Drømmene maler virkeligheden

Popfænomenet Tobias Rahims digtsamling er en halvnøgen fornøjelse med stavefejl og uskarpe sætninger. Den vækker dog (læse)lyst hos dem, der normalt ikke læser.

Alle snakker for tiden om popstjernen Tobias Rahims kæmpestore... bog. Digtsamlingen, som han selv kalder den, er strøget lige ind på bestsellerlisterne og bibliotekernes reservationskøer er lange, fordi alle åbenbart gerne vil have del i Rahims krop.

De fleste (kvinder), jeg kender, har vist interesse for dette værk. Ikke så meget for teksterne, men for billederne af den nærmest overmenneskeligt polerede mandemand med cowboyhat og åbne bukser, altid klar til... hvad end du nu kan forestille dig. Jeg overhørte sågar to veninder på en café snakke om, at de var fuldkommen ligeglade med digtene, de ville bare se billederne.

Fotograferne Petra Kleis og Noemi Kapusy har gjort et exceptionelt arbejde for at skabe Danmarks mest eftertragtede sexsymbol anno 2022, når folk nærmest tager trusserne af bare ved tanken om billederne af Rahims halvnøgne krop.

Når jeg sidder med dette popkulturelle fænomen, kan jeg ikke andet end at undre mig over, om det mon er grundlæggende alvor eller ironi, der ligger til grund for at udgive værket. Mine trusser forblev for øvrigt på under læsningen, der er faktisk ikke noget så usexet som at finde ud af, at hele Danmarks sexsymbol bare er en helt almindelig fyr, der staver dårligt.

Allerede i begyndelsen af værket står der, at et forlag som Rahim kontaktede i forhold til udgivelse af ‘Drømmene maler virkeligheden’, svarede ham, at de håbede, at han ville skrive noget om “mandebilledet”. “Nej. Sorry. Det blir noget om Tobias Rahim-billedet. Tanker om mig selv om den verden jeg er født ind i”, lød Rahims svar til dén kommentar.

Er det så en bog om den verden han/jeg/vi er født ind i? Jeg skal ikke kunne tale for Rahim, men min verden indeholder en del flere mennesker end bare Rahim. Fordi værket kun fremstiller ham, hans tanker, hans pik og hans cowboyhat, kan jeg ikke undlade at tænke, at han enten er blind for omverdenen eller vældig ensom.

Enkelte passager er udmærkede, nærmest vellykkede og bedst er han, når han går “meta” på læserens og omverdens blikke på ham: “Hvér en kamera-linse har sin egen måde at opfange verden på.” Eller: “Denne bog vil muligvis fremkalde had og foragt i nogle individer. Hvis kunstens ypperste rolle er at fremkalde følelser i mennesket har bogen vel bare gjort sit arbejde. Og spørgsmålet er om alt den had ik var der i forvejen?”

Mit indtryk af Rahims poetiske evner overskygges desværre af den uredigerede, noteagtige form, som teksterne fremstår i. Man tvinges til at tro, at der enten ikke har været en eneste redaktør inde over udgivelsen, eller at Rahim simpelthen er en stædig kunstner, der på grund af sin enorme popularitet, kunne gennemtrumfe sit projekt til det højestbydende forlag. Én ting, man dog ikke kan løbe fra, og som jeg egentlig applauderer, er, at uanset værkets litterære kvaliteter, så har det trods alt vækket en eller anden form for læselyst i virkelig mange mennesker. Og så kan jeg godt leve med at se hans nøgne bag- og fordel ved siden af nogle håndskrevne hverdagsskriblerier.