Thread Ripper

Smukt hypridværk af en forfatter, der kan sit håndværk så godt, at det bliver en smule stift.

På mange måder er ’Tread Ripper’ en interessant fortælling, der kredser om en billedvæver, som arbejder på et digitalvævet billedtæppe i 2010’erne. Rammen for bogen er samtidig at væve det analoge med det digitale, noter med prosa og det indre med omverdenen. Bogen er delt i syv dele, der på hver sin måde arbejdet med det at væve, og der er hele tiden to fortællinger i spil.

De to fortællinger struktureres med en forskel i skrifttype og understreges yderligere af, at sidetallet er det samme på venstre og højre side bogen igennem. På venstre side er der en personlig fortælling, der kredser om et indre liv og på den højre vævningens historie. Formen fungerer fint og skaber et springende blik under læsningen, hvor de to fortællinger mere eller mindre væves sammen.

I løbet af de første 50 (eller er det 100?) sider slår det mig, at skriften, især på venstre side, er utrolig smuk som fx her: ”Først regn, så sol. Luften våd af stråler” og videre: ”Disen over engen løfter sig som en / afstøbning af lanskabet. // Så tager en vind i formen, en mild og umærkelig / brise, der trækker disen af led.” Notepoesien er små funklende lys i teksten.

’Thread Ripper’ er en filosofi og et historisk nedslag og en poesi. Især højre side giver et historisk indblik i vævningens historie, og det er interessant at læse. Undervejs overtager billedvævningsalgoritmen siderne, så venstre side nogle gange stilner, mens algoritmen – eller den automatiserede fortælling – står alene. Et eksperiment der på mange måder lykkes.

Men eksperimentet er også udfordrende for læseren, fordi halvdelen af bogen i sin fremstilling bliver så smuk og finpudset, at den også virker – efterhånden som man kommer igennem bogen – en smule distanceret. Som læser sanser jeg og frydes over sætningerne, men jeg mærker sjældent det, der skildres, fordi det virker så kontrolleret.

Selvom abstraktionsniveauet er højt i bogen, er den ikke svær at læse. Problemet er nok nærmere, at de store perspektiver om sammenvævningen mellem det analoge og det digitale trækkes ud over for mange sider, fordi bogen er så fragmenteret. Derfor er læseoplevelsen også blandet, fordi det på den ene side er virkelig godt og velskrevet, men samtidig er bogens fokus diffust og kontrolleret på én gang. På trods af at jeg køber hybridens fragmentariske præmis, skaber det en læseoplevelse, der i længden bliver mindre og mindre interessant, men som kunne have fungeret fortrinligt i en mere komprimeret udgivelse.