væk fra individets krise og ind i kollektivet – i hans tilfælde bondebevægelsen og senere nazismen. Denne bevægelse væk fra det oprindelige har han tilfælles med mange andre af forfatterne fra samme generation: Johannes V. Jensen blev darwinist, Martin Andersen Nexø socialist og med tiden kommunist og Johannes Jørgensen blev katolik. På trods af at det først var efter vendingen mod bondebevægelsen, at Hamsun fik sin nobelpris, er det den første del af hans forfatterskab, der i dag står mest lysende og klart.
Liv og levned
Hansum blev født i den lille norske by Garmostræet i Guldbrandsdalen under navnet Knud Pedersen. Hans forældre var af gammel bondeæt, hvilket kom til at betyde meget for Hamsuns liv og digtning:
”Jeg er fra Jorden og Skogen med alle mine Røtter. I byene bare lever jeg et kunstig Liv med kafeer og Aandrigheter og alskens Hjærnetull. Men jeg er fra Jorden. Og man skulde ikke gaa ut fra at jeg "bare dikter" naar jeg skriver om den”.
Jordens betydning for Hamsun understreges af, at han forkastede sit familienavn og i stedet tog gårdsnavnet Hamsund. I 1885 fik en tilfældig trykfejl ham til at vælge den form, der siden skulle blive verdenskendt – navnet Hamsun. Hvad motivationen for navneskriftet var vides ikke, om end der gennem tiden er kommet mange forslag.
Selvom Hamsun senere vendte tilbage til bondelivet, levede han i en lang periode et no-madeliv. Fra og med 1873 havde han mange tilfældige jobs, bl.a. som butiksmedhjælper, lærer og vejarbejder. I 1880’erne havde han endvidere to lange ophold i USA, hvor han havde forskellige typer arbejde og samtidig fik inspiration til sine første litterære forsøg – blandt andet artiklen ”Fra det moderne Amerikas Aandsliv” (1889). I samme tidsrum levede han af flere omgange også i Kristiania (nu Oslo), hvor han oplevede sult og fattigdom. Det er således ikke overraskende at hans debutbog Sult fra 1890, som den eneste af forfatterskabets bøger, ikke foregår i eller nær naturen, men derimod i Kristiania, hvor en ung digter går og sulter. Romanen er blevet læst som en nøgleroman, men selvom man ikke kan komme uden om det selvbiografiske islæt, er Sults hovedperson ikke identisk med Hamsun.
Efter gennembruddet fortsatte Hamsun sit vagabonderende liv og boede blandt andet i Finland, Rusland og Tyrkiet. Samtidig fandt han tilbage til den natur, han havde forladt i 1873, og de fleste af hans værker fra 1890’erne tematiserer på den ene eller den anden måde forholdet mellem individ og natur.
I 1898 giftede han sig med Bergljot Goepfert – et ægteskab der i 1906 endte med skilsmisse. I 1909 giftede Hamsun sig igen, nu med skuespillerinden Marie Andersen som han levede med resten af sit liv. Det var i forbindelse med dette ægteskab, at Hamsun købte sin første gård. Efter få år ville Hamsun dog længere syd på og købte gården Nørholm i Larvik, hvor han døde i den høje alder af 92 år. Hamsun levede imidlertid ikke stille og roligt på gården, men fortsatte livet igennem sin vagabonderende livsstil og sit succesrige forfatterskab. I samme periode bevægede Hamsun sig væk fra nyromantikkens introverte kredsning om sjælelivets gåder og over mod de mere brede skildringer af myldrende menneskeliv og samfundsformer i forvandling. På det tidspunkt hvor han flyttede mod syd til Larvik vendte han for alvor tilbage til sine rødder og skrev den nobelprisbelønnede roman Markens grøde (1917), der skildrer den næsten præmoderne bonde Isak, som dyrker sin jord og skaber sin egen verden – en hyldest til det enkle, primitive menneske. Bogen kom for sin samtid til at stå som ”jorddyrkningens gyldne evangelium”.
Som angivet i indledningen blev der imidlertid kastet en skygge ind over hans sidste år. Da okkupationen af Norge fandt sted, havde Hamsun for længst udvist beundring for Hitler og hans norske discipel Quisling. Besættelsen mindskede ikke denne begejstring. I 1940 opfordrede han sine landsmænd til at stoppe deres modstand, ligesom han i 1945 publicerede en stærk rosende nekrolog over Hitler.
Efter Tysklands nederlag i 1945 blev Hamsun retsforfulgt og blev i 1948 dømt til at betale sin del af nazisternes kollektive erstatningsansvar. Denne bøde knækkede ham økonomisk, og det var kun på grund af et lån, som Gyldendals forlag ordnede, at Hamsun kunne beholde Nørholm.
Imidlertid var Hamsun langt fra færdig som forfatter. I 1949, han var da 90 år gammel, udgav han bogen Paa Gjengrodde Stier, der ligesom flere af hans tidligere værker blev en verdenssensation. Bogen var både et forsvarsskrift, og en dybt personlig livsberetning:
”Jeg holder det almindelige omdømme nokså høyt. Jeg holder vårt norske rettsvesen enda høyere, men jeg holder det ikke så høyt som jeg holder min egen bevissthet om hva som er godt og ondt, hva som er rett og galt. Jeg er gammel nok til at ha en rettesnor for mig selv, og dette er min”.
Hvorvidt Hamsuns straf var retfærdig eller ej, diskuteres stadig, ligesom det i efterkrigstiden blev en disciplin i sig selv at finde ’fascistiske’ holdninger i Hamsuns tidlige forfatterskab. Som nutidig litterat virker dette fokus om ikke ligegyldigt så i det mindste anakronistisk. Selvom det i dag er umuligt at ignorere Hamsuns holdninger i 1930’erne og 40’erne, er det meningsløst at måle hans forfatterskab i forhold til disse holdninger.
Den formidable og alsidige Hamsun
Det er svært at sige hvad det er der gør Hamsuns forfatterskab fantastisk. Ligesom tilfældet er med en af vores egne store nobelprismodtagere, Johannes V. Jensen, kan hans historier ikke indfanges i et referat, ligesom hans stil ikke virkelig kan forklares. Grunden til dette er, at Hamsun før alt andet var stilist og lyriker, ikke i den forstand at han skrev digte – det er hans romaner, der er lyriske. Han er en ordkunstner af de store, og ingen har bedre end han formået at indfange nordens lange sommernætter og gøre dem erotiske, dragende og uhyggelige.
I ungdomsværket Sult møder man en romankunst, som aldrig var set før. Man følger en ung, sultende forfatter, der til stadighed pendler mellem ekstreme sindstilstande, ofte på randen af hallucination. Bogens styrke er ikke dens plot i traditionel forstand, men derimod dens indlevende beskrivelse af menneskesindets gåder, som leveres med både grotesk humor og selvironi.
Dette fokus på menneskets inderste følelser leveret af en jeg-fortæller fortsætter som en rød tråd op igennem 1890’ernes bøger. Det er i disse bøger, han vender tilbage til den natur, han voksede op i. Dog er det ikke bondens natur, som beskrives i 1890’ernes bøger, men derimod det mystiske og eventyrlige, der på genial vis forener kærlighedsrusen med den nordiske natur. Af hovedværker fra denne periode bør nævnes Pan (1894) og Victoria (1898). Især i den første ses Hamsuns lyriske sprog. Romanen er meget kort, men hvert eneste ord og hver en sætning har sin helt særlige betydning, og bogen kan, som Lars Roarr Langslet formulerer det, ”leses som et langt prosadikt, fylt av naturmystikk”. I denne bog foregår der et intenst samspil mellem naturen og menneskets sjæleliv – de afspejler og giver hinanden betydning. Bogen var ifølge Kristian Elster ” Nyromantikkens evangelium (…) en af de dyrebareste poesier i nordisk litteratur”, og som sådan er den blevet stående frem til i dag.
I kærlighedsromanen Victoria er det derimod igen det indre, der er vigtigst, mens naturen blot er antydet. Handlingen kan umiddelbart virke banal, men ligesom i Sult er det ikke den, der bærer bogen men derimod det lyriske sprog.
Tendensen fra disse første bøger føres videre op i nittenhundredetallet med en række bøger om sværmere og vandrere i den nordlanske natur. Ingen af disse bøger kommer dog op på siden af de føromtalte.
Efter sit andet ægteskab ændrer Hamsuns forfatterskab karakter uden dog at miste det specielt hamsumske, som han er hyldet for. I stedet for granskninger af sjælelivet beskæftiger han sig nu med socialsatire, en vending der fuldbyrdes i Børn av Tiden (1913) og Segelfoss By (1915). I disse romaner viser han, elegant og med indføling, rodløsheden og hulheden i den moderne tid.
I 1917 skriver han sit eget alternativ til denne nye tid, Markens grøde (1917). Her hylder han bondens liv og glorificerer den rodfasthed, han selv havde måttet opgive. Hovedpersonen Isak er anderledes end de fleste af Hamsuns tidligere helte. Han er helt blottet for den nervøse sensitivitet, man ser i bøger som Pan og Sult, men er derimod det perfekte billede på en gammeldags jorddrot: selvrådig, stærk og fast. Alligevel har denne bog meget til fælles med de tidliger. Også her ses det næsten mystiske bånd mellem mand og natur – en dyb samklang mellem sindet og dets naturlige omgivelser. Denne bog blev hans største succes i sin egen samtid og skaffede ham nobelprisen, om end den i dag har måttet vige pladsen for bøger som Sult og Pan.
Hvor skal man starte
Som med alt udenlandsk litteratur vil jeg starte med at anbefale, at man læser på original-sproget. Med Hamsun er det vigtigere end ellers, fordi hans sprog er så lyrisk, som det er. Det er endvidere ikke noget problem, idet Hamsuns 1800-tals norske til en forveksling ligner dansk.
Herudover er det svært at sige, hvor man som læser skal starte - alle Hamsuns bøger er fantastiske og indeholder, på trods af meget forskelligt fokus, den samme lyriske kvalitet og indfølende beskrivelse af mennesket. Man kunne gøre det let og blot starte med den nobelprisvindende Markens grøde efter devisen ”Den var mest populær, ergo må den også være den bedste”. Dette vil jeg imidlertid ikke anbefale. Min erfaring er, at Hamsuns tidlige modernistiske forfatterskab med klassikere som Sult, Pan og Victoria taler mere til den moderne læser end det senere forfatterskab. I de første bøger indfanger Hamsun på fantastisk vis de problemer, som det moderne menneske også i dag kæmper med og giver dem en poetisk og dragende udformning. Man læser dem som i en rus, hvor man bliver trukket ind i en anden verden, der alligevel på forunderlig vis har aspekter af ens egen selvoplevede virkelighed.
Bøger af Knut Hamsun
Sult
Dronningen af Saba og andre noveller
Hamsuns sultekunstner
Indsigtsfuldt videnskabeligt værk om Knut Hamsuns banebrydende roman Sult.