Pow pow pow - pistoldigte

Banke banke på. Hvem der? Christina Hagen er tilbage, og det er vildt, voldsomt og mesterligt. 

Pow pow pow står der på forsiden af Christina Hagens seneste udgivelse sammen med den nye genrebetegnelse ”Pistoldigte”. Åbner man bogen og ser på det udfoldede omslag, tror man ganske kort, at man har forstået den. For der, sort på hvidt, skabt af ord, er der en pistol, og titlen bliver nærmest skudt ud af den med det barnlige lydord: Pow.

Hvis man tror, at man nu skal til at læse finurlige formdigte, tager man dog fejl. For digtsamlingens første del – ”Pow” –  er en samling af digte, der langt fra er sjove, nærmere er de sørgelige og tragikomiske. Det til trods for at de fortsætter i den barnelige stil fra forsiden: alle har titlen ”banke banke på”, og alle er formuleret som en joke begyndende med linjer som: ”Og så var der den om molbofaren…”, ”Alle børnene havde en nabo…”, ”Hvad kalder man en molbo der…”, ”Overhørt på beværtning” og ”En græker og en molbo gik en tur…” Alle sammen genkendelige jokeformater, der står i skarp kontrast til de små historier, de fortæller. 

I alle digtene træder overgreb, diskrimination og ikke mindst vold frem som de altoverskyggende temaer. Denne sidestilling af vold og barndommens jokes krydret med dialekt gør digtsamlingens første del til en voldsom, ja næsten grotesk oplevelse; for i den umiddelbare ligegyldiggørelse af volden, fremstår den så meget desto mere hjerteskærende og forfærdelig.

”Pow Pow” står der som intro til anden del, der omfatter mere klassiskfremtrædende digte, opsætningen er mere genkendelig, men temaerne er fortsat lige voldsomme. Denne gang er perspektivet ikke et barns, men nærmere en ung voksens, og nu er ugengældte forelskelser, stalking, voldlige partnere, ulige (magt)forhold og kærestesorger at finde blandt volden. Mellem voldsomme følelser og heftige formuleringer bliver det klart, at jeget ikke er uskyldig; og volden får nye ansigter. Denne midterste del er også samlingens svageste – men når bundniveauet er så højt, gør det ikke spor.

Samlingens sidste del skydes bogstavligt talt i gang med en gentagelse af titlens 3 gange pow og indeholder lange digte, hvor hver linje kun indeholder 3 ord med et afsluttende punktum. Denne opsætning gentages i den resterende del af samlingens godt og vel 40 sider, hvilket gør det til en messende og alligevel nærmest arytmisk oplevelse. Hagens leg med sproget forvandles til en opløsning af sproget, som er helt eminent håndteret. Stadig gennemsyrer volden og dens mange ansigter digtene, nu i græske omgivelser, hvor trusler, ydmygelser og nedværdigelser er hverdagskost.

Hver dels ”pow” er således eksperimenterende: det første og enkeltstående med sit vittighedsformat, dobbelt-pow’et med sine bekendelser, og den sluttelige gentagelse af titlens 3 pow’er er formmæssigt vildt og effektfuldt.

Samlingen rummer en vrede og en oprørskhed, som er en vild drivkraft og taler ind i den klasse- og vredesdebat, som sidste år blussede op med flere danske udgivelser. Det er en overvældende læseoplevelse, og man sidder efterladt med en ulmende vrede og spørgsmålene: ”Er det her vold?”, ”Er det kærlighed?”.