Berøringen af hud

Pia Tafdrup har begået en smuk og stærk afslutning på sin kvintet om sanserne og manifesterer sig som en af vor tids bedste digtere.

I de sidste ti år har Pia Tafdrup arbejdet med sin sansekvintet 'De fem sanser', som rummer digtsamlingerne 'Smagen af stål' (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018), Lyden af skyer (2020) og nu endelig det afsluttende værk ‘Berøringen af hud’.

‘Berøringen af hud’ kredser om huden og følesansen med alt det nærvær, fravær, ømhed og længsel, som hører med til vores erfaringer med det taktile, det fysiske i verden og manglen på samme. Huden omkredser vores indre, vores ‘jeg’. Den skærmer os fra omverdenen og er på en måde med til at tolke vores erfaringer med den fysiske verden.

Ligesom de foregående fire værker i serien, indeholder ‘Berøringen af hud’ digte, som forsøger at fremkalde oplevelser af verden set igennem linsen af én sans. I denne bog genkaldes følelsen af at stikke sine fingre ned i en skål med mel, ælte dejen og mærke den klistrede fornemmelse. At røre ved en roses fløjlsbløde blade. At række hånden ud i blinde efter det glas vand, som står ved siden sengen om natten. At stå under bruseren og mærke varmen fra vandet strømme ned over sin nøgne krop.

Tafdrup formår at præsentere sin læser for poetiske fortolkninger af alle ovenstående situationer, så man både mærker den personlige oplevelse og forstår det alment menneskelige ved disse erfaringer.

Der er også noget helt særligt over at læse om følesansen i kølvandet på en tid, hvor berøring og nærvær med andre mennesker har været en mangelvare, og netop dén erfaring og længsel er også tydelig igennem værket, selvom det langt fra fremstår som en hovedpointe i bogen.

“Efter pandemi og lukning af landet
og meget omkring os
revet nådesløst itu
lever vi måske
anderledes opmærksomt,
rækker ud,
efter måneders tænkepause,
med hjerte og ord,
vågner vi måske,
når covid en dag driver over,
med vished om, at der nye veje
at gå, foden er allerede løftet.”

Traumet over at man ikke måtte være i andres nærhed grundet smittefare sidder stadig dybt i mange af os, også selvom landet for længst er åbnet, og det er måneder siden man havde en vatpind i næsen.

Digtet 'Flagermuseffekten', hvor ovenstående citat er fra, blev første gang udgivet i Information i de spæde corona-dage i 2020 og vidner om en angstfuld Tafdrup, som endnu ikke havde fundet sig til rette i den nye virkelighed.

‘Berøringen af hud’ og dermed hele sansekvintetten afsluttes med digtet 'Vægten af et liv', som er noget af det smukkeste jeg længe har læst. I tråd med de senere års fravær af berøring og nærvær, står digtet som et håbefuldt fyrtårn med skarpladte sætninger, som vil ekkoe i mit hoved i et godt stykke tid:

“Enhver er udstyret med sanser, for at vi skal mærke, at vi ikke er robotter.”
“Enhver er udstyret med sanser, for at ingen skal tvivle på sin eksistens.”
“Enhver er udstyret med sanser, for at kunne mærke vægten af livet.”
“Sammen med alle andre er du og jeg henvist til egne sansninger for at mærke, hvad det vil sige at elske og miste, at være i verden.”

En tåre trillede ned af min kind, da jeg læste dette digt, som ikke bare konkluderer en vidunderlig digtsamling og et mesterværk med fem bøger, men også manifesterer Pia Tafdrup som en vor tids bedste digtere.