Marble

Kærlighed, kunsthistorie, græske marmorstatuer og computer-animation fletter sig sammen i Amalie Smiths bemærkelsesværdige debut som romanforfatter.

Omslaget på Amalie Smiths roman er lige så hvidt, glat og fløjlsblødt som de klassiske, græske marmorstatuer, bogens hovedperson Marble er rejst til Athen for at studere. Det er bare ikke fascinationen af den marmorhvide uskyld og idealitet, som disse skulpturer repræsenterer,  der har sendt hende ud på den rejse!

Tværtimod har hun i en vision set de antikke skulpturer bemalet i stærke og mættede farver. En opfattelse, der bliver bekræftet, da hun i romanens optakt sammen med kæresten Daniel besøger Den Kgl. Afstøbningssamling og ser billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens farvelagte kopier fra Akropolis og de kraftigt bemalede græske kvindestatuer – de såkaldte korer – fra arkaisk tid.

Romanen forløber i flere sideordnede spor, der flettes sammen og indbyrdes belyser og kommenterer hinanden: Notater fra Marbles dagbog, mens hun befinder sig i Athen, dialoger på nettet med kæresten Daniel hjemme i København og et dokumentarisk spor med lange uddrag af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, mens hun arbejder i Athen i starten af 1900-tallet. Deres ægteskab og kærlighed løber i den periode ind i en dyb krise og for hendes vedkommende også en dyb splittelse mellem rollerne som kunstner, hustru og mor.

Et fjerde, og ikke mindst vigtigt, spor er brevene til og fra veninden Laila, hvor Marble udfolder sine iagttagelser og studier af de arkaiske kore-statuers foldede overflader, hvis rester af bemaling stadig kan ses med det blotte øje og repræsenterer en stoflighed og materialitet, som eftertiden af ideologiske grunde har forsøgt at nedtone og ignorere til fordel for forestillingen om den rene, hvide marmorskulptur, ”der skulle gøre det det muligt at transportere materialerne ind i det uforgængelige, ind i idéernes verden, i evigheden”.

Citatet er et godt eksempel på, hvordan de filosofiske og kunsthistoriske refleksioner spiller en central rolle i romanen som kritik af en bestemt (vest)europæisk tankeform, der tænker i modsætninger og adskiller idé fra materie og form fra stof.

Bogen er et kunstnerisk ambitiøst og originalt forsøg på at skabe en åben, hybrid og ”uren” romanform, der arbejder med at integrere og supplere fiktionen med faktuelle og dokumentariske elementer. I dette tilfælde filosofi, kunsthistorie og moderne computerteknologi. Bogen tænker på tværs af fagområder og æstetiske genrekonventioner, og i den forbindelse er det ikke nogen tilfældighed, at Amalie Smith foruden at være forfatter også er billedkunstner.

Amalie Smith graver sig ned i stoffet med både viden, sanselighed og æstetisk sensibilitet. Mindre overbevisende er evnen til at skabe plot og give karaktererne psykologisk troværdighed. Men sådan må det nødvendigvis være i en roman, hvor det konceptuelle og interessen for stofligheden, overfladerne, det taktile og flygtige er vigtigere en ønsket om at skabe genkendelighed og psykologisk dybde.

Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.